Dagbogsnote fra praktik i jobcentret

Jeg har været i praktik i jobcentret. Det var rigtigt søde mennesker, men vanskeligt at få et overblik over de udfordringer og muligheder jobcentret har.

Mit særlige fokus var de kvinder som er langt fra arbejdsmarkedet, og på mange forskellige måder har vanskeligt ved at overhovedet at finde vej derind. Fordi de har børn på flere forskellige skoler, eller de har massive helbredsmæssige udfordringer, eller de kender simpelthen ikke til dansk arbejdsmarkedskultur. Mødrenes betydning som rollemodeller er enorm. Når vi politikere taler om opfyldelse af 95% målsætningen, er det en skam at vi har så svært ved at tage denne problemstilling med, og afsætte de nødvendige midler til en tværgående og løsningsorienteret indsats. 

Det helt centrale jeg kom hjem med, var at ting tager tid. For disse kvinder handler det ikke om et 13 ugers kursus, men om en vedvarende og vedholdende helhedsindsats. Det ærgrer mig, at åbenlyst relevante kurser der virker, er taget af listen over tilbud pga økonomi. Jeg savnede adskillige daghøjskoler og SYNerGaia, hvis arbejde med ofre med PTSD traumer, har en målbar positiv effekt på denne målgruppe. Vi ved at det alene på de afledte udgifter, langt bedre kan betale sig at mennesker får sig et arbejde, uanset om det er et skåne eller flexjob, eller om det er almindeligt lønmodtager arbejde.
Og det er en skam at et jobcenter fjerner initiativer der virker, fordi de er for dyre. Og i stedet tvinger de ledige til at cykle rundt på 13 ugers kurser, der måske nok er råd til, men som også er tæt på virkningsløse.

Hov, der kom det et øjeblik til at lyde som om det er det "dumme jobcenter" der er skyld i miseren. Det er det jo ikke, skylden ligger i folketinget, hvor Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative, på skift har presset formålsløs signallovgivning igennem, med intet andet formål end at gøre jobcenteret så ineffektivt og ubehageligt som overhovedet muligt. Logikken syntes at være: Hvis vi gør det dårligt nok, så opgiver de at nasse på samfundet, og så rejser de enten hjem hvor de kom fra, eller får sig et rigtigt arbejde. Det er det sorte hul Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard skabte, og som samfundet fortsat bevidstløst fylder penge i.