2.2 milliarder til psykiatrien

Min søster kæmpede med sin psykiske lidelse, sin spiseforstyrrelse i årevis, og blev mødt med manglende viden og masser af skyld og skam. Som pårørende har jeg aldrig været inddraget i behandlingsforløbet, og har aldrig fået lov til at bidrage med min forståelse af min søster. Vi fik efterhånden en mistanke om en ubehandlet Asperger, men da vi bragte den mistanke ind, blev den hånet. Vi kontaktede Kirsten Callesen, som har stort kendskab til højtbegavede kvinder med autisme - hun ville tale med Astrid efter nytår.

Vi nåede aldrig så langt, lægen mente det var et fejlspor, og sagde hun bare lige skulle vente lidt, så ville det blive bedre. Det gjorde det ikke. Astrid tog sit eget liv, imellem jul og nytår for 5 år siden. Hun efterlod sig en datter på 3, en vidunderlig mand, en far, kollegaer og en meget meget ulykkelig søster.

Derfor er det også med personligt engagement, at jeg er overordentligt tilfreds og stolt over den nye aftale der er landet en aftale omkring psykiatrien. 2,2 milliarder kroner kommer der til mere personale, nedbringelse af ventelister og opkvalificering af personalet.

Jeg ville have foretrukket at psykiatrien var kommet på finansloven, og at pengene ikke blev tilført fordi folketinget fandt en pose med penge bagerste i skabet, men fordi det var en klar prioritering. Men i betragtning af den sørgelige tilstand psykiatrien befinder sig i, tager jeg imod "cigarkassemilliarderne" med kyshånd.

Alene for mennesker med ADHD, autisme og psykisk sårbarhed som OCD og spiseforstyrrelser får denne aftale en afgørende betydning.
Vi behøver mere viden og forskning på psykiatriområdet, så vi kan undgå at det går andre som det gjorde for Astrid.

Du kan læse mere her på Børsen eller hos på Politiken

Anorexsi - mere end at være tynd. Eller historien om at kærlighed ikke er nok.

Morgenen startede igen med debatten om anorexsi. En psykisk sygdom som har lagt en skygge over min egen ungdom, fordi min lillesøster fra hun var omkring 10 fik anorexsi. Hun gennemlevede en skoletid med drillerier, og havde svært ved at blive accepteret for den skønne, men anderledes pige hun var. Hun fik ikke hjælp, og vi fik ikke hjælp som familie.

Som hun voksede sig ung, blev hun langt mere stærk i at kontrollere sig selv og sin krop. Astrid havde også en latent migræne, og hvis der er noget en anorexi-pige hader mere end at spise, så er det ikke at leve op til forventninger om at være sød og god i skolen. Så Astrid fortalte mig senere, at hun valgte på hvilke dage hun spiste, for på de dage kunne hun nemlig lave lektier - ellers hun spise noget og kastede op. Uden at hun dog kunne betegnes som bulimiker.

Vidste du at der er et hierarki inden for anoreksi og bullimi? At kunne lade være med at spise står højest, - det ikke handler om at være tynd, det handler om at have kontrollen.

Jeg elsker min søster. Jeg ville have givet hende min nyre, som en selvfølge. Jeg ville have båret hende på hænder og fødder. Jeg ville have gjort alt - hvis jeg havde vidst hvad.

Hun tog sit eget liv for knap 3 år siden. Depressionerne var uoverskuelige. Hun oplevede at hun ikke var noget for nogen - det var hendes opfattelse. Ikke min, eller hendes datters. Det var ikke hendes fantastiske veninders eller hendes skønne mands. Hun var dygtig og smuk. Hun var klog og vidende. Men at veje så lidt, at hjernen ikke har nok fedt, gør at både tvangsbilleder og tvangstanker buldrer frem.

Hun så på mig, da hun fortalte at hun var "faldet i" igen. "Du må ikke blive forskrækket Camilla - det er ikke så godt." Hun var voksen, og vidste intellektuelt at det hun så og mærkede var tvangstanker. Hun vidste at de unge pigers drømme om kontrol var fiktive - og alligevel kunne hverken hun eller jeg gøre noget.

Det kommer alt for tæt på nu, så blogindlægget må stoppe nu. Jeg må forsøge at skrive mere senere. Men det er meget svært.
Det er så ganske ganske forfærdeligt, når kærlighed ikke er nok.

Psykisk sygdom - også i min familie

Vidste du at skizofreni kan helbredes? At der nu peges på at hver treide individ med ADHD, er en kvinde? At der langt fra forskes ligeså meget i psykiske sygdomme, som i de fysiske?

Prøv at tænk over det tabu som psykisk sygdom er, om det er borderline, autisme, bi-polar/maniodepression eller posttraumatisk stress - prøv at se din egen familie i øjnene - hvor mange er blevet berørt af psykiske lidelser?

Hvorfor spørger jeg overhovedet om det? Fordi jeg øver mig i at "at springe ud af skabet". Min søster Astrid, led i hele sit ungdoms og voksen liv af anorexi, fra hun ca 10 år, til hun tog sit eget liv for 3 år siden. Min søster var et vidunderligt menneske, klog, smuk og havde en fantastisk mand og fik senere en vidunderlig datter. Hun var konsulent først i KL og senere i HK. Hun havde hjertet på rette sted og kæmpede for at give lavtlønsgrupper en sikker identitet, samtidig med at hun selv kæmpede med sine egne enorme udfordringer.

En af mine helt vidunderlige veninder fik stress, gik helt ned med flaget, og mistede efterfølgende sit arbejde. Hun kæmper nu med at finde et nyt ståsted, hvor der er plads til hende. Hun vender aldrig tilbage til det pædagogiske arbejde, til trods for at hun nok er den bedste pædagog jeg nogensinde har mødt.

Det er nødvendigt at psykiske lidelser bliver placeret permanent på finansloven, det er vigtigt at psykiske lidelser bliver prioriteret højere i Aarhus kommunes økonomi. Forskning i helbredelse af psykisk sygdom, og forbedring af livsvilkårene for mennesker med varige psykiske skader skal simpelthen opprioriteres i Danmark. Viden og forståelse er nøglen..

Vi har, når vi ser os om, mennesker i vores nærhed med et sårbart og måske også stridbart sind. Vi kender, enten i vores børns klasse eller i vores egen familie, mennesker med en psykisk lidelse. Måske har vi det selv? Og alligevel er psykiske lidelser et tabu. Det kan jeg simpelthen ikke holde ud.

læs evt mere her hos De9 som er pårørende forening for mennesker med psykiatriske lidelser.