Når man stikker næsen frem

Jeg er Socialdemokrat, og som sådan, dybt involveret i hvordan fremtiden formes for alle mennesker i Aarhus Kommune. Jeg har meninger, jeg har mange meninger, og jeg står gerne på mål for hver eneste.
Så selvfølgelig skal jeg kunne klare nogle høvl, når jeg stikker næsen frem. Men ind i mellem kan jeg nu godt tænke - hvor mange høvl er egentlig rimelige?

Jeg har gode bekendtskaber med forskellige former for handicaps og psykiske lidelser, som på deres enten meget stille facon eller på en noget larmende måde stiller op for sig selv og andre.
Det er mennesker der med sjælden ærlighed sætter sig selv forrest, og bruger deres identitet som eksempel. For mig er det på grænsen til nemt, at stille mig ved siden af og forsvare dem som har behov - det er noget ganske andet, at stille mig selv forrest, og bruge mit eget eksempel.
Det var jeg ikke helt klar over, før denne uge.

Jeg ved ikke om jeg har fået skrevet det på bloggen - men jeg er ordblind - meget ordblind. Mine sætningskonstruktioner er ofte forkerte, og jeg skriver gerne sådan som ordene lyder. Jeg har også dage, hvor jeg helst ikke skriver noget, fordi bogstaverne bliver ved med at bytte plads. Men i mit arbejdsliv, og i mit byrådsarbejde, kan jeg ikke altid bestemme selv. Som regel, får jeg læst korrektur på det jeg skriver, men men mine vanskeligheder med det skriftlige har gjort, at jeg stadig føler frustration over, at jeg ikke bare kan skrive korrekt dansk.

Hvorfor fortæller jeg det nu? Jo, i denne uge blev en af mine facebook opdateringer screensavet og lagt på en politisk modstanders profil - sammen med en hånende tekst. Personen havde ikke mod og mandshjerte nok til at skrive sin mening på min egen væg - han slettede sin bemærkning, så hverken jeg eller mine venner kunne se den.

Hans kommentar gik på mit danske, hvordan jeg formulere mig. Kommentaren blev vel modtaget, for hans partikammerater og meningsfæller gjorde sig efterfølgende morsomme på min bekostning. Det ramte mig - ikke fordi vi var politisk uenige - men fordi de angreb mennesket Camilla Fabricius, angreb den fundamentale svaghed, der altid har hæmmet mig, og som stadig får mig til at føle mig utilstrækkelig.Jeg blev oprigtig ked af det, og var inderligt glad for at andre forsvarede mig.

Tænk hvis vi debatterede på et anstændigt niveau, uden hårdt at angribe mennesket bag politikken, uden at nedgøre hinandens fejl og mangler. Tænk hvis vi kunne se på vores uenigheder med respekt - og tog debatten derfra. Ville det ikke være bedre?

Offentlighedsloven og traktorsporene i Skatteministeriet

Den 11. april gik min partifælle justitsminister Morten Bødskov i åbent samråd om den nye offentlighedslov. Som I ganske godt ved, så er jeg Socialdemokrat med hud og hår. Det har jeg været siden jeg som barn af Schlüters fattigfirsere, mødte ungdomsarbejdsløsheden i 90’erne, hvor Nyrups reformer skabte grundlag for en fremtid. Det spinkle håb og oplevelsen af, i fællesskab at forbedre samfundet, har præget mig dybt.

Jeg har besluttet at tage helt og aldeles afstand fra den kommende offentlighedslov, i dens nuværende form. Der er ikke brug for mere lukkethed i Christiansborgs korridorer, tværtimod! Tidligere skatteminister, Venstres Troels Lund Poulsens hovedrolle i skattesagen, illustrerer jo lige netop at et ministeriums ressourcer kan misbruges. Imod det uvæsen er gennemskuelighed den bedste medicin.

Jeg har alligevel lyst til at tage 4-toget til staden og troppe op på justitsministerens kontor og råbe ham ind i hovedet. Jeg fatter det ikke. Jeg kender Morten Bødskov som en både fornuftig og forstandig mand. Så jeg forstår det ikke. Sidder resterne af den borgerlige-liberale regerings ånd stadig i murene og hvisker ministeren i ørerne som en anden djinni? "Du ønsker frirum, du ønsker lukkethed - nationen vil være bedre tjent med at befolkningen holdes i uvidenhed - regeringen vil få det nemt..."

Nej.

Efter min mening er en af Socialdemokraternes styrker, at kunne være undersøgende, og turde udforske mulige retninger at vælge. I den proces demonstrerer vi Socialdemokrater gang på gang kraften i vores ønske om, at ville forbedre vores samfund. De ambitioner rummer dog altid en risiko for at være forkerte, og når det sker, er det også en af Socialdemokraternes styrker at turde skifte mening. Som parti bærer vi evnen og viljen til at reformere, i os selv.

Det skærer mig i hjertet at se så mange fornuftige og behjertede politikere, der ellers ikke plejer at savne meninger, blive så påfaldende stille.  Jeg tror jo det er fordi de godt ved, at de skal til at skrive under på noget, der decideret kun tjener deres egne interesser. Til dem siger jeg: "godt jeg ikke er jer! Når tinget vedtager den nye offentlighedslov, påtager i jer medansvar for alle skandaler der vil komme. Jeres apatiske tavshed er accept. Om et par år, når den næste Troels Lund Poulsen står og affyrer indlysende usandheder for hele familien Danmark, bør i gå ud på badeværelset og bruge et minuts tid på at se jer selv i øjnene. Derude kan i så mindes dengang i kunne have gjort noget, men lod være."
 
Jeg opfordrer også alle der ønsker at beskytte Danmarks demokrati til at besøge internetsiden www.skrivunder.net-nej til ny offenlighedslov. Her vil du selv kunne læse om den nye lovs konsekvenser for samfundets muligheder for indsigt i folketingets beslutningsprocesser, og hvis du syntes at det lyder som en ret dårlig handel for demokratiet, så kan du sammen med os andre sige: "Nej tak Morten."