søndag den 14. april 2013
Offentlighedsloven og traktorsporene i Skatteministeriet
Den 11. april gik min partifælle justitsminister Morten Bødskov i åbent samråd om den nye offentlighedslov. Som I ganske godt ved, så er jeg Socialdemokrat med hud og hår. Det har jeg været siden jeg som barn af Schlüters fattigfirsere, mødte ungdomsarbejdsløsheden i 90’erne, hvor Nyrups reformer skabte grundlag for en fremtid. Det spinkle håb og oplevelsen af, i fællesskab at forbedre samfundet, har præget mig dybt.
Jeg har besluttet at tage helt og aldeles afstand fra den kommende offentlighedslov, i dens nuværende form. Der er ikke brug for mere lukkethed i Christiansborgs korridorer, tværtimod! Tidligere skatteminister, Venstres Troels Lund Poulsens hovedrolle i skattesagen, illustrerer jo lige netop at et ministeriums ressourcer kan misbruges. Imod det uvæsen er gennemskuelighed den bedste medicin.
Jeg har alligevel lyst til at tage 4-toget til staden og troppe op på justitsministerens kontor og råbe ham ind i hovedet. Jeg fatter det ikke. Jeg kender Morten Bødskov som en både fornuftig og forstandig mand. Så jeg forstår det ikke. Sidder resterne af den borgerlige-liberale regerings ånd stadig i murene og hvisker ministeren i ørerne som en anden djinni? "Du ønsker frirum, du ønsker lukkethed - nationen vil være bedre tjent med at befolkningen holdes i uvidenhed - regeringen vil få det nemt..."
Nej.
Efter min mening er en af Socialdemokraternes styrker, at kunne være undersøgende, og turde udforske mulige retninger at vælge. I den proces demonstrerer vi Socialdemokrater gang på gang kraften i vores ønske om, at ville forbedre vores samfund. De ambitioner rummer dog altid en risiko for at være forkerte, og når det sker, er det også en af Socialdemokraternes styrker at turde skifte mening. Som parti bærer vi evnen og viljen til at reformere, i os selv.
Det skærer mig i hjertet at se så mange fornuftige og behjertede politikere, der ellers ikke plejer at savne meninger, blive så påfaldende stille. Jeg tror jo det er fordi de godt ved, at de skal til at skrive under på noget, der decideret kun tjener deres egne interesser. Til dem siger jeg: "godt jeg ikke er jer! Når tinget vedtager den nye offentlighedslov, påtager i jer medansvar for alle skandaler der vil komme. Jeres apatiske tavshed er accept. Om et par år, når den næste Troels Lund Poulsen står og affyrer indlysende usandheder for hele familien Danmark, bør i gå ud på badeværelset og bruge et minuts tid på at se jer selv i øjnene. Derude kan i så mindes dengang i kunne have gjort noget, men lod være."
Jeg opfordrer også alle der ønsker at beskytte Danmarks demokrati til at besøge internetsiden www.skrivunder.net-nej til ny offenlighedslov. Her vil du selv kunne læse om den nye lovs konsekvenser for samfundets muligheder for indsigt i folketingets beslutningsprocesser, og hvis du syntes at det lyder som en ret dårlig handel for demokratiet, så kan du sammen med os andre sige: "Nej tak Morten."
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar