Troen tilbage til hinanden

Jeg kan godt være lidt glemsom, og miste og tabe ting. Særligt hvis jeg egentlig er optaget af noget andet.
Onsdag var jeg med et par veninder til AOA Awards, og mødte et par gode naboer på vej hjem i bussen. Og optaget som jeg var, af at snakke, kalde på katten og skutte i mig novemberregn, opdagede jeg ikke da jeg tabte min håndtaske med dankort, penge og min ynglingslæbestift.

Ikke så smart Camilla. Det værste var nok, at jeg først opdagede det næste morgen, da jeg skulle bruge kortet. Og man forestiller sig jo, at der kan ske rigtig mange ting på 12 timer.

Men der er god karma i Aarhus, i Viby. For jeg blev ringet op af en ung kvinde, hvis far havde fundet min taske. Jeg var derhenne fredag og hente den, hvor en engageret ældre mand med anden etnisk baggrund end dansk åbnede. Hvilken baggrund man har når man finder noget, kan jo i princippet være lige meget. Men alligevel gjorde det en forskel - han var meget optaget af at jeg skulle tjekke indholdet, hvilket jeg gjorde og fandt alt som det skulle være. Jeg havde en del kontanter og forsøgte at beskrive at man i Danmark godt må give findeløn - det ville han slet ikke høre tale om.

Til gengæld havde han inviteret sin veninde, og lavet ekstra aftensmad, for som han sagde, så skulle jeg ikke være utryg over at hente min taske ved ham alene, og han havde lavet rigeligt mad....
Jeg blev bænket i køkkenet, til en snak om hans lejlighed, og om at bo i Viby, dejligt tæt på en jernbane.

Så den novemberaften gik jeg, en oplevelse rigere gik jeg hjem, fyldt med håb om integration, basal ærlighed, og uendelig glad for at bo i Aarhus. Min tro på hinanden er bestandig.

Kongsvangsstation - en lokalnærbanestation

Vidste du at Aarhus Nærbane har rigtig mange fine små stop? Det er meningen at når letbanen åbner at der skal elektrificering på nærbanen så vi både kommer hurtigere frem, og mere miljørigtigt.
Udfordringen lige nu er at regionen rent faktisk planlægger at nedlægge flere af stoppene fra Aarhus mod Odder - velvidende at vi meget snart står overfor nye togsæt og en stærk politisk dagsorden for offentlig trafik.

Der er lavet målinger om at borgere fra Odder ikke vil bruge mere end 30 min fra Odder til Aarhus. De gamle vognsæt kørte var tiden overholdt, men så blev der investeret i nye vogne og tiden er ny overskredet.
En del af nærbanestationerne har et meget lavt passagetal og man ønsker fra regionens side at nedlægge stoppene.

Det drejer som om stop som:
Kongsvang
Egelund
Vilhelmsborg

Så kunne man jo sige, at det ville give god mening at nedlægge stop, hvor ingen køre fra - men så enkelt er det faktisk ikke. Det der er min og en del andres anke, at man ikke passer ordenligt stoppestederne, at man ikke rydder omkring, at man ikke skilter ordentligt, at man ikke får resten af køreplanerne til at passe med Aarhus Nærbane - ingen gang rejseplanen er ordentlig koblet op med Aarhus Nærbane.

Lige nu er der en høring skubbet ud i det uvisse, derfor er det vigtigt at gøre opmærksom på Nærbanens muligheder og bidrag til fremtidens offentlige transport.

Du kan være med til at støtte nærbanen her: Bevar Kongsvang station.

På med hjelmen Polle!

Godt så - jeg springer bomben:

Det burde være en lov om, altid at cykle med cykelhjelm!

Jeg er så træt af den der med det frie valg, og eget ansvar, det er noget vrøvl! Alt for ofte ser jeg fædre med et barn bag på cyklen, eller i cykelvogn, ungerne er pakket ind efter alle kunstens regler og faderen har hvad - intet på. Fordi det er ok at gamble med sit eget liv? Skam dig!

Jeg har længe haft det sådan - men for lidt over en uge siden fik jeg endnu et opråb. Min far ringede tidligt om morgen, han kunne ikke komme op ad sengen.

Han var blevet kørt ned på sin cykel dagen før.

Det viste sig, at det ikke var hovedet det var galt med, men blodtrykket, fordi en massiv blodansamling havde taget en liter blod ud hans kredsløb. Puha - hjelmen han bar var knækket helt, de to steder hans hoved ramte asfalten. Men hans hoved havde ikke taget skade.

Tænk hvis han ikke havde haft hjelm på.

Tænk hvis det havde været din teenagesøn, eller din mand, eller din mor?

Den helt store livredder i trafikken er selen. Den blev gjort lovpligtig allerede i starten af 80'erne.

Så come on S-regering. På med hjelmen!

Når man stikker næsen frem

Jeg er Socialdemokrat, og som sådan, dybt involveret i hvordan fremtiden formes for alle mennesker i Aarhus Kommune. Jeg har meninger, jeg har mange meninger, og jeg står gerne på mål for hver eneste.
Så selvfølgelig skal jeg kunne klare nogle høvl, når jeg stikker næsen frem. Men ind i mellem kan jeg nu godt tænke - hvor mange høvl er egentlig rimelige?

Jeg har gode bekendtskaber med forskellige former for handicaps og psykiske lidelser, som på deres enten meget stille facon eller på en noget larmende måde stiller op for sig selv og andre.
Det er mennesker der med sjælden ærlighed sætter sig selv forrest, og bruger deres identitet som eksempel. For mig er det på grænsen til nemt, at stille mig ved siden af og forsvare dem som har behov - det er noget ganske andet, at stille mig selv forrest, og bruge mit eget eksempel.
Det var jeg ikke helt klar over, før denne uge.

Jeg ved ikke om jeg har fået skrevet det på bloggen - men jeg er ordblind - meget ordblind. Mine sætningskonstruktioner er ofte forkerte, og jeg skriver gerne sådan som ordene lyder. Jeg har også dage, hvor jeg helst ikke skriver noget, fordi bogstaverne bliver ved med at bytte plads. Men i mit arbejdsliv, og i mit byrådsarbejde, kan jeg ikke altid bestemme selv. Som regel, får jeg læst korrektur på det jeg skriver, men men mine vanskeligheder med det skriftlige har gjort, at jeg stadig føler frustration over, at jeg ikke bare kan skrive korrekt dansk.

Hvorfor fortæller jeg det nu? Jo, i denne uge blev en af mine facebook opdateringer screensavet og lagt på en politisk modstanders profil - sammen med en hånende tekst. Personen havde ikke mod og mandshjerte nok til at skrive sin mening på min egen væg - han slettede sin bemærkning, så hverken jeg eller mine venner kunne se den.

Hans kommentar gik på mit danske, hvordan jeg formulere mig. Kommentaren blev vel modtaget, for hans partikammerater og meningsfæller gjorde sig efterfølgende morsomme på min bekostning. Det ramte mig - ikke fordi vi var politisk uenige - men fordi de angreb mennesket Camilla Fabricius, angreb den fundamentale svaghed, der altid har hæmmet mig, og som stadig får mig til at føle mig utilstrækkelig.Jeg blev oprigtig ked af det, og var inderligt glad for at andre forsvarede mig.

Tænk hvis vi debatterede på et anstændigt niveau, uden hårdt at angribe mennesket bag politikken, uden at nedgøre hinandens fejl og mangler. Tænk hvis vi kunne se på vores uenigheder med respekt - og tog debatten derfra. Ville det ikke være bedre?

Mettes Bullseye

Bloggen har stået noget stille, både fordi jeg har haft hovedet i en række andre gøremål og fordi jeg har haft behov for en skrive-pause.

Jeg er blevet endnu mere optaget af hvordan vi sammen kan skabe gode forhold for mennesker med forskellige udfordringer. Hvordan er det at et arbejdsmarked skal skrues sammen, så vi ikke kun sikrer aktivitet, pension og livsværdi - men også skaber reelle jobmuligheder og reel lighed.

Det er bestemt ingen hemmelighed, at jeg ofte kan synes at virkeligheden for mennesker med særlige behov, kan være alt for bøvlet.

Til gengæld er jeg overbevist om, at hele ideen med mentorforløb og ressourceforløb er rigtig. For det giver kommunerne en mulighed for at iværksætte de tiltag der er nødvendige, når man befinder sig i arbejdsmarkedets grænseland.

Der er blevet lavet en miniflex- ordning, så også dem der kun kan arbejde lidt, også kan få en arbejdsidentitet, med selvværd og selvstændighed til følge. Jeg har en tidligere studieveninde - hun er rasende godt begavet og har bragende ADHD - desværre var hendes kommune alt for lang tid om at spotte og reagere på hendes udfordringer, og i dag slås hun ikke bare med sin manglende evne til at organisere og koncentrere sig, men også angst og depressioner.
Hun er et dejligt menneske, hun har mand og børn og udefra set et liv som os andre. Hun har nu fået tilkendt flexjob, og skal nu undersøge om det er muligt for hende, igen at bidrage til samfundet. Jeg hepper på hende, og alle som hende.

Ideen er god - jeg håber det lykkes.
Tak Mette Frederiksen, for redskaber som mentorer og ressourceforløb, lad os nu håbe at kommunerne så bruger dem.

MIn regering har ikke fejlet

Sammenbrud, rød regering nedsmelter, katastrofe, Helle T fejler.... Der har været mange ord i de sidste dage. Og ja, det kan se sådan ud for SF, men lad mig lige indskyde at dette IKKE er et sammen brud for en S-ledet regering. Det er en naturlig konsekvens af de mange månderne hvor SF internt har forsøgt at retfærdiggøre at være et regeringparti - uden at være modent til det. For de svære valg hober sig op under et regeringsansvar, det ved vi Socialdemokrater alt for godt, man kan vælge at bære den byrde eller lægge den fra sig, SF valgte det sidste.  

Det kan man gisne om på mange måder. Vi kan også håne dem der har taget konsekvensen af SFs beslutning om at satse på de gamle dyder.
Vi andre er bare tilskuere, og som tilskuere tænker vi alle vores.

Jeg tænker at vores undervisningsminister Antorini, så dette komme for længe siden, hun tog konsekvensen og meldte sig ind hos os i Socialdemokratiet. Nu har hun reformeret folkeskolen, hun har bidraget til det som bliver vor tids største investering i folkeskolen. Hun var SF'er, og i dag er jeg taknemmelig for hendes bidrag.

Når en sundhedsminister med så stærke visioner for vores sundhedssystem som Astrid Krag har, vælger mit parti, tager jeg det som en kompliment. Hun bliver ikke minister, fordi hun trækker det tunge lod at skifte parti, og at spekulere i det, syntes jeg ærligt talt er at forklejne hende, og selve det at have et politisk tilhørsforhold til et parti.
At være medlem af et politisk parti er en identitet, en kærlighed, en overbevisning. Du indgår i en samhørighed med et fælles formål for øje, og det formål er en del af din livsfilosofi. I det fællesskab er det vanskeligt at forstå, når et individ er nødt til at afvige fra den slagne vej, særligt når der er tale om en offentlig person. Jeg vil ikke håne og gøre mig klog - jeg vil bukke hovedet i respekt for den meget svære beslutning det er.

Men jeg tænker at det er godt at SF har forladt regeringen, for Socialdemokraterne behøver en kompetent venstrefløj at lave politik med. Enhedslisten beviser igen og igen, at de ikke er, og aldrig bliver et forhandlingsdygtigt parti.Tænk engang, Corydon tilbød at tage livet af de gule fagforeninger, OG sætte psykiatrien på finansliven, men Enhedslistens politbureau sad fast i grundlovssikrede badkvoter til pensionister. Det var godt nok skidt! Så held og lykke til det nye SF, om frontfiguren hedder Özlem, Pia eller Jonas, så kan det vel kun blive bedre.

Men alle katastrofemeldingerne kan der godt skrues ned for. Mit parti, min regering, min statsminister har sat en stopper for at sætte børn i fængsel. De laver arbejdsmarkedsreformer med udgangspunkt i fremtid og de svageste. De sikrer dyre- og forbrugervelfærd. De sikrer at forsvaret tager sig af de soldater og deres familier der lider af krigstraumer. Min regering har vendt udviklingen efter Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl soldede velfærden op, nu kommer folk i arbejde, og regnskabet går snart i plus. Min statsminister er rollemodel for Danmarks piger, mit parti er et moderne arbejderparti - og det er her jeg hører hjemme.

Oktober er brysternes måned - hvordan passer du på dine?

Mørket er stadig over Viby, og jeg sidder med aviserne og glæder mig stadig uendelig meget over at danskerne i gårsdagens avis, endelig kunne følge socialdemokraternes lange seje træk. Vi lå endelig på valgresultatet. Ikke prangende - og dog.

Det jeg egentlig ville, var faktisk at gøre opmærksom på bryster. Den ene halvdel må trækkes med dem dagligt, og den anden halvdel af os ønsker at vi gør det.
De er bøvlede og besværlige og i vejen når man træner - men hold da op hvor ingen af os ville undvære dem.
Og alligevel er der stadig masser af kvinder, hvor det er deres hverdag. At miste deres bryster. Kvinder i alle aldre - desværre.
Så jeg vil slå et slag for brysterne. Lad dem længe leve!

Tjek mit indlæg fra tidligere, så kan du læse lidt om min egen historie med den hæslige sygdom.

Må du have en skøn søndag og en skøn uge. Min søndag finder sted i fremragende selskab i min valgkampsgruppe.

Stop spild af naboens og egne frugter

Det er jo ingen hemmelighed at jeg elsker æbler. Jeg elsker efterår og lugten af våde blade og svampe. Og jeg glemmer også rask væk fornemmelsen af regnen der siver ind langsregnhætten og den stride blæst på cyklen. Og hader når noget ikke kan bruges mere og bare bliver smidt ud.

Jeg elsker efterår. Og det at samle æbler og efterårets gavmildhed. Er du gavmild overfor dine naboer? Min skønne svigerinde har gjort mig opmærksom på denne herlige artikel om naboens æbler. Når jeg cykler til arbejde, så kommer jeg faktisk forbi sådan en sød nabo. De har stillet to kurve frem med æbler - så man kan endda vælge mellem forskellige sorter.

Det er det små vi gør som gør en forskel. Selvfølgelig har vi også et ansvar som lokalpolitikere for at gøre en forskel, men vi skal altså have aarhusianerne med. Det at stille en kurv med æbler fra ens æble træ er en lille sød ting at gøre, som man ikke andet end kan blive i godt humør af!

Her er ihvertfald en lækkerbisken når du HAR plukket æblerne...Brombær-æblesnitte, nemt og lækkert.

(By-) bier er verdens navle

Jeg må ikke få flere dyr. De siger at det er rigeligt med 5 høner og 3 katte, at mit arbejde på skolen og i byrådet, og at vi bor på en almindelig parcel i Viby J, gør at der ikke kan være flere dyr her.
MEN hvis jeg måtte og hvis jeg havde tid, så ville jeg "gå til bi" her i vinter.

Vidste du at bier og nektarsøgende insekter behøves for at vi får mad? Æblerne og appelsinerne du køber henne i Brugsen, eller rapsolien som er i mangt og meget.

Og så gør bier mennesker glade, eller ihvertfald rolige og med overskud. Det har et ganske særligt projekt i Aarhus fundet ud af. BISTAD og med ildsjælen Lene Kiel i spidsen forsyner BISTAD Aarhus med bier.
Jeg fik lov til at være frivillig i BISTADs bod under FoodFestivalen, og fik lov til at tale om bier, lytte til alle de mange mennesker som spurgte og smagte og talte om bier og honning.

Men verden er fyldt med pestisider og forurening og det bør bekymre os. For bier mistrives og i værste tilfælde dør de.
Per Kølster, Fru Plums eks, har skrevet det meget bedre end jeg kan. Læs her om hvad forurening egentlig skaber af problemer.

Og rigtig glædelig festuge

Med træthed i kroppen, kaffekoppen i hånden og svanetræk over himlen sidder jeg her, med morgenøjene og vågner til glæden over Aarhus' Festuge 2013.
Du skylder dig selv at drible ned i byparken, og opsnuse Tegn på liv, med alle dine sanser. Du skylder dig selv at se kunsten, høre musikken, eller sidde stille på en café ved åen, og bare være.

Jeg var til den klassiske Galla åbning i går. Jeg havde en af mine helt unge veninder med, og om man var fyldt de 40 eller man lige var startet i 1. g, så var det bjergtagende. En helt ung dirigent som gav den gas. Det var da tegn på liv.

Jeg vil egentlig ikke så meget mere på denne søndag - jeg vil lade dig være med morgenkaffen og håber du gør som min far - at installere festuge App'en på din smartphone.

Kig med her:

For hvad mon der er på vej?

Anorexsi - mere end at være tynd. Eller historien om at kærlighed ikke er nok.

Morgenen startede igen med debatten om anorexsi. En psykisk sygdom som har lagt en skygge over min egen ungdom, fordi min lillesøster fra hun var omkring 10 fik anorexsi. Hun gennemlevede en skoletid med drillerier, og havde svært ved at blive accepteret for den skønne, men anderledes pige hun var. Hun fik ikke hjælp, og vi fik ikke hjælp som familie.

Som hun voksede sig ung, blev hun langt mere stærk i at kontrollere sig selv og sin krop. Astrid havde også en latent migræne, og hvis der er noget en anorexi-pige hader mere end at spise, så er det ikke at leve op til forventninger om at være sød og god i skolen. Så Astrid fortalte mig senere, at hun valgte på hvilke dage hun spiste, for på de dage kunne hun nemlig lave lektier - ellers hun spise noget og kastede op. Uden at hun dog kunne betegnes som bulimiker.

Vidste du at der er et hierarki inden for anoreksi og bullimi? At kunne lade være med at spise står højest, - det ikke handler om at være tynd, det handler om at have kontrollen.

Jeg elsker min søster. Jeg ville have givet hende min nyre, som en selvfølge. Jeg ville have båret hende på hænder og fødder. Jeg ville have gjort alt - hvis jeg havde vidst hvad.

Hun tog sit eget liv for knap 3 år siden. Depressionerne var uoverskuelige. Hun oplevede at hun ikke var noget for nogen - det var hendes opfattelse. Ikke min, eller hendes datters. Det var ikke hendes fantastiske veninders eller hendes skønne mands. Hun var dygtig og smuk. Hun var klog og vidende. Men at veje så lidt, at hjernen ikke har nok fedt, gør at både tvangsbilleder og tvangstanker buldrer frem.

Hun så på mig, da hun fortalte at hun var "faldet i" igen. "Du må ikke blive forskrækket Camilla - det er ikke så godt." Hun var voksen, og vidste intellektuelt at det hun så og mærkede var tvangstanker. Hun vidste at de unge pigers drømme om kontrol var fiktive - og alligevel kunne hverken hun eller jeg gøre noget.

Det kommer alt for tæt på nu, så blogindlægget må stoppe nu. Jeg må forsøge at skrive mere senere. Men det er meget svært.
Det er så ganske ganske forfærdeligt, når kærlighed ikke er nok.

101 dag og nat til kommunalvalget - og lidt om cykelløb

Jeg var oppe på torvet i Tranbjerg i går. Det var simpelthen en herlig oplevelse, for her er der tid til at tale om de små ting, om det som er væsentligt. Jeg mødte en ældre dame som er frivillig i det motionscenter der er tilknyttet plejeboligerne. Hun fortalte om en dame som kom ind for 6 måneder siden, med rollator, plaget med gigt - i dag kan hun selv komme i Kvickly uden rollatoren. Den ånd skal der bruges meget mere af.

Jeg mødte en herlig efterlønner, som havde markant nedsat hjertetkraft efter en fejloperation på Skejby, men som holdte modet oppe med cykelløb. En god snak om sundhed og cykelløb - for er Froome dopet eller ej? Vi ved det ikke, vi ved blot at det kræver sin mand at sætte sig op på cyklen, dag efter dag i Touren. Vi var rørende enige om at det er vigtigt det er at holde sig i gang.

Eller den særprægede mand med pagehår og hang til småkager og kaffe, som blev rigtig glad da jeg  genkendte ham.

Jo, der er nu 100 dage til kommunalvalget, og 101 dag til at vide om jeg er blevet genvalgt. Om der var  personlige stemmer nok, til at få lov til at give det endnu en skalle.
For det gør en forskel, hvem der sidder på de 31 stole i byrådssalen. Det perspektiv jeg har, via mit arbejde for mennesker med ADHD og autisme, at jeg arbejder både professionelt og frivilligt med mennesker, som behøver lidt ekstra, det gør en forskel. Det, at jeg har arbejdet med mig selv, om at blive bedre til at lytte til andre - og til mig selv. Det gør en forskel.

Og så gør det bare indtryk, når teenageren på vej til ind til borgmesteren siger: "du skal altså vælges Camilla, når vi nu har gjort så meget!"

Sommer!

Jeg elsker sommer

sommer

Duften, tør græs duft

duften af roser fra den store rosenbusk på sydmuren

Sommer

fyldt med travlhed og afslapning

i skøn forening

tid

Min krop har længtes

- huden har rejst sig

som massevis af solceller

suger sol

Jeg elsker sommer

tiden er en anden om sommeren

Danmark er smuk

også om sommeren

Misbrug - det sidder i hjernen?

Jeg har været til sundhedsdebat på Aarhus universitet, på Folkesundhedsvidenskab sammen med Anne Mette Villadsen fra de konservative.
Det var en herlig debat, for de studerende var så engagerede. De formåede at stille spørgsmål og bidrage til indholdet i debatten på en rigtig spændende måde.

En af de studerende havde en tanke og et spørgsmål om at placere alkoholbehandling i staten, i hospitalssektoren. Der er nemlig noget der tyder på at det er en fejl i hjernen, hvor receptorer i hjernen er syge, så de gør at mennesket bliver afhængig af alkohol. Det er altså en sygdom, og skal behandles som sådan, mente hun.

Jeg synes det er en vældig god debat. Det flytter ihvertfald debatten om alkoholisme fra et tabufyldt område, til et område hvor man faktisk kan behandle det som alle andre sygdomme. Det giver mig også håb for fremtiden for de mange børn som vokser op i utrygge hjem.
Vi ved stadig ikke nok om konsekvenserne af alkolmisbrug i familierne. Vi ved at det kan kobles til vold i hjemmet, og til at der er en gruppe af børn som ikke får sig en ungdomsuddannelser og senere får meget vanskeligt ved at tage en videregående uddannelse.

En sådan debat som jeg var til i går giver mig også håb for demokratiet. Det gør at vi som politikere bliver klogere, vi får lov til at debattere emner som optager os, med personer som har en faglig kompetence. Det var meget givende.
Jeg håber meget at Anne Mette og jeg bliver inviteret igen.

Tillykke med konfirmationen

Vejret er vidunderligt og konfirmationerne springer frem. De næste uger vil Aarhus være befolket af festklædte og begejstrede teenagere i deres stiveste puds og  penge på lommen.

Konfirmation er sådan en lidt underlig størrelse, en blanding af familie og venner. En begivenhed hvor hovedpersonen nogle gange nok alligevel helst ville undvære det. Det er spændende og kan også være lidt skræmmende sådan at være festens midtpunkt.

Min kære venindes pap-søn skal konfirmeres i dag. Og i næste uge er mit elskede tantebarn Michaels tur. Det er to helt forskellige konfirmationer -

Mikkel er en skøn vidunderlig og fræk knægt, socialt kompetent ung mand. Han er smuk, og spiller fodbold og hører nok ikke altid helt efter i timerne.
Hans far er kontant og tydelig, og fyldt med kærlighed til sin søn. Jeg ved det ikke, men jeg tænker at festen bliver efter den gode gamle opskrift - festtelt i haven, mad, taler og måske en enkelt sang som lyder forfærdeligt. Jeg glæder mig.

Michael har autisme og hans ikke-konfirmation er helt anderledes. Ingen kirke, ingen telt, næsten ingen gæster - kun dem han selv har godkendt. Michael er heller ikke altid lige god til at høre efter i skolen og han er bestemt ikke særlig socialt kompetent. Michael er rigtig dårlig til sport, men læser bøger på engelsk langt over sit niveau.
Hans far er en halvstuderet røver, som er fyldt med kærlighed til sin søn. Den fest bliver kort - under en time - og så må Michael og hans lillebror spille computer, og de voksne fortsætter festen alene.

Jeg skal holde tale til dem begge. To unge mænd som på ydersiden har så meget tilfælles og dog alligevel intet. De kender ikke hinanden, og kommer nok aldrig til det. Vi synes stadig at vi er født lige i Danmark. Det er vi ikke. Der er så stor forskel, og det bliver tydeligt på sådan en smuk konfirmationsdag.

Jeg vil hoppe på cyklen, og cykle fra Viby, omkring havnen og se ud på kranerne. Cykle ned omkring havet, hvor vandet ved Den Permanente sikkert er blikstille, og man kan lugte træskibshavnen. Ud i solen, ud til Risskov, hvor min veninde, familie, venner og konfirmationsbarnet vil komme mig i møde.

Vejret er vidunderligt. Og jeg glæder mig.

Offentlighedsloven og traktorsporene i Skatteministeriet

Den 11. april gik min partifælle justitsminister Morten Bødskov i åbent samråd om den nye offentlighedslov. Som I ganske godt ved, så er jeg Socialdemokrat med hud og hår. Det har jeg været siden jeg som barn af Schlüters fattigfirsere, mødte ungdomsarbejdsløsheden i 90’erne, hvor Nyrups reformer skabte grundlag for en fremtid. Det spinkle håb og oplevelsen af, i fællesskab at forbedre samfundet, har præget mig dybt.

Jeg har besluttet at tage helt og aldeles afstand fra den kommende offentlighedslov, i dens nuværende form. Der er ikke brug for mere lukkethed i Christiansborgs korridorer, tværtimod! Tidligere skatteminister, Venstres Troels Lund Poulsens hovedrolle i skattesagen, illustrerer jo lige netop at et ministeriums ressourcer kan misbruges. Imod det uvæsen er gennemskuelighed den bedste medicin.

Jeg har alligevel lyst til at tage 4-toget til staden og troppe op på justitsministerens kontor og råbe ham ind i hovedet. Jeg fatter det ikke. Jeg kender Morten Bødskov som en både fornuftig og forstandig mand. Så jeg forstår det ikke. Sidder resterne af den borgerlige-liberale regerings ånd stadig i murene og hvisker ministeren i ørerne som en anden djinni? "Du ønsker frirum, du ønsker lukkethed - nationen vil være bedre tjent med at befolkningen holdes i uvidenhed - regeringen vil få det nemt..."

Nej.

Efter min mening er en af Socialdemokraternes styrker, at kunne være undersøgende, og turde udforske mulige retninger at vælge. I den proces demonstrerer vi Socialdemokrater gang på gang kraften i vores ønske om, at ville forbedre vores samfund. De ambitioner rummer dog altid en risiko for at være forkerte, og når det sker, er det også en af Socialdemokraternes styrker at turde skifte mening. Som parti bærer vi evnen og viljen til at reformere, i os selv.

Det skærer mig i hjertet at se så mange fornuftige og behjertede politikere, der ellers ikke plejer at savne meninger, blive så påfaldende stille.  Jeg tror jo det er fordi de godt ved, at de skal til at skrive under på noget, der decideret kun tjener deres egne interesser. Til dem siger jeg: "godt jeg ikke er jer! Når tinget vedtager den nye offentlighedslov, påtager i jer medansvar for alle skandaler der vil komme. Jeres apatiske tavshed er accept. Om et par år, når den næste Troels Lund Poulsen står og affyrer indlysende usandheder for hele familien Danmark, bør i gå ud på badeværelset og bruge et minuts tid på at se jer selv i øjnene. Derude kan i så mindes dengang i kunne have gjort noget, men lod være."
 
Jeg opfordrer også alle der ønsker at beskytte Danmarks demokrati til at besøge internetsiden www.skrivunder.net-nej til ny offenlighedslov. Her vil du selv kunne læse om den nye lovs konsekvenser for samfundets muligheder for indsigt i folketingets beslutningsprocesser, og hvis du syntes at det lyder som en ret dårlig handel for demokratiet, så kan du sammen med os andre sige: "Nej tak Morten." 

Fri mikrofonholderi for Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet

Det er ingen hemmelighed - jeg afskyr konceptet Trykkefrihedselskabet - navnet, intentionen, medlemmerne.
Efter min mening er det løgnagtige, egoistiske og indskrænkede mennesker. Endnu et ulækkert efterladenskab efter Fogh/Løkke æraen, hvor DF var ophøjet til ultimative smagsdommer i dansk politik.

I mange år har den yderste højrefløj kunnet stille sig op på de svage og udsatte, de mørke, de ikke kristne, de "ikke danske" og proklamere hvad danskhed er.
Jeg kender rigtig mange danskere, der ikke må være danskere. På grund af Venstres og DFs klapjagt på mennesker med en religion, der ikke passer ind i det Kragh/Langballe'ske middelmådige-ikke-engagerede-grundtvigianske virkelighedsbillede.

De kvinder jeg kender, fra så forskellige steder i verden som Indien, Phillipinerne, Iran, Tunesien, Somalier spørger mig: "Camilla, hvorfor må vi ikke være danskere?" Hvorfor skal danskprøven være så svær, at end ikke danskere kan svare på den?"

I aftes så jeg igen Lars Hedegaard stå glinsende i kameralyset - mens hele det danske pressekorps står tilrådighed for at holde mikrofon - så bliver jeg simpelthen træt. Uimodsagt stod Lars Hedegaard og forklarede om den nye "videnskabelige" undersøgelse, der "tyder" på at muslimer er mindre intelligente end andre mennesker...Uimodsagt, i tv2 nyhederne!
I den forløbne uge var der et ungdomsråd der blev frataget sin støtte, fordi de have inviteret en imam med radikale holdninger til en konference. Hmm, gad vide hvor meget støtte Lars Hedegaard og hans kumpaner modtager?
Jeg nød at Krasnik gik til Hedegaard, og spurgte ind til hans perverse udtalelser om dette og hint. Det er nødvendigt at gøre op med den kæmpe fejl det er, at tillægge Lars Hedegaards udtalelser større sandhedsværdi, fordi han måske blev forsøgt myrdet.  Men nu er vi desværre tilbage på sporet, Hedegaard og Søren Krarups datter, skribent for Jyllandsposten og medlem af DRs bestyrelse (smagsdommer?) Katrine Winkel Holm får direkte tv-tid.

Alt imens - undskyld mig, kald mig bare sur rød feminist - Imens Troels Lund og Kristian Jensen krydser fingre i skyggen af skattesagen - for karaktermordet på Danmarks første kvindelig statsminister trækker nemlig ingen seere.

Og mine egne vender vores stolte respektfulde parti ryggen, og flirter med revolustionære kommunister som har masser af ædle synspunkter, men nægter at tage nogen som helst form for ansvar for moderne økonomisk politik. Ok - det blev en noget sur gruppeformandsblog denne gang.
Men helt ærligt - forestil dig at Socialdemokraterne ikke havde regeringsmagten? Forestil dig Inger Støjberg på Vestagers plads, Thuelsen-Dahl på Mette Frederiksens. Forestil dig lille Lars fra Græsted vandre rundt i EUs korridorer, og lede efter opbakning til Danmark?
Vi har det flertal vi har - og vi kæmper hver dag for en bedre hverdag.

2. april FNs internationale autismedag

Jeg kender et menneske med autisme. Faktisk kender jeg en del. Fantastiske, skønne, vidunderlige mennesker. Mennesker med ressourcer, mennesker med  større udfordringer end os andre.
Tirsdag den 2. april er det FNs internationale autismedag. En dag som skal råbe os op og give  eftertanker.

Jeg er blevet spurgt om jeg vil tale på rådhuspladsen i Aarhus. Og det vil være mig en ære. En ære at få lov til at tale for mit elskede tantebarn Michael, for min kære veninde Thea, mine elever og forældre på Langagerskolen, min sparringspartner og partifælle Runa, og hende der hele tiden holder mig på tæerne Marianne.

Der er kæmpe vanskeligheder med at forstå det handicap som autisme er. Det er svært for forældre, for bedsteforældre, for lærerne, pædagogerne og sidst, men sandelig ikke mindst, for socialrådgivere rundt omkring i det ganske land. Det er også vanskeligt for UUvejlederne - for hvordan kan man både være yderst intelligent, og alligevel have så pokkers svært ved at organisere og planlægge at alene det at gå i bad og få rent tøj på er svært, for i hvilken rækkefølge skal det være?

Jeg synes også det er svært, og det er desværre alt for tit at jeg kommer til at lægge en neuro-typisk (som mennesker med autisme, kalder os uden deres vanskelighed) vinkel indover. Jeg tænker at når det stadig, efter 17 år med autisme, både som job, vennekreds og familie, er svært for mig. Hvor svært må det ikke være, for dem der kun sporadisk kommer i kontakt med et menneske med ASF?

Jeg vil kæmpe for at tilgangen bliver nemmere, at overgangene imellem daginstitution og skole, imellem skole og ungdomsuddannelse bliver lettere. Jeg mener, at alle mennesker har noget at bidrage med her, i vores verden. Også selvom det unægteligt ser noget anderledes ud pt. Jeg vil altid insistere på at mennesker med særlige behov, også har ret til deres plads i livet - og jeg vil påstå at det princip, beriger vores samfund, og tjener til at at vi andre også får et bedre liv. Det ved jeg ihvertfald fra mig selv.

Jeg er vild med autisme - selvom det kan være udfordrende.

Du kan læse mere om autisme her:
Landsforeningen for Autisme
En pige med Aspergers syndrom
Anja Pørksen, hende som dagligt lærer mig enormt om at leve med autisme

Psykisk sygdom - også i min familie

Vidste du at skizofreni kan helbredes? At der nu peges på at hver treide individ med ADHD, er en kvinde? At der langt fra forskes ligeså meget i psykiske sygdomme, som i de fysiske?

Prøv at tænk over det tabu som psykisk sygdom er, om det er borderline, autisme, bi-polar/maniodepression eller posttraumatisk stress - prøv at se din egen familie i øjnene - hvor mange er blevet berørt af psykiske lidelser?

Hvorfor spørger jeg overhovedet om det? Fordi jeg øver mig i at "at springe ud af skabet". Min søster Astrid, led i hele sit ungdoms og voksen liv af anorexi, fra hun ca 10 år, til hun tog sit eget liv for 3 år siden. Min søster var et vidunderligt menneske, klog, smuk og havde en fantastisk mand og fik senere en vidunderlig datter. Hun var konsulent først i KL og senere i HK. Hun havde hjertet på rette sted og kæmpede for at give lavtlønsgrupper en sikker identitet, samtidig med at hun selv kæmpede med sine egne enorme udfordringer.

En af mine helt vidunderlige veninder fik stress, gik helt ned med flaget, og mistede efterfølgende sit arbejde. Hun kæmper nu med at finde et nyt ståsted, hvor der er plads til hende. Hun vender aldrig tilbage til det pædagogiske arbejde, til trods for at hun nok er den bedste pædagog jeg nogensinde har mødt.

Det er nødvendigt at psykiske lidelser bliver placeret permanent på finansloven, det er vigtigt at psykiske lidelser bliver prioriteret højere i Aarhus kommunes økonomi. Forskning i helbredelse af psykisk sygdom, og forbedring af livsvilkårene for mennesker med varige psykiske skader skal simpelthen opprioriteres i Danmark. Viden og forståelse er nøglen..

Vi har, når vi ser os om, mennesker i vores nærhed med et sårbart og måske også stridbart sind. Vi kender, enten i vores børns klasse eller i vores egen familie, mennesker med en psykisk lidelse. Måske har vi det selv? Og alligevel er psykiske lidelser et tabu. Det kan jeg simpelthen ikke holde ud.

læs evt mere her hos De9 som er pårørende forening for mennesker med psykiatriske lidelser.

Rollemodeller

Jeg er blevet anbefalet at bruge min blog til alvorlige emner, og ikke kun mad og have. Og jeg forstår godt pointen.(og madbloggen er faktisk også på en anden adresse end denne.) Når man som jeg har en platform, hvorfra en platform hvorfra man kan tale, og blive hørt - så skal man også bruge den. Hvis man er rollemodel, så skal man tage det på sig - rettigheder og pligter hænger sammen.

En gang i mellem kan det være noget bøvlet. Jeg har virkelig døjet med på hinanden følgende forkølelser, lungebetændelse og andre dårligdomme. I mit daglige arbejde er jeg på en arbejdsplads med en mængde dygtige lærere og pædagoger, og som daglig leder ville jeg ikke være i tvivl hvis en af mine medarbejdere havde det på den måde. "Gå hjem, plej dig selv, giv dig tid", ville jeg have sagt, og som ansvarlig leder ville jeg der gøre mit arbejde ordentligt.

Det er måske noget tude-fjæs-Bentner-agtig, men hold da op hvor er det træls at være syg på 8. uge. Og man synes man skal gøre sit arbejde, være tilstede, passe sit politiske hverv og imens bliver helbredet bare ringere, til man ligesom ikke kan se ud af øjnene af feber.

Hvad vil jeg egentlig sige med det? Jo - det der med at være rollemodel, gælder på mange planer synes jeg. Det handler om at gøre det, som jeg forventer af andre. Min borgmester Jacob Bundsgaard har i denne uge været en imponerende rollemodel. Da han på kvindernes internationale kampdag stillede op på Store Torv i Aarhus og holdt en fremragende tale, om nødvendigheden af  lovgivning imod købesex.

Rollemodeller er på mange niveauer. Stort som småt. Så jeg vil blive under dynen i dag.