Tirsdag den 2. april er det FNs internationale autismedag. En dag som skal råbe os op og give eftertanker.
Jeg er blevet spurgt om jeg vil tale på rådhuspladsen i Aarhus. Og det vil være mig en ære. En ære at få lov til at tale for mit elskede tantebarn Michael, for min kære veninde Thea, mine elever og forældre på Langagerskolen, min sparringspartner og partifælle Runa, og hende der hele tiden holder mig på tæerne Marianne.
Der er kæmpe vanskeligheder med at forstå det handicap som autisme er. Det er svært for forældre, for bedsteforældre, for lærerne, pædagogerne og sidst, men sandelig ikke mindst, for socialrådgivere rundt omkring i det ganske land. Det er også vanskeligt for UUvejlederne - for hvordan kan man både være yderst intelligent, og alligevel have så pokkers svært ved at organisere og planlægge at alene det at gå i bad og få rent tøj på er svært, for i hvilken rækkefølge skal det være?
Jeg synes også det er svært, og det er desværre alt for tit at jeg kommer til at lægge en neuro-typisk (som mennesker med autisme, kalder os uden deres vanskelighed) vinkel indover. Jeg tænker at når det stadig, efter 17 år med autisme, både som job, vennekreds og familie, er svært for mig. Hvor svært må det ikke være, for dem der kun sporadisk kommer i kontakt med et menneske med ASF?
Jeg vil kæmpe for at tilgangen bliver nemmere, at overgangene imellem daginstitution og skole, imellem skole og ungdomsuddannelse bliver lettere. Jeg mener, at alle mennesker har noget at bidrage med her, i vores verden. Også selvom det unægteligt ser noget anderledes ud pt. Jeg vil altid insistere på at mennesker med særlige behov, også har ret til deres plads i livet - og jeg vil påstå at det princip, beriger vores samfund, og tjener til at at vi andre også får et bedre liv. Det ved jeg ihvertfald fra mig selv.
Jeg er vild med autisme - selvom det kan være udfordrende.
Du kan læse mere om autisme her:
Landsforeningen for Autisme
En pige med Aspergers syndrom
Anja Pørksen, hende som dagligt lærer mig enormt om at leve med autisme
