Anorexsi - mere end at være tynd. Eller historien om at kærlighed ikke er nok.

Morgenen startede igen med debatten om anorexsi. En psykisk sygdom som har lagt en skygge over min egen ungdom, fordi min lillesøster fra hun var omkring 10 fik anorexsi. Hun gennemlevede en skoletid med drillerier, og havde svært ved at blive accepteret for den skønne, men anderledes pige hun var. Hun fik ikke hjælp, og vi fik ikke hjælp som familie.

Som hun voksede sig ung, blev hun langt mere stærk i at kontrollere sig selv og sin krop. Astrid havde også en latent migræne, og hvis der er noget en anorexi-pige hader mere end at spise, så er det ikke at leve op til forventninger om at være sød og god i skolen. Så Astrid fortalte mig senere, at hun valgte på hvilke dage hun spiste, for på de dage kunne hun nemlig lave lektier - ellers hun spise noget og kastede op. Uden at hun dog kunne betegnes som bulimiker.

Vidste du at der er et hierarki inden for anoreksi og bullimi? At kunne lade være med at spise står højest, - det ikke handler om at være tynd, det handler om at have kontrollen.

Jeg elsker min søster. Jeg ville have givet hende min nyre, som en selvfølge. Jeg ville have båret hende på hænder og fødder. Jeg ville have gjort alt - hvis jeg havde vidst hvad.

Hun tog sit eget liv for knap 3 år siden. Depressionerne var uoverskuelige. Hun oplevede at hun ikke var noget for nogen - det var hendes opfattelse. Ikke min, eller hendes datters. Det var ikke hendes fantastiske veninders eller hendes skønne mands. Hun var dygtig og smuk. Hun var klog og vidende. Men at veje så lidt, at hjernen ikke har nok fedt, gør at både tvangsbilleder og tvangstanker buldrer frem.

Hun så på mig, da hun fortalte at hun var "faldet i" igen. "Du må ikke blive forskrækket Camilla - det er ikke så godt." Hun var voksen, og vidste intellektuelt at det hun så og mærkede var tvangstanker. Hun vidste at de unge pigers drømme om kontrol var fiktive - og alligevel kunne hverken hun eller jeg gøre noget.

Det kommer alt for tæt på nu, så blogindlægget må stoppe nu. Jeg må forsøge at skrive mere senere. Men det er meget svært.
Det er så ganske ganske forfærdeligt, når kærlighed ikke er nok.