Bloggen puster ud...

Efter en hård, men også enormt givende valgkamp, har bloggen og jeg haft brug for en pause - og det har vi lidt endnu...
Jeg håber og tænker at jeg komme igen inden nytår - men under alle omstændigheder til et nyt og fantastisk 2014.

Hvor end du må være i livet - så husk - never ever give up - tro på det gode og dig selv :-)

Tak- det forpligter

Tak. 1123 mennesker, som alle gik ind og satte krydset ved mit navn, i troen og håbet om at jeg kan gøre en forskel. Det forpligter.
Så spørgsmålet er, hvad gør vi så herfra?

Først vil jeg rydde min kælder, min have, min lejlighed, for stumper af valgkampen og det have-rod der har hobet sig op, fordi jeg har været ude snakke. Jeg skal lave mad og bage igen, og snakke med min kæreste.

Og så skal vi i gang - men hvordan?
Jeg håber vi mødes, og jeg håber vi finder en form hvor I hjælper mig, med at få Aarhus til at hænge sammen.
Vi har i hvert fald allerede nu meget at se til, med en midlertid rådmand som spiller med musklerne og "smider ud", det er let at være stærk mand overfor vores allersvageste gruppe - nu hvor mediernes interesse er andetsteds.
Læs mere her.

Hjemløse er også borgere

Jeg er vred og indigneret. Lad mig fortælle jer en historie fra valgkampdagbogen: Jeg har været til flere arrangementer med Stemmer på Kanten, og bliver gjort opmærksom på en lille gruppe unge som ingen bolig har og som havde slået et telt op for at få ly for vind og vejr. Nu handler dette indlæg ikke om bolig eller ej, eller om hvor man kan bo, eller hvilken bolig man har. Det handler om retten til at blive talt til på en ordentlig måde.

Der blæser en iskold, men tør novembervind indover mig, da jeg med opsat hår og iklædt valgkamps-habitten går ned til de hjemløse og bliver mødt med venlighed og varm the. De unge, hjemløse sidder i deres hættetrøjer og militærstøvler, omkring et bål i en tønde for at holde varmen.
"Mændene fra kommunen er kommet for at smide dem væk", summer det iblandt de unge. Det er lidt kaotisk, stemningen blandt de unge hjemløse er trist resignation. Så får jeg øje på de 2 pæne herrer, der hastigt bevæger sig hen til deres kommunale bil.

Jeg indhenter dem, og spørger om det er rigtigt at de er ved at smide de unge væk? Og her møder jeg så en mur af kommunal vrissenhed. Hold da op. "Jeg ikke skal køre noget op", "jeg skal ikke blande mig", "jeg skal ikke bruge det her politisk", "Jeg skal ikke eskalere", ja det ord bruger den ene faktisk. Jeg står her med en flok unge hjemløse, der lige er blevet bekræftet i at dele af kommunens er fuldstændigt ligeglad med hvad de gør, så længe de ikke gør det et sted hvor pæne mennesker kan se det. Og nu "eskalerer" jeg. Da det går op for embedsmændende, at jeg ikke vil have svar på mine spørgsmål, bliver formuleringerne mere tågede: "der er ikke truffet endelig afgørelse", "nogen kunne jo falde og slå hovedet", og det afgørende slag mod min insisteren på en ordentlig forklaring: "der har været klager!"
Ok tænker jeg, en klage er noget håndgribeligt, noget vi allesammen, mig og de unge, kan forholde os til, så jeg spørger: "fra hvem?" Her får jeg så det værst tænkelige svar, den ene embedsmand slår ud med armen, så vi kan forstå at klagerne åbenbart omfatter det halve af byen. 

Lige nu handler det ikke om de må være der eller ej, men om at man uanset status har retten til at blive tiltalt ordentligt. Og det er forstemmende når de unge efterfølgende fortæller mig at tonen var en ganske anden inden jeg dukkede op. Åbenbart skulle de flytte sig....ellers ville de få hjælp til at flytte sig. Vi har brugt millioner på at sikre at alle kan stemme - fordi vi tror på demokratiet. Måske skulle vi tage og kigge på vores kommunikation!

Dagbogsnote fra praktik i jobcentret

Jeg har været i praktik i jobcentret. Det var rigtigt søde mennesker, men vanskeligt at få et overblik over de udfordringer og muligheder jobcentret har.

Mit særlige fokus var de kvinder som er langt fra arbejdsmarkedet, og på mange forskellige måder har vanskeligt ved at overhovedet at finde vej derind. Fordi de har børn på flere forskellige skoler, eller de har massive helbredsmæssige udfordringer, eller de kender simpelthen ikke til dansk arbejdsmarkedskultur. Mødrenes betydning som rollemodeller er enorm. Når vi politikere taler om opfyldelse af 95% målsætningen, er det en skam at vi har så svært ved at tage denne problemstilling med, og afsætte de nødvendige midler til en tværgående og løsningsorienteret indsats. 

Det helt centrale jeg kom hjem med, var at ting tager tid. For disse kvinder handler det ikke om et 13 ugers kursus, men om en vedvarende og vedholdende helhedsindsats. Det ærgrer mig, at åbenlyst relevante kurser der virker, er taget af listen over tilbud pga økonomi. Jeg savnede adskillige daghøjskoler og SYNerGaia, hvis arbejde med ofre med PTSD traumer, har en målbar positiv effekt på denne målgruppe. Vi ved at det alene på de afledte udgifter, langt bedre kan betale sig at mennesker får sig et arbejde, uanset om det er et skåne eller flexjob, eller om det er almindeligt lønmodtager arbejde.
Og det er en skam at et jobcenter fjerner initiativer der virker, fordi de er for dyre. Og i stedet tvinger de ledige til at cykle rundt på 13 ugers kurser, der måske nok er råd til, men som også er tæt på virkningsløse.

Hov, der kom det et øjeblik til at lyde som om det er det "dumme jobcenter" der er skyld i miseren. Det er det jo ikke, skylden ligger i folketinget, hvor Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative, på skift har presset formålsløs signallovgivning igennem, med intet andet formål end at gøre jobcenteret så ineffektivt og ubehageligt som overhovedet muligt. Logikken syntes at være: Hvis vi gør det dårligt nok, så opgiver de at nasse på samfundet, og så rejser de enten hjem hvor de kom fra, eller får sig et rigtigt arbejde. Det er det sorte hul Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard skabte, og som samfundet fortsat bevidstløst fylder penge i.  

Rigtig god valgkamp!

Bloggen må altså lige pakke lidt sammen i disse tider. Jeg har drøn travlt med valg og valgkamp.

Husk blot at få stemt den 19. november - og tag endelig en rundtur på bloggen og se lidt om hvad jeg mener.

mange hilnser
Camilla

Lad Kirken være en del af løsningen - input til en kommunalvalgkamp

Jeg var sammen med gode kammerater i går. Midt i en travl tid, når jeg forbi Socialdemokraternes altid åbne Fællesskabsbutik i Frederiksgade. Over en stille øl kommer vi til at tale om folkekirken - måske lidt underligt i en socialdemokratisk valgkamp, men vi er faktisk nogle som holder fast i vores noget flossede medlemskab af vores fælles folkekirke.

Min kammerat og jeg kommer til at tale om præsters mulighed for at sige nej til en af hovedopgaver i folkekirken, nemlig at vie folk. Han var en herlig mand, og vi finder ud af at vi hver især kender en del af at et homoseksuelt par, der fornylig fik velsignet deres kærlighed i den danske folkekirke, i Lukaskirken. Og vi talte om det faktum at parret måtte ud og lede efter en præst i aarhusområdet, før de fandt en der var villig til at forestå vielsen.

Jeg syntes det er et meget beundringsværdigt virke at være præst, at hjælpe mennesker med at højtideligholde deres tro, hele forkyndelsen, og den indbyggede ambition om godhed der ligger i den danske fortolkning af "Guds ord". I en tid, da jeg knapt nok vidste hvad jeg ville, eller kunne, var folkekirken et hjemsted for mig, en bolig fyldt med varme og kærlighed. Og da jeg blev ramt af den største sorg, var samme kirke der hvor jeg søgte hen. Jeg skylder den danske folkekirke meget, og jeg vil altid være taknemmelig for den.

Men præsten er ikke kirken, præsten er et menneske, der som andre mennesker går på arbejde og modtager en løn for at udføre det. Skal en lærer selv kunne vælge hvem der fortjener undervisning? Beslutter pædagogen selv hvilket barn det trøster? Uddeler sygeplejersker pleje, til dem de nu syntes er værdige? Nej det gør de ikke. Lærere, sygeplejersker, pædagoger, osv, varetager en vigtig funktion i vores samfund. De indgår i et fællesskab, der er baseret på tro. Tro på at vi alle bliver behandlet lige.

Der er  præster i Aarhus, der ikke syntes det er deres opgave at varetage den funktion det er, at vie to mennesker der elsker hinanden. Hvorfor? Fordi præsterne syntes at den kærlighed var forkert, den kærlighed var der ikke plads til i deres folkekirke. Skidt pyt med love og rettigheder, disse præster anser "Guds ord" for den eneste myndighed de er nødt til at forholde sig til......

Herhjemme er vi nu nede på 33% af husstanden, som er med i den danske folkekirke. Jeg hænger stadig på, men hver gang jeg bliver konfronteret med endnu en af disse sande historier, om folkekirkens andet væsen, skammer jeg mig endnu mere på dens vegne.

Flid, fedt og snyd

Det er jo ikke sikkert at din alder er i samme kaliber som min, men hvis du er - så kan du måske huske de hedengangne programmer: "Flid, fedt og snyd".

Du kan gense lidt her: Flid, fedt og snyd.

Da jeg læste om Lars Løkke Rasmussens svipture jorden rundt for skatteborgernes penge, kom jeg sådan til at tænke på de herlige programmer med Gotha Andersen. For hvad handler dette egentlig om? Er det et karaktertræk hos en enkelt mand, eller er det et udtryk for hvordan politikere i Danmark generelt opfører sig?

Jeg er ihvertfald godt træt af, at Løkke igen skaber mistillid til os folkevalgte. Hver dag forsøger vi at gøre det godt for borgerne. Løkke, du rammer ikke kun dig selv med dine flyveture med fri champagne, middage på michelinstjerner, eller studieture du forlader inden det faglige program starter.
Du er nødt til at vise mere respekt for de danskere, hvis tillid du forvalter, så dårligt.

Så tjek lige Gotha Andersen igen, og næste gang, så vælg flid.

Oktober er brysternes måned - hvordan passer du på dine?

Mørket er stadig over Viby, og jeg sidder med aviserne og glæder mig stadig uendelig meget over at danskerne i gårsdagens avis, endelig kunne følge socialdemokraternes lange seje træk. Vi lå endelig på valgresultatet. Ikke prangende - og dog.

Det jeg egentlig ville, var faktisk at gøre opmærksom på bryster. Den ene halvdel må trækkes med dem dagligt, og den anden halvdel af os ønsker at vi gør det.
De er bøvlede og besværlige og i vejen når man træner - men hold da op hvor ingen af os ville undvære dem.
Og alligevel er der stadig masser af kvinder, hvor det er deres hverdag. At miste deres bryster. Kvinder i alle aldre - desværre.
Så jeg vil slå et slag for brysterne. Lad dem længe leve!

Tjek mit indlæg fra tidligere, så kan du læse lidt om min egen historie med den hæslige sygdom.

Må du have en skøn søndag og en skøn uge. Min søndag finder sted i fremragende selskab i min valgkampsgruppe.

Stop spild af naboens og egne frugter

Det er jo ingen hemmelighed at jeg elsker æbler. Jeg elsker efterår og lugten af våde blade og svampe. Og jeg glemmer også rask væk fornemmelsen af regnen der siver ind langsregnhætten og den stride blæst på cyklen. Og hader når noget ikke kan bruges mere og bare bliver smidt ud.

Jeg elsker efterår. Og det at samle æbler og efterårets gavmildhed. Er du gavmild overfor dine naboer? Min skønne svigerinde har gjort mig opmærksom på denne herlige artikel om naboens æbler. Når jeg cykler til arbejde, så kommer jeg faktisk forbi sådan en sød nabo. De har stillet to kurve frem med æbler - så man kan endda vælge mellem forskellige sorter.

Det er det små vi gør som gør en forskel. Selvfølgelig har vi også et ansvar som lokalpolitikere for at gøre en forskel, men vi skal altså have aarhusianerne med. Det at stille en kurv med æbler fra ens æble træ er en lille sød ting at gøre, som man ikke andet end kan blive i godt humør af!

Her er ihvertfald en lækkerbisken når du HAR plukket æblerne...Brombær-æblesnitte, nemt og lækkert.

Prioriter nu psykiatrien

Jeg har fået trykt et harskt indlæg i den store JP. Et indlæg om den sidste regering, og en god kollega skrev på min FB væg, at jeg skulle huske min egen regering også...
Jeg har sovet på det.
Han har ret.

Vi har de sidste 12 år ikke prioriteret psykiske lidelser, hverken i de 10 den blå sad eller de sidste 2, hvor mine egne har haft ansvaret. Helt ærligt, grundlæggende har vi alle svigtet, vores samfund har undladt at give mennesker med en psykisk lidelse, en ordentlig behandling. Velvidende, at eksempelvis  skizofreni og alkoholisme begge er psykiske lidelser der kan behandles, og som ubehandlet er en massiv problematik, både for familien og for vores samfund. Vi ved også at kvinder med OCD, angst, depression og borderline, ofte lider af en form for ubehandlet autisme. Og vi ved, at hvis vi forsker, så finder vi løsninger.

Men psykiatrien har endnu ikke fundet vej til en fast plads på finansloven. For psykisk sygdom er stadig tabu, og i tabuets skygge vokser modløsheden.Så hånden på hjertet, jeg vil bruge de næste stunder, timer, år i mit liv på at arbejde for at mennesker med forskellige psykiske lidelser bliver behandlet - ikke behandlet bedre - nej, rent faktisk behandlet.
Sådan må det være. Det er det jeg kan give tilbage.

Tak søs - du er med mig alle dage - indtil verdens ende.

Byttemarked - en lokal succes

Det var en meget smuk dag i går, solklar himmel, og en frisk brise, der gav mindelser om den forgangne sommer. Fenja og jeg har aftalt at mødes tidligt på Viby bibliotek.Vi skal nemlig lige om lidt slå dørene op til det, som senere skal vise sig at være en lokal succes – byt til nyt. Vores helt eget lokale byttemarked i Viby.

Byttemarkeder er blevet trendy  noget som også helt almindelig borgere gerne slår et slag forbi, genbrug og bæredygtighed ses ikke længere som hysterisk ideologi, det er sund fornuft. Fenja og jeg er inkarnerede genbrugselskere.Det er der vi helst handler, og vi besøger forretningerne i Viby tit og ofte. Det hele handler om at bruge det vi har, på denne måde giver vi tingene værdi igen – hvorfor smide noget ud som kan bruges af andre?

Vi har arrangeret det første byttemarked i Viby - og vi har begge været meget spændte på, om lokalområdet ville tage godt i mod det. For mig er genbrug og miljø et meget vigtigt fokus område. Jeg har været med i Stop-spild-af-mad bevægelsen fra starten, og den tankegang har helt naturligt bredt sig til alt muligt. 

I det smukke gamle lokale, der gemmer sig under Viby bibliotek, summer der af ivrig samtale. Mennesker krydser rundt imellem 10 langborde, fyldt systematisk med tøj, bøger, legetøj, diverse indbo, husholdningsartikler, en kæmpestor og spændende rodekasse.

Det er helt vildt fedt, Fenja peger sigende på et kæmpestort sæt højtalere, og løfter spørgende øjenbrynene. Men de nåede knapt nok ind af døren, så var de væk igen, resultat: en glad ung mand, og måske nogle utilfredse naboer.Selv fik jeg et par mega seje støvler og et par g-star bukser.

I et hjørne havde vi opstillet en lille cafe, som Kvindehusetpå Myrholmsvej  stod for. Ann Katrine Dybdahl som er daglig leder af Kvindehuset- Selvom overskuddet fra et arrangement som dette er et lille beløb, så gør det en forskel for de etniske kvinder. Kvindehuset kan servere en ekstra kop kaffe ved møder, og så er Byttemarkedet også en god anledning for at tale med de lokale. Lokal opbakning er meget vigtig for brugerne af kvindehuset.. 

Et ungt par med en pose tøj, og en rød lampe under armen, stopper op. De vil gerne vide hvornår det næste byttemarked afholdes? Men vi ved det ikke - vi vidste slet ikke om dette projekt kunne lade sig gøre, vi sprang bare ud i det. Jeg synes, der er et fundament at bygge på her, da vi var ved at slutte ved tre-tiden havde der vel været 200 mennesker været inde og besøge markedet. Fenja siger godt nok, at vi var tættere på de 300, men antallet er mindre vigtigt. "If you build it, they will come."  En vaskeægte succes.

Er du til byttemarkeder - så tjek her også.

(By-) bier er verdens navle

Jeg må ikke få flere dyr. De siger at det er rigeligt med 5 høner og 3 katte, at mit arbejde på skolen og i byrådet, og at vi bor på en almindelig parcel i Viby J, gør at der ikke kan være flere dyr her.
MEN hvis jeg måtte og hvis jeg havde tid, så ville jeg "gå til bi" her i vinter.

Vidste du at bier og nektarsøgende insekter behøves for at vi får mad? Æblerne og appelsinerne du køber henne i Brugsen, eller rapsolien som er i mangt og meget.

Og så gør bier mennesker glade, eller ihvertfald rolige og med overskud. Det har et ganske særligt projekt i Aarhus fundet ud af. BISTAD og med ildsjælen Lene Kiel i spidsen forsyner BISTAD Aarhus med bier.
Jeg fik lov til at være frivillig i BISTADs bod under FoodFestivalen, og fik lov til at tale om bier, lytte til alle de mange mennesker som spurgte og smagte og talte om bier og honning.

Men verden er fyldt med pestisider og forurening og det bør bekymre os. For bier mistrives og i værste tilfælde dør de.
Per Kølster, Fru Plums eks, har skrevet det meget bedre end jeg kan. Læs her om hvad forurening egentlig skaber af problemer.

Debat om medicin eller ej - den 17. ADHD konference på Nyborg Strand

Festugen i Aarhus er ved at slutte, med vejret i top og Århus Stiftstidende sædvanlige kritiske tilgang. Jeg nåede ikke så meget andet end FOODfestivalen (som du kan læse om her på min madblog), fordi jeg med mit job, havde fået lov til at komme på den årlige ADHD konference.

Jeg kender en mand med bragende ADHD. Som han beskriver det selv, er han 100% invalideret af ADHD. Han er en fantastisk mand. Knaldhamrende klog, omsig, pisse irriterende og har siden sin ungdom skubbet alt og alle fra sig - nu er han diagonstiseret med ADHD. Med medicin kan Rasmus læse til journalist, have et job, skrive bøger og holde kontakten til sin kammerat helt ovree i Aarhus.

Som du måske kan ane, så havde også denne konference fokus på medicinering. Vi fik meget meget fint besøg Dr. Russell Barkley, (som du kan ane på skærmen til venstre) gæstede konferencen. Dr. Barkley er mister ADHD, han har arbejdet med forskning og beskrivelser af ADHD i en menneskealder. Det er ham som har beskrevet, hvor vanskeligt mennesker med ADHD, har det med de eksekutive funktioner,  som evnen til organisere og planlægge - og evnen til at være vedholdende. Det har ham som har sat fokus på HVOR vigtigt det er at medicinere.

Jeg kan i mit arbejde kun sætte en fed streg under enigheden med Dr. Barkley. Vi ved at der kan være bivirkninger, som manglende sult, sløvhed og en oplevet ændring i personligheden ved medicin. Omvendt er dette "bivirkningerne" ved ikke at tage centralstimulerende medicin:

Jeg synes egentlig at det taler for sig selv. Men ellers kan du læse mere her på Dr. Barkleys egen website ADHDLectures.com

Og rigtig glædelig festuge

Med træthed i kroppen, kaffekoppen i hånden og svanetræk over himlen sidder jeg her, med morgenøjene og vågner til glæden over Aarhus' Festuge 2013.
Du skylder dig selv at drible ned i byparken, og opsnuse Tegn på liv, med alle dine sanser. Du skylder dig selv at se kunsten, høre musikken, eller sidde stille på en café ved åen, og bare være.

Jeg var til den klassiske Galla åbning i går. Jeg havde en af mine helt unge veninder med, og om man var fyldt de 40 eller man lige var startet i 1. g, så var det bjergtagende. En helt ung dirigent som gav den gas. Det var da tegn på liv.

Jeg vil egentlig ikke så meget mere på denne søndag - jeg vil lade dig være med morgenkaffen og håber du gør som min far - at installere festuge App'en på din smartphone.

Kig med her:

For hvad mon der er på vej?

Anorexsi - mere end at være tynd. Eller historien om at kærlighed ikke er nok.

Morgenen startede igen med debatten om anorexsi. En psykisk sygdom som har lagt en skygge over min egen ungdom, fordi min lillesøster fra hun var omkring 10 fik anorexsi. Hun gennemlevede en skoletid med drillerier, og havde svært ved at blive accepteret for den skønne, men anderledes pige hun var. Hun fik ikke hjælp, og vi fik ikke hjælp som familie.

Som hun voksede sig ung, blev hun langt mere stærk i at kontrollere sig selv og sin krop. Astrid havde også en latent migræne, og hvis der er noget en anorexi-pige hader mere end at spise, så er det ikke at leve op til forventninger om at være sød og god i skolen. Så Astrid fortalte mig senere, at hun valgte på hvilke dage hun spiste, for på de dage kunne hun nemlig lave lektier - ellers hun spise noget og kastede op. Uden at hun dog kunne betegnes som bulimiker.

Vidste du at der er et hierarki inden for anoreksi og bullimi? At kunne lade være med at spise står højest, - det ikke handler om at være tynd, det handler om at have kontrollen.

Jeg elsker min søster. Jeg ville have givet hende min nyre, som en selvfølge. Jeg ville have båret hende på hænder og fødder. Jeg ville have gjort alt - hvis jeg havde vidst hvad.

Hun tog sit eget liv for knap 3 år siden. Depressionerne var uoverskuelige. Hun oplevede at hun ikke var noget for nogen - det var hendes opfattelse. Ikke min, eller hendes datters. Det var ikke hendes fantastiske veninders eller hendes skønne mands. Hun var dygtig og smuk. Hun var klog og vidende. Men at veje så lidt, at hjernen ikke har nok fedt, gør at både tvangsbilleder og tvangstanker buldrer frem.

Hun så på mig, da hun fortalte at hun var "faldet i" igen. "Du må ikke blive forskrækket Camilla - det er ikke så godt." Hun var voksen, og vidste intellektuelt at det hun så og mærkede var tvangstanker. Hun vidste at de unge pigers drømme om kontrol var fiktive - og alligevel kunne hverken hun eller jeg gøre noget.

Det kommer alt for tæt på nu, så blogindlægget må stoppe nu. Jeg må forsøge at skrive mere senere. Men det er meget svært.
Det er så ganske ganske forfærdeligt, når kærlighed ikke er nok.

101 dag og nat til kommunalvalget - og lidt om cykelløb

Jeg var oppe på torvet i Tranbjerg i går. Det var simpelthen en herlig oplevelse, for her er der tid til at tale om de små ting, om det som er væsentligt. Jeg mødte en ældre dame som er frivillig i det motionscenter der er tilknyttet plejeboligerne. Hun fortalte om en dame som kom ind for 6 måneder siden, med rollator, plaget med gigt - i dag kan hun selv komme i Kvickly uden rollatoren. Den ånd skal der bruges meget mere af.

Jeg mødte en herlig efterlønner, som havde markant nedsat hjertetkraft efter en fejloperation på Skejby, men som holdte modet oppe med cykelløb. En god snak om sundhed og cykelløb - for er Froome dopet eller ej? Vi ved det ikke, vi ved blot at det kræver sin mand at sætte sig op på cyklen, dag efter dag i Touren. Vi var rørende enige om at det er vigtigt det er at holde sig i gang.

Eller den særprægede mand med pagehår og hang til småkager og kaffe, som blev rigtig glad da jeg  genkendte ham.

Jo, der er nu 100 dage til kommunalvalget, og 101 dag til at vide om jeg er blevet genvalgt. Om der var  personlige stemmer nok, til at få lov til at give det endnu en skalle.
For det gør en forskel, hvem der sidder på de 31 stole i byrådssalen. Det perspektiv jeg har, via mit arbejde for mennesker med ADHD og autisme, at jeg arbejder både professionelt og frivilligt med mennesker, som behøver lidt ekstra, det gør en forskel. Det, at jeg har arbejdet med mig selv, om at blive bedre til at lytte til andre - og til mig selv. Det gør en forskel.

Og så gør det bare indtryk, når teenageren på vej til ind til borgmesteren siger: "du skal altså vælges Camilla, når vi nu har gjort så meget!"

Øh - Tak for hjælpen - et blog indlæg om at komme ud af bede-om-hjælp-skabet

 
Skal jeg være helt ærlig, så er jeg bare ikke ret god til at bede om hjælp - faktisk er jeg temmelig dårlig til at bed om hjælp. Lidt underligt, for jeg er jo af den holdning, at vi skal hjælpe hinanden, og at vi når langt meget mere sammen. Og så elsker jeg at hjælpe andre...

Underligt.

Hvorfor overhovedet et blogindlæg om hjælp? Jo, jeg havde fundraisning fest til min valgkamp igår. I den forbindelse havde jeg brug for hjælp, og mærkede hvor svært jeg havde ved at bede om den. Hjælp til at lave maden, hjælp til borde og bænke, til grill, og den uundgåelige opvask. Hjælp til at få alle de herlige mennesker til at komme forbi,og spytte i kassen..
Hvad er det, det gør ved os? Jeg føler mig sårbar og mister noget af kontrollen - samtidig med at jeg bliver oprigtig glad, når jeg bliver bedt om at hjælpe.
Er det vores kultur, eller er det mig som er mærkelig? Er det når vi rækker ud efter hinanden, så bliver muligheden for en afvisning alt for virkelig?

Så jeg går all-in! Jeg har brug for hjælp. Hjælp til at klare livet. Hjælp til at være mig. Jeg skriger på sådan en sommermorgen - kom med det! Jeg er også sådan én, der ikke kan klare mig uden andre.

Godt så. Der kom jeg ud af det skab.
Tusinde, tusinde tak for at du er der for mig!
Må det blive gengældt - af mig, og alle dem du beder om hjælp.

En sommer fyldt med agurker

Kære Bloglæsere

Jeg ved jo, at I ved - at der ind i mellem kan være temmelig harske kommentarer på bloggen. Og denne uge har kandideret til noget helt særligt - lige fra de danske mediers behandling af kvindelandsholdet i fodbold, præsternes manglende opdatering på befolkningen (25 % er i mod abort....) og vi danskere enorme grillmad-sommer-spild og alligevel endte det med at jeg henviser til min madblog.

Sådan er det. Det blev sådan - og jer på min madblog - jeg undskylder - normalt er jeg ikke så harsk der. Men det var et indlæg som skrev sig selv..

http://madoghave-camillasandetliv.blogspot.dk/2013/07/grnrter-og-gulerdder.html

Rigtig god søndag! Og god appetit :-)

Sommer!

Jeg elsker sommer

sommer

Duften, tør græs duft

duften af roser fra den store rosenbusk på sydmuren

Sommer

fyldt med travlhed og afslapning

i skøn forening

tid

Min krop har længtes

- huden har rejst sig

som massevis af solceller

suger sol

Jeg elsker sommer

tiden er en anden om sommeren

Danmark er smuk

også om sommeren

Vild med ADHD!

På min væg på Facebook skrev jeg tidligere på ugen: "Hvis du ikke vidste det - så er jeg vild med ADHD og autisme-...." Reaktionen kom heldigvis promte - det har du været meget tydelig om Camilla!

Jeg har været på lejr - en uge sammen med 9 børn og unge mennesker med ADHD og autisme, og et hold af fantasiske kollegaer og frivillige.

Hver morgen blev jeg mødt med fantastiske smil og den umiddelbarhed jeg bare elsker. Da jeg var helt ung og startede på Langagerskolen, stod der i bøgerne at mennesker med autisme ikke havde brug for og ikke ville omsorg, eller små ting som et kram. Jeg kan ligeså godt sige at det er løgn. Et hårdt ord - men meget sandt, autister har også behov for omsorg. Det skal "bare" være på den enkeltes primisser, og nogle forstår Ipad som omsorg, andre forstår timers samtale om de vanskeligheder de er født med.

Jeg mødte to unge mænd med ADHD, 2 seje 16 årige drenge som i deres umiddelbare utryghed, let  kunne virke provokerende og smarte. Det var, som det altid viser sig, vidunderlige drenge der elskede at mosle, turene i svømmehal, popcorn over bålet og de timelange mountainbike ture.

Jeg elsker mit job. Særligt når jeg får mulighed for at tilbringe en uge med så skønne unge mennesker, at snakke og forklare og høre hvordan ADHD tegner sig for dem. Jeg er en stor beundre af Heimdals leder Ruth, som brænder for at kommunikere for og med autister og ADHD ramte. Den unge mand spurgte, og jeg fortalte om Ruth og om Heimdal, og om at vide hvad ADHD er. Der var tavst længe, og så sagde han de klogeste ord som jeg har hørt længe, indenfor min verden:
"hvordan kan hun vide hvad ADHD er, når hun ikke har det selv?"

Jeg er vild med ADHD.

Når man skrælder sejheden af, lader afvisningen ligge, og tilsætter mængder af tid, omsorg, og viden, så får man uvurderlige stunder med nærvær og samspil.
Tak til alle mine skønne kollegaer! I er for seje - og tak til alle jer forældre som turde efterlade jeres børn og unge mennesker i hænderne på en flok pædagoger og lærere. Og allermest tak til jer unge. Fordi I gav jer hen, fordi I lod jer møde, fordi I gav mig muligheden for at få den bedste uge hidtil, i min sommerferie.

God sommer - og husk, når I møder et mennesker med ASF og ADHD - giv tid.

FAKTA:
Sommercampen er et nyopstartet samarbejde mellem min skole Langagerskolen og Heimdal. Heimdal er en døgninstitution for børn og unge med autisme og ADHD. Der er rigtig mange børn og unge som står på venteliste. Derfor har socialforvaltningen bedt Heimdal om at lave aflastningsweekender og sommercamp. Heimdal og Langagerskolen arbejder med en ny arbejdsform Experiential Learning - Outdoor. Baseret på Conmotos og Duwees ideer om "learning by doing"

En på frivilligheds hatten - karate med sjæl i

Det skulle være så sundt at være frivillig. Alt peger på at overskudsmenneskerne og de med plus på kontoen er frivillige, mens de fleste af resten kæmper med hverdagen hver dag.

Jeg elsker hvertfald at være frivillig. Det giver mening for mig at være sammen med mine skønne karateunger, se dem udvikle sig, vokse både i krop og sind. Og det giver mening at se klubbens unge blive til voksne, med deres egen mening og bidrag til verden.

Så ud over, at det for mig er en sund måde at holde mig i form på, så giver det energi. Når jeg har haft en hård byrådsuge, med udvalg, gruppemøder, udfordringer på jobbet, for meget ukrudt i have, rod og opvask, så møder jeg hver eneste torsdag klokken fire de gladeste ansigter. Børn som glæder sig lige så meget som mig til at svede og træne og lære nyt. Der er herligt.

Så pyt pyt med den hårde uge, for jeg er vild med at være frivillig i min karateklub.

I går havde vi graduering, her er et par skønne fotos:

Galleri F - et anderledes galleri

På Frederiksgade i det indre Aarhus er der kommet et ganske anderledes galleri. Nemlig Galleri F. Et pop-up galleri. Det er tre skønne kvinder, der er gået sammen for at skabe et galleri i én måned, i en tom butik i Frederiksgade.
Jeg kan selv huske de mange ture til Louisiana da jeg var helt lille, og senere de lange køreture fra Vestjylland til Noldemuseet i Nordtyskland. Kunst gør noget ved folk. Og heldigvis for det. Her i Frederiksgade skaber det engagement og initiativ. Og det synes jeg du skal belønne med et besøg.

Udover at være et anderledes galleri, med spændende kunst i rå rammer, så er det også en fortælling om engagement og borgervillighed. For at skabe noget ud af intet, at give liv til en trængt gade i den indre by, bidrager også til at kunsten og initiativet lever i Aarhus.

Tak for det...

Vi lader billedet stå:

læs og se mere på Facebook:

Ferniseringen:

Northside Festival - bærdygtig, med kvaliteten og hjertet på rette sted

Sådan en blog går ofte sine egne veje, det er som om de emner jeg har drøftet med mig selv, flytter rundt og nye kommer til. Jeg har ellers været godt op og ringe i mit feministiske jeg, fordi Jyllandsposten endnu en gang sviner aktive, kloge og godt udseende kvinder. Min gode ven og byrådskandidat Camilla Mie Christensen, har fået en sviner. Men jeg trækker vejret - og gemmer krudtet.

For jeg vil så forfærdelig gerne fortælle jer om vores festival i Aarhus - North Side. Og jer der kender mig godt, ved at jeg ikke er nogen musik haj... North Side er bæredygtig. De har sammen med World Perfekt skabt en affaldssortering, som enhver kommune med respekt for sit grønne jeg, vil være misundelig på.

Prøv at tænk over hvor meget affald der er hjemme hos dig selv, og tænk så på resultatet af en festival eller Festuge. Disse folk ønsker at gøre en forskel, at høre god musik med god samvittighed. De har uddannet og samarbejdet med madboderne, så der nu bliver affaldssorteret både før og efter at maden bliver afleveret til festivaldeltagerne. De har arbejdet hårdt på at finde nedbrydeligt plastik, og så har de i år sat pant på cigaretskodder!

Jeg var til en skøn fødselsdag, cool og afslappet, fordi min byrådskollega Peder Udengaard fyldte 30. Det var en god fest, gode fadøl, dæmpet jazz musik, og gode samtaler i solen. Jeg delte bænk med nogle af disse herrer, med de grønne hjerter. Det er altså spændende at lytte til, hvordan man får unge, let berusede mænd til seriøst at affaldsortere.

Faktisk fortalte han at de vil afprøve kompost! Det er altså helt vildt. God musik, vild fest - og ren samvittighed - jeg er noget træt af ikke at have billet.

Løkke - for fanden

Her 2 år efter spøger Fogh og Løkke regeringerne endnu. Min statsminister er i hård modvind for at rette op på både økonomi og manglen på solidaritet op i vores land. Når jeg er ude og forklare vores politik for almindelige borgere, møder jeg en sjælden hård, og synes jeg, noget uretfærdig vrede mod Helle Thorning.

Har vi glemt?

• af vi før satte børn i fængsler - børn på under 15 år blev sat i almindelige fængsler med voksne  fanger.
• at vi brugte det økonomiske opsving til Thailandsrejser, fladskærme og samtale køkkener som vi idag hverken orker eller kan finde ud af bruge.
• at præsterne i landets kirker og deres provster selv kunne bestemme hvem de viede? Og at man ikke kunne blive gift i en kirke med en af samme køn. Prøv at forestille dig hvis en skolelærer sagde: at denne elev ville de ikke undervise? Ansættelsesforholdet er det samme, men konsekvenserne slet ikke. 
• at privathospitalerne fik frit løb og Løkke-Fogh regeringerne pumpede penge direkte fra almindelige menneskers sygesikring, til profit i privathospitalerne. I dag er der kun få af disse som stadig eksisterer, de forsvinder i takt med at den voldsomme overbetaling er forsvundet.
• at landmændene svinede, men det var kommunerne og statens som betalte for at rydde op - altså os som borgere. Vores nye fødevareminister Mette Gjerskov har sammen med Ida Auken sikret både sundere fødevarer, at arbejdet på at kommunerne omlægger til økologi, og at madspildet i Danmark nedsættes kraftigt.

Jeg mener stadig der er mange steder vi skal arbejde. Offentlighedsloven, ligestilling for fædre i deres retsikring og hverdagen med deres børn - og ikke mindst måden det offentlige ser på barnet som havende 2 forældre, økonomisk opsving og en central behandling af mennesker med psykiske sygdomme.

Plantemarked ved Botanisk have & med jord under neglene

Vidste du, at når du roder i din havejord, altanjord eller jorden i din mormors kolonihave, at du indånder feromoner der gør dig glad?
Jeg synes det burde være muligt for alle at have et stykke jord. Om det findes i altankasser eller i den lokale park. I Aarhus har vi rigtig mange kolonihaver, og de skal de nærmeste år kloakeres. Det er godt. Vi har brug for at sikre vores miljø til de næste generationer. Men det skal ikke smadre den lokale økonomi. Kolonihaver er netop en løsning til helt almindelige mennesker, der behøver adgang til et stykke havejord. Jeg har drøftet sagen løbende med borgmester Jacob Bundsgaard, og det er med stor glæde at jeg bakker op om den solidariske løsning vi har fundet.

Jeg skal til det årlige forårs plantemarked ved Botanisk have fra 9.00 - 13.00. Jeg glæder mig, og skal bare lige have styr på prioriteringslisten, og drikke den sidste mundfuld kaffe.

Mors Dag - blomsternes og verdens mødres dag

Mors dag er vidunderlig, og på samme tid en noget underlig størrelse. På en side er det InterFloras velmagtsdag, på den anden, en dag som kan bruges til kærlighed og eftertanke.

Min egen mor hadede Mors Dag, men hun brød sig heller ikke om legetøjsvåben, amerikanisering eller kønsopdelt legetøj. Hun elsker buketter plukket i plæne og grøftekant, på en ganske almindelig mandag. Min svigermor elsker Mors dag. Hun elskede at få blomster sendt med Interflora. Jeg er blevet langt mere pragmatisk med alderen. Det er ok med begge dele. Min mor er her ikke mere, så min svigermor får begge dele, en håndplukket buket, og den flotte lyserøde fra nettet.

Men jeg synes ikke at Mors Dag kun handler om vores egne mødre, den handler om hele verdens mødre. Det er stadig farligere at blive mor, end at være i krig, eller at have malaria. Jeg ved det godt - jeg har skrevet om det mange gange. Men jeg kan ikke tage det. Hvordan pokker kan det passe, at det som skulle være glæde og fremtid, skal være forbundet med så meget angst for at miste både mor og barn? Ofte kun på grund af uvidenhed, vestens magthavere, den katolske kirke og underlige mandschauvinistiske kulturbaggrunde?

Vidste du at kvinder i Indien dør, fordi de bliver tvunget til at stå op og føde? Det gør blødningerne så meget mere voldsomme, at kvinderne forbløder. I alt for mange kulturer er en kvindes evne til at "levere" det rigtige køn forskellen imellem liv og død. I Afrika dør der tusindvis af kvinder af infektioner forbundet med graviditet.

Giv en blomst til din mor, din svigermor, til din nabos og din venindes mor - og send så en "blomst" i solidaritet til verdens mødre.

Tjek UNICEF , Røde Kors, og Folkekirkens Nødhjælp

Rigtig god mors dag.

Misbrug - det sidder i hjernen?

Jeg har været til sundhedsdebat på Aarhus universitet, på Folkesundhedsvidenskab sammen med Anne Mette Villadsen fra de konservative.
Det var en herlig debat, for de studerende var så engagerede. De formåede at stille spørgsmål og bidrage til indholdet i debatten på en rigtig spændende måde.

En af de studerende havde en tanke og et spørgsmål om at placere alkoholbehandling i staten, i hospitalssektoren. Der er nemlig noget der tyder på at det er en fejl i hjernen, hvor receptorer i hjernen er syge, så de gør at mennesket bliver afhængig af alkohol. Det er altså en sygdom, og skal behandles som sådan, mente hun.

Jeg synes det er en vældig god debat. Det flytter ihvertfald debatten om alkoholisme fra et tabufyldt område, til et område hvor man faktisk kan behandle det som alle andre sygdomme. Det giver mig også håb for fremtiden for de mange børn som vokser op i utrygge hjem.
Vi ved stadig ikke nok om konsekvenserne af alkolmisbrug i familierne. Vi ved at det kan kobles til vold i hjemmet, og til at der er en gruppe af børn som ikke får sig en ungdomsuddannelser og senere får meget vanskeligt ved at tage en videregående uddannelse.

En sådan debat som jeg var til i går giver mig også håb for demokratiet. Det gør at vi som politikere bliver klogere, vi får lov til at debattere emner som optager os, med personer som har en faglig kompetence. Det var meget givende.
Jeg håber meget at Anne Mette og jeg bliver inviteret igen.

En noget træt søndag

Sådan en søndag, ovenpå et par konfirmationer i hver sin del af Jylland, er man lidt træt. Og mæt. Så det, bare at sidde med sin PC og tjekke mails og status'er, det gør ikke alverden. Sådan en søndag er det. Ikke noget stort, ingen vilde tanker, eller ekstraordinære reflektioner.

Sådan kan det også være her på Chr. X's vej i Viby. Mens radioen spiller,  hen og ser til potterne med bønner, ærter, tomater og hvad jeg nu ellers har. Og glæder mig igen over alt det  kattene endnu ikke har væltet eller trådt i. Jeg synes også du skulle tage dig sådan en søndag en gang i mellem. Uden aktivitet, andet end det som måtte komme - om det så er at se en film, lægge puslespil eller kigge ind i ovnen til en kage. Måske, hvis solen viser sig, vil jeg flytte mig ned i haven og måske tage årets første tur i min dejlige hængekøje.

Og så vil jeg blive frisk til på onsdag. For der kommer min statsminister til Danmark. Lige meget med meningsmålinger - det er vores regering og min statsminister. Hun har hentet millioner til Danmark fra EU og kæmper hårdt for danske arbejdspladser.
Det vil jeg hente energi til. Årets største festdag. 1. maj er lige om hjørnet - god søndag.

Tillykke med konfirmationen

Vejret er vidunderligt og konfirmationerne springer frem. De næste uger vil Aarhus være befolket af festklædte og begejstrede teenagere i deres stiveste puds og  penge på lommen.

Konfirmation er sådan en lidt underlig størrelse, en blanding af familie og venner. En begivenhed hvor hovedpersonen nogle gange nok alligevel helst ville undvære det. Det er spændende og kan også være lidt skræmmende sådan at være festens midtpunkt.

Min kære venindes pap-søn skal konfirmeres i dag. Og i næste uge er mit elskede tantebarn Michaels tur. Det er to helt forskellige konfirmationer -

Mikkel er en skøn vidunderlig og fræk knægt, socialt kompetent ung mand. Han er smuk, og spiller fodbold og hører nok ikke altid helt efter i timerne.
Hans far er kontant og tydelig, og fyldt med kærlighed til sin søn. Jeg ved det ikke, men jeg tænker at festen bliver efter den gode gamle opskrift - festtelt i haven, mad, taler og måske en enkelt sang som lyder forfærdeligt. Jeg glæder mig.

Michael har autisme og hans ikke-konfirmation er helt anderledes. Ingen kirke, ingen telt, næsten ingen gæster - kun dem han selv har godkendt. Michael er heller ikke altid lige god til at høre efter i skolen og han er bestemt ikke særlig socialt kompetent. Michael er rigtig dårlig til sport, men læser bøger på engelsk langt over sit niveau.
Hans far er en halvstuderet røver, som er fyldt med kærlighed til sin søn. Den fest bliver kort - under en time - og så må Michael og hans lillebror spille computer, og de voksne fortsætter festen alene.

Jeg skal holde tale til dem begge. To unge mænd som på ydersiden har så meget tilfælles og dog alligevel intet. De kender ikke hinanden, og kommer nok aldrig til det. Vi synes stadig at vi er født lige i Danmark. Det er vi ikke. Der er så stor forskel, og det bliver tydeligt på sådan en smuk konfirmationsdag.

Jeg vil hoppe på cyklen, og cykle fra Viby, omkring havnen og se ud på kranerne. Cykle ned omkring havet, hvor vandet ved Den Permanente sikkert er blikstille, og man kan lugte træskibshavnen. Ud i solen, ud til Risskov, hvor min veninde, familie, venner og konfirmationsbarnet vil komme mig i møde.

Vejret er vidunderligt. Og jeg glæder mig.

Offentlighedsloven og traktorsporene i Skatteministeriet

Den 11. april gik min partifælle justitsminister Morten Bødskov i åbent samråd om den nye offentlighedslov. Som I ganske godt ved, så er jeg Socialdemokrat med hud og hår. Det har jeg været siden jeg som barn af Schlüters fattigfirsere, mødte ungdomsarbejdsløsheden i 90’erne, hvor Nyrups reformer skabte grundlag for en fremtid. Det spinkle håb og oplevelsen af, i fællesskab at forbedre samfundet, har præget mig dybt.

Jeg har besluttet at tage helt og aldeles afstand fra den kommende offentlighedslov, i dens nuværende form. Der er ikke brug for mere lukkethed i Christiansborgs korridorer, tværtimod! Tidligere skatteminister, Venstres Troels Lund Poulsens hovedrolle i skattesagen, illustrerer jo lige netop at et ministeriums ressourcer kan misbruges. Imod det uvæsen er gennemskuelighed den bedste medicin.

Jeg har alligevel lyst til at tage 4-toget til staden og troppe op på justitsministerens kontor og råbe ham ind i hovedet. Jeg fatter det ikke. Jeg kender Morten Bødskov som en både fornuftig og forstandig mand. Så jeg forstår det ikke. Sidder resterne af den borgerlige-liberale regerings ånd stadig i murene og hvisker ministeren i ørerne som en anden djinni? "Du ønsker frirum, du ønsker lukkethed - nationen vil være bedre tjent med at befolkningen holdes i uvidenhed - regeringen vil få det nemt..."

Nej.

Efter min mening er en af Socialdemokraternes styrker, at kunne være undersøgende, og turde udforske mulige retninger at vælge. I den proces demonstrerer vi Socialdemokrater gang på gang kraften i vores ønske om, at ville forbedre vores samfund. De ambitioner rummer dog altid en risiko for at være forkerte, og når det sker, er det også en af Socialdemokraternes styrker at turde skifte mening. Som parti bærer vi evnen og viljen til at reformere, i os selv.

Det skærer mig i hjertet at se så mange fornuftige og behjertede politikere, der ellers ikke plejer at savne meninger, blive så påfaldende stille.  Jeg tror jo det er fordi de godt ved, at de skal til at skrive under på noget, der decideret kun tjener deres egne interesser. Til dem siger jeg: "godt jeg ikke er jer! Når tinget vedtager den nye offentlighedslov, påtager i jer medansvar for alle skandaler der vil komme. Jeres apatiske tavshed er accept. Om et par år, når den næste Troels Lund Poulsen står og affyrer indlysende usandheder for hele familien Danmark, bør i gå ud på badeværelset og bruge et minuts tid på at se jer selv i øjnene. Derude kan i så mindes dengang i kunne have gjort noget, men lod være."
 
Jeg opfordrer også alle der ønsker at beskytte Danmarks demokrati til at besøge internetsiden www.skrivunder.net-nej til ny offenlighedslov. Her vil du selv kunne læse om den nye lovs konsekvenser for samfundets muligheder for indsigt i folketingets beslutningsprocesser, og hvis du syntes at det lyder som en ret dårlig handel for demokratiet, så kan du sammen med os andre sige: "Nej tak Morten."