Mettes Bullseye

Bloggen har stået noget stille, både fordi jeg har haft hovedet i en række andre gøremål og fordi jeg har haft behov for en skrive-pause.

Jeg er blevet endnu mere optaget af hvordan vi sammen kan skabe gode forhold for mennesker med forskellige udfordringer. Hvordan er det at et arbejdsmarked skal skrues sammen, så vi ikke kun sikrer aktivitet, pension og livsværdi - men også skaber reelle jobmuligheder og reel lighed.

Det er bestemt ingen hemmelighed, at jeg ofte kan synes at virkeligheden for mennesker med særlige behov, kan være alt for bøvlet.

Til gengæld er jeg overbevist om, at hele ideen med mentorforløb og ressourceforløb er rigtig. For det giver kommunerne en mulighed for at iværksætte de tiltag der er nødvendige, når man befinder sig i arbejdsmarkedets grænseland.

Der er blevet lavet en miniflex- ordning, så også dem der kun kan arbejde lidt, også kan få en arbejdsidentitet, med selvværd og selvstændighed til følge. Jeg har en tidligere studieveninde - hun er rasende godt begavet og har bragende ADHD - desværre var hendes kommune alt for lang tid om at spotte og reagere på hendes udfordringer, og i dag slås hun ikke bare med sin manglende evne til at organisere og koncentrere sig, men også angst og depressioner.
Hun er et dejligt menneske, hun har mand og børn og udefra set et liv som os andre. Hun har nu fået tilkendt flexjob, og skal nu undersøge om det er muligt for hende, igen at bidrage til samfundet. Jeg hepper på hende, og alle som hende.

Ideen er god - jeg håber det lykkes.
Tak Mette Frederiksen, for redskaber som mentorer og ressourceforløb, lad os nu håbe at kommunerne så bruger dem.

Er alt bare røgslør og snik-snak?

Jeg var på KLs økonomiske topmøde. Det er altid spændende og relevant, men jeg må indrømme at de seneste uger vidner om at der er noget helt galt i det politiske landskab.
Er ministre, embedsmænd og folketingspolitikere så bange for ikke at lykkes, at de tager chancer der ikke er i nærheden af at være inden for rammen?
Er der så hårdt pres på ministrenes tid at de skære hjørnerne, tager genveje? Hvad er det egentlig som har drevet Morten Bødskov til at træffe beslutninger på politiets vegne og kigge i Pia Kjærsgårds kalender? Hvad er det egentlig som gør at Anette Vilhemsen lover Zornig en million? At Uffe Elbæk giver penge til sin mands firma? At Lars Løkke tager sin datter med til Rio på husets regning?

Og så må jeg kigge over min egen skulder, hvordan ser det ud her i Aarhus? Er moral bare noget som er forsvundet, væk som dug for den politiske sol?

Jeg tror det ikke. Jeg kender faktisk mange af de folk vi læser om i avisen. Jeg kender faktisk Bødskov som en mand der ville skabe en bedre verden, ligesom Mette Frederiksen så længe jeg husker har kæmpet hårdt for de allersvageste.

Så hvad er det lige der sker? Hvornår tilsluttede de sig den eksklusive gruppe, der finder det mest bekvemt at søge ly i skyggen af vores nye offentlighedslov? Jeg har ikke svarene, men jeg håber at vi sammen kan stille spørgsmålene.

På topmødet lovede både Margrethe Vestager og Bjarne Corydon 12 milliarder til bedre service, men når man gik dem på klingen så var det forskellige steder de ville sende dem hen. Bjarne ønskede de gamle fik det bedre, og Margrethe ville højne det nære sundhedsvæsen. Og nej, ingen af dem forestillede sig at nogle af milliarderne skulle tilflyde den nationale skamplet, der er behandlingen af vores samfunds psykisk syge.

Jeg vil gerne stille mig i front for at kommunal politik ikke bliver som landspolitik - at vi kan stille alle spørgsmålene, at vi er tæt på borgerne og i samspil laver løsninger.
Vil du være med?