2.2 milliarder til psykiatrien

Min søster kæmpede med sin psykiske lidelse, sin spiseforstyrrelse i årevis, og blev mødt med manglende viden og masser af skyld og skam. Som pårørende har jeg aldrig været inddraget i behandlingsforløbet, og har aldrig fået lov til at bidrage med min forståelse af min søster. Vi fik efterhånden en mistanke om en ubehandlet Asperger, men da vi bragte den mistanke ind, blev den hånet. Vi kontaktede Kirsten Callesen, som har stort kendskab til højtbegavede kvinder med autisme - hun ville tale med Astrid efter nytår.

Vi nåede aldrig så langt, lægen mente det var et fejlspor, og sagde hun bare lige skulle vente lidt, så ville det blive bedre. Det gjorde det ikke. Astrid tog sit eget liv, imellem jul og nytår for 5 år siden. Hun efterlod sig en datter på 3, en vidunderlig mand, en far, kollegaer og en meget meget ulykkelig søster.

Derfor er det også med personligt engagement, at jeg er overordentligt tilfreds og stolt over den nye aftale der er landet en aftale omkring psykiatrien. 2,2 milliarder kroner kommer der til mere personale, nedbringelse af ventelister og opkvalificering af personalet.

Jeg ville have foretrukket at psykiatrien var kommet på finansloven, og at pengene ikke blev tilført fordi folketinget fandt en pose med penge bagerste i skabet, men fordi det var en klar prioritering. Men i betragtning af den sørgelige tilstand psykiatrien befinder sig i, tager jeg imod "cigarkassemilliarderne" med kyshånd.

Alene for mennesker med ADHD, autisme og psykisk sårbarhed som OCD og spiseforstyrrelser får denne aftale en afgørende betydning.
Vi behøver mere viden og forskning på psykiatriområdet, så vi kan undgå at det går andre som det gjorde for Astrid.

Du kan læse mere her på Børsen eller hos på Politiken

2. april FNs internationale autismedag

Jeg kender et menneske med autisme. Faktisk kender jeg en del. Fantastiske, skønne, vidunderlige mennesker. Mennesker med ressourcer, mennesker med  større udfordringer end os andre.
Tirsdag den 2. april er det FNs internationale autismedag. En dag som skal råbe os op og give  eftertanker.

Jeg er blevet spurgt om jeg vil tale på rådhuspladsen i Aarhus. Og det vil være mig en ære. En ære at få lov til at tale for mit elskede tantebarn Michael, for min kære veninde Thea, mine elever og forældre på Langagerskolen, min sparringspartner og partifælle Runa, og hende der hele tiden holder mig på tæerne Marianne.

Der er kæmpe vanskeligheder med at forstå det handicap som autisme er. Det er svært for forældre, for bedsteforældre, for lærerne, pædagogerne og sidst, men sandelig ikke mindst, for socialrådgivere rundt omkring i det ganske land. Det er også vanskeligt for UUvejlederne - for hvordan kan man både være yderst intelligent, og alligevel have så pokkers svært ved at organisere og planlægge at alene det at gå i bad og få rent tøj på er svært, for i hvilken rækkefølge skal det være?

Jeg synes også det er svært, og det er desværre alt for tit at jeg kommer til at lægge en neuro-typisk (som mennesker med autisme, kalder os uden deres vanskelighed) vinkel indover. Jeg tænker at når det stadig, efter 17 år med autisme, både som job, vennekreds og familie, er svært for mig. Hvor svært må det ikke være, for dem der kun sporadisk kommer i kontakt med et menneske med ASF?

Jeg vil kæmpe for at tilgangen bliver nemmere, at overgangene imellem daginstitution og skole, imellem skole og ungdomsuddannelse bliver lettere. Jeg mener, at alle mennesker har noget at bidrage med her, i vores verden. Også selvom det unægteligt ser noget anderledes ud pt. Jeg vil altid insistere på at mennesker med særlige behov, også har ret til deres plads i livet - og jeg vil påstå at det princip, beriger vores samfund, og tjener til at at vi andre også får et bedre liv. Det ved jeg ihvertfald fra mig selv.

Jeg er vild med autisme - selvom det kan være udfordrende.

Du kan læse mere om autisme her:
Landsforeningen for Autisme
En pige med Aspergers syndrom
Anja Pørksen, hende som dagligt lærer mig enormt om at leve med autisme