Jeg var sammen med gode kammerater i går. Midt i en travl tid, når jeg forbi Socialdemokraternes altid åbne Fællesskabsbutik i Frederiksgade. Over en stille øl kommer vi til at tale om folkekirken - måske lidt underligt i en socialdemokratisk valgkamp, men vi er faktisk nogle som holder fast i vores noget flossede medlemskab af vores fælles folkekirke.
Min kammerat og jeg kommer til at tale om præsters mulighed for at sige nej til en af hovedopgaver i folkekirken, nemlig at vie folk. Han var en herlig mand, og vi finder ud af at vi hver især kender en del af at et homoseksuelt par, der fornylig fik velsignet deres kærlighed i den danske folkekirke, i Lukaskirken. Og vi talte om det faktum at parret måtte ud og lede efter en præst i aarhusområdet, før de fandt en der var villig til at forestå vielsen.
Jeg syntes det er et meget beundringsværdigt virke at være præst, at hjælpe mennesker med at højtideligholde deres tro, hele forkyndelsen, og den indbyggede ambition om godhed der ligger i den danske fortolkning af "Guds ord". I en tid, da jeg knapt nok vidste hvad jeg ville, eller kunne, var folkekirken et hjemsted for mig, en bolig fyldt med varme og kærlighed. Og da jeg blev ramt af den største sorg, var samme kirke der hvor jeg søgte hen. Jeg skylder den danske folkekirke meget, og jeg vil altid være taknemmelig for den.
Men præsten er ikke kirken, præsten er et menneske, der som andre mennesker går på arbejde og modtager en løn for at udføre det. Skal en lærer selv kunne vælge hvem der fortjener undervisning? Beslutter pædagogen selv hvilket barn det trøster? Uddeler sygeplejersker pleje, til dem de nu syntes er værdige? Nej det gør de ikke. Lærere, sygeplejersker, pædagoger, osv, varetager en vigtig funktion i vores samfund. De indgår i et fællesskab, der er baseret på tro. Tro på at vi alle bliver behandlet lige.
Der er præster i Aarhus, der ikke syntes det er deres opgave at varetage den funktion det er, at vie to mennesker der elsker hinanden. Hvorfor? Fordi præsterne syntes at den kærlighed var forkert, den kærlighed var der ikke plads til i deres folkekirke. Skidt pyt med love og rettigheder, disse præster anser "Guds ord" for den eneste myndighed de er nødt til at forholde sig til......
Herhjemme er vi nu nede på 33% af husstanden, som er med i den danske folkekirke. Jeg hænger stadig på, men hver gang jeg bliver konfronteret med endnu en af disse sande historier, om folkekirkens andet væsen, skammer jeg mig endnu mere på dens vegne.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hej Camilla
SvarSletVedrørende din mening om at alle skal være lige og at det ikke skal være nogen forundt at forfordele nogle frem for andre, der er vi enige. Men... når det er sagt, burde de homosexuelle så måske læse biblen der fordømmer forhold mellem det samme køn. Her forstår jeg ikke at man kan ønske at blive viet i et samfund der ikke støtter op om det man er??? Vil lige sige at jeg ikke er specielt religiøs, men kender dog min bibelhistorie :-)
Kære Trine
SvarSletTusinde tak for din respons. Det er altid utroligt rart med kommentarer på min blog.
Jeg vil mene at biblen er et kulturprodukt og skrevet ud af en kontekst på daværende tidspunkt med de historiske vilkår som var på pågældende tid - og ikke et sandhedsvidne. For mig er Den danske Folkekirke stadig, en folkelig kirke hvor man ansat af den danske stat, det gør at man for mig skal skille religion og ret. Det handler altså ikke om for mig, om man er troede eller ej, men om ansatte i staten aktivt bruger forskelsbehandling og fravalg. Hvilket er helt uacceptabelt når man henter sin månedlige løncheck fra os skatteborgere,
Den religiøse debat kan vi også tage, men det var ikke min hensigt at debattere i dette indlæg.
vh Camilla
Hej Camilla..faldt tilfældigt over din blog..! Mener vi har mødt hinanden i bedre psykiatri-regi..Jeg er meget enig i dit anliggende nemlig at inkludere kirken. Vi er nogen som forsøger at skabe en bedre relation mellem psykiatri og kirke i Aarhus. Jeg er uenig i din opfattelse af hvilken rolle kirken skal have i samfundet og kirkens forhold til statsmagten, men fred være med det :) Staten skal ikke på den måde som den har gjort bestemme over kirkens indre anliggender, der overordnet handler om, hvad der er evangelisk-luthersk kristendom! For ellers bliver det hurtigt til noget med tvang og kontrol omkring noget, der er en sag imellem mennesket og Gud, og i det forhold findes tvang ikke, ihvertfald ikke fra Guds side. Statsmagten kan ikke tvinge sin ideologi nedover kirken fordi Gud ikke tvinger mennesker ind i forhold til sig selv. Præster skal også have muligheden for at sige nej af hensyn til deres samvittighed og tro, hvilket de også har fået. Du argumenterer for, at de jo er aflønnet af det offentlige, som skal behandle alle lige og indikerer ubevidst for mig at se en form for statslig samvittighedskontrol. Glem ikke at vi har frihedsrettigheder og særligt religionsfrihed herunder mindretalsbeskyttelser. Du er optaget af forskelsbehandling, og i den kamp har du brug den diakoni kirken udøver særligt i forholdet til psykiatrien. En psykiatri der er blevet særdeles forskelsbehandlet med konsekvenser for flere og flere mennesker. Vi er nogen i kirken der bakker dig op om et større fokus på den underernærede psykiatri. Hvad mener du psykiatrien har brug for? Udover flere midler...
SvarSletKan du eller vil du ikke svare? Eller har du bare ikke haft tid? :)
SvarSlet