En på frivilligheds hatten - karate med sjæl i

Det skulle være så sundt at være frivillig. Alt peger på at overskudsmenneskerne og de med plus på kontoen er frivillige, mens de fleste af resten kæmper med hverdagen hver dag.

Jeg elsker hvertfald at være frivillig. Det giver mening for mig at være sammen med mine skønne karateunger, se dem udvikle sig, vokse både i krop og sind. Og det giver mening at se klubbens unge blive til voksne, med deres egen mening og bidrag til verden.

Så ud over, at det for mig er en sund måde at holde mig i form på, så giver det energi. Når jeg har haft en hård byrådsuge, med udvalg, gruppemøder, udfordringer på jobbet, for meget ukrudt i have, rod og opvask, så møder jeg hver eneste torsdag klokken fire de gladeste ansigter. Børn som glæder sig lige så meget som mig til at svede og træne og lære nyt. Der er herligt.

Så pyt pyt med den hårde uge, for jeg er vild med at være frivillig i min karateklub.

I går havde vi graduering, her er et par skønne fotos:

Lidt fra privaten, en stor dag i karatelivet

Jeg ved ikke om du ved det, men jeg dyrker karate i den tid som er tilovers. En sport som er meget mere end sport, som er med til at sikre mig mit mentale og fysiske overskud i en hverdag der tiltider kan gå rigtig hurtig. Denne morgens blog åbner en lille flig af hvad karate er for mig.

En kolde dag i januar 

Min træner og mentor Kyoshi (Kyoshi er en karatetitel som man får når man er meget højt oppe i ranglisten, Vitus er 8 dan, og den højeste i Europa i vores stilart) Vitus Bilking inviterede til jubilæum på en kold og klar dag i januar – nærmere bestemt den 26 januar. En dag som skulle fejres med træning for alle sortbælter i Danmark i Dojo en Banegårdsgade.

Karate er som en stor familie

Karate er som en familie, og når der er stor familiefest så kommer der gæster fra nær og fjern, fra København og Møn, fra Esbjerg og Kolding og nord for Ålborg. I karate taler man om at skærpe hinandens skærpede klingerne, fordi kun sammen bliver man bedre. Der var tæt pakket program, hvor udfordringen blev gjort tydelig fra starten: sveden må I tænke jer til, – for denne dag skal være fyldt med tænksomhed og refleksion. Og så udfoldede der sig tænkninger om bounce, om gamargi, om roterende hofter og higete. Der blev stillet spørgsmål, som mange havde bud på, men kun få havde svar på.

Kræften

Vitus har knoglekræft og den er dødbringende, ingen har overlevet, og kun få har levet så længe som han. Faktisk er vi ved at være derhenne hvor han, også her slår alle rekorder. Ikke kun i overlevelse, men også i måden at overleve på. Denne flerdobbelte Danmarksmester, som er træner for en flerdobbelt dansk mester, som på alle måder har fået det bedste ud af livet – delte ud af både sin viden og sin visdom. Kyoshi gav den fuld skrue til de helt tunge grader, og han lod det dryppe hele vejen ned til mig. Jeg har 1. dan og er i karatesammenhænge en novice. Karate har utroligt mange dybder og gør på den måde stort indtryk. Der for var det også en dag hvor jeg i mindre grad begreb hvad jeg havde at gøre med. Træningen var svær og lige til kanten af hvad jeg har i mig - men helt igennem fantastisk.

Ikke uden

Kyoshi Vitus Bilking er en mand som træder ind i en med træsko på og hans fødder er kæmpe store. Han har formået konstant at skubbe og mase på én, og jeg har udviklet med både menneskeligt og fysisk meget. Kyoshi har set mig der hvor jeg har været. Jeg har kendt Kyoshi 12 år, og han har været en væsentlig brik i min personlige succes. Tak. Sådan er der mange som føler, og Kyoshi har betydet noget ganske særligt.

En stor tak skal lyde til Claus for de skønne billeder og til Jakob Sønderberg for både tilretning af den rette karate-sprogbrug og for mange gode træningstimer. Bloggen her er skrevet til Shuri-ryu karates nyhedsbrev i anledning af Kyoshis 40 års jubilæum. Tak for en stor dag.

Kote Aite - kunsten at absorbere smerte

Jeg er gul og blå, har omkring 20 blå mærker. Det er bare rigtig længe siden at det har været sådan. Ikke at jeg ikke har trænet nok - eller hårdt nok den senere tid, men måske har fokus ikke været nok på kampen i kampsporten.

Jeg træner karate, og jeg elsker det. Den mentale udfordring og den fysiske konfrontation. Kote Aite er et japansk udtryk for  "Kunsten at absorbere smerte". Det er en vigtig del af kampsport, og det giver altså blå mærker. Til tider opleves også  vanskeligheder ved at kunne trække vejret, når 5 store dojo-kammerater slår løs på en...

Og hvad har det så egentlig at gøre med en politisk blog at gøre? Lyder det ikke en smule mærkeligt at have trang til blå mærker? Det jeg vil frem til er, at vi i vores liv altid vil få "blå mærker". Vi kommer altså ikke igennem livet uden knobs. Og jeg synes vi glemmer det, vi glemmer det i børneopdragelsen og i parforholdet. Vi glemmer det på arbejdspladsen og i venskabet. Når vi er sammen med andre og er en del af fællesskabet - så giver det knubs. Men som oftest er det heller ikke værre. Op på hesten, og videre i livet, skrammerne er med til at danne os som mennesker.  Den livskundskab er der ofte behov for, når man træffer beslutninger og tager ansvar i den kommunale virkelighed.
For det er med politik som med resten af livet, det giver knubs.

En udfordring til sind og krop

Ja, der blev ikke rigtig noget blogindlæg her til morgen. Jeg har nemlig været på en fed og cool lejr sammen med et stort hold af karate ka'er. Vi har kæmpet rundt med hinanden, med bo'er (en lang pind som kunne minde mistænkeligt om et kosteskaft) med sai'er og med sindet.
Mine to kære klubkammerater og venner blev henholdsvis 1. dan og, 2. dan- cheftræner. Jeg er meget træt, og meget stolt. Mit sind og min krop er blevet udfodret.

Jeg håber også, at du en gang i mellem finder tid til at udfordre dit sind og din krop, og gerne på samme tid. Det giver et mentalt overskud i hverdagen, og trods for blåmærker og blodvabler, så giver det altså en rigtig god følelse.

Du finder mig i anden række forneden, yderst til højre...