Ambassadør for Bedre Psykiatri

Jeg har gemt trangen til at skrive dette blogindlæg, til en skøn dag med overskud. En dag hvor solen skinner, og man kan kigge både frem - og tilbage.
Den dag er i dag. Efterårsvejret viser sig fra en varm og smuk side, og mine geoginer står stadig smukt i haven.

Jeg er blevet spurgt om jeg vil være ambassadør for Bedre Psykiatri. Jeg blev rørt og stolt. Vi har nemlig brug for at der sættes fokus på det at være et menneske der lider af en psykisk sygdom, og det at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom.

Vi kender alle nogen som "er gået ned med stress", der har fået en arbejdsrelateret depression, eller været ude af balance i en periode. Senest har Mick Øgendal været på forsiden af BT, for sin indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Jeg skal ikke gøre mig klog på BT´s journalistik, og jeg ved ikke hvordan Mick har det med at få de vilkår han lever sit liv under, forklaret på en måde, så de interesserer en læser af en sensationsavis. Men jeg er glad for at vi er begyndt åbent at tale om angst, depressioner og stress. Nu mangler vi at tage skridtet videre, og tale om bipolare lidelser, skizofreni, personlighedsforstyrrelser som almindelige menneskelige diagnoser som der skal forskes i, tales om og drøftes. For det er muligt at leve et godt liv med sin sygdom, det behøver ikke være en livstidsdom i ulykke. 

Jo mere jeg har åbnet for min egen historie, min egen fortælling, om min søster der tog sit eget liv i en misforstået tro på at det ville være bedre end at være til, desto mere får jeg igen.
Smerte bliver ikke mindre - men den bliver nemmere at bære på.

Jeg glæder mig til at dele mine oplevelser med jer. Tak til Lisalykke og Kristian og Lise! I tror på mig.
Sammen skal vi løfte det at være pårørende til mennesker med en psykisk lidelse.

Du kan læse mere om min fortælling her:
Psykisk sygdom - også i min familie.

Mettes Bullseye

Bloggen har stået noget stille, både fordi jeg har haft hovedet i en række andre gøremål og fordi jeg har haft behov for en skrive-pause.

Jeg er blevet endnu mere optaget af hvordan vi sammen kan skabe gode forhold for mennesker med forskellige udfordringer. Hvordan er det at et arbejdsmarked skal skrues sammen, så vi ikke kun sikrer aktivitet, pension og livsværdi - men også skaber reelle jobmuligheder og reel lighed.

Det er bestemt ingen hemmelighed, at jeg ofte kan synes at virkeligheden for mennesker med særlige behov, kan være alt for bøvlet.

Til gengæld er jeg overbevist om, at hele ideen med mentorforløb og ressourceforløb er rigtig. For det giver kommunerne en mulighed for at iværksætte de tiltag der er nødvendige, når man befinder sig i arbejdsmarkedets grænseland.

Der er blevet lavet en miniflex- ordning, så også dem der kun kan arbejde lidt, også kan få en arbejdsidentitet, med selvværd og selvstændighed til følge. Jeg har en tidligere studieveninde - hun er rasende godt begavet og har bragende ADHD - desværre var hendes kommune alt for lang tid om at spotte og reagere på hendes udfordringer, og i dag slås hun ikke bare med sin manglende evne til at organisere og koncentrere sig, men også angst og depressioner.
Hun er et dejligt menneske, hun har mand og børn og udefra set et liv som os andre. Hun har nu fået tilkendt flexjob, og skal nu undersøge om det er muligt for hende, igen at bidrage til samfundet. Jeg hepper på hende, og alle som hende.

Ideen er god - jeg håber det lykkes.
Tak Mette Frederiksen, for redskaber som mentorer og ressourceforløb, lad os nu håbe at kommunerne så bruger dem.

2.2 milliarder til psykiatrien

Min søster kæmpede med sin psykiske lidelse, sin spiseforstyrrelse i årevis, og blev mødt med manglende viden og masser af skyld og skam. Som pårørende har jeg aldrig været inddraget i behandlingsforløbet, og har aldrig fået lov til at bidrage med min forståelse af min søster. Vi fik efterhånden en mistanke om en ubehandlet Asperger, men da vi bragte den mistanke ind, blev den hånet. Vi kontaktede Kirsten Callesen, som har stort kendskab til højtbegavede kvinder med autisme - hun ville tale med Astrid efter nytår.

Vi nåede aldrig så langt, lægen mente det var et fejlspor, og sagde hun bare lige skulle vente lidt, så ville det blive bedre. Det gjorde det ikke. Astrid tog sit eget liv, imellem jul og nytår for 5 år siden. Hun efterlod sig en datter på 3, en vidunderlig mand, en far, kollegaer og en meget meget ulykkelig søster.

Derfor er det også med personligt engagement, at jeg er overordentligt tilfreds og stolt over den nye aftale der er landet en aftale omkring psykiatrien. 2,2 milliarder kroner kommer der til mere personale, nedbringelse af ventelister og opkvalificering af personalet.

Jeg ville have foretrukket at psykiatrien var kommet på finansloven, og at pengene ikke blev tilført fordi folketinget fandt en pose med penge bagerste i skabet, men fordi det var en klar prioritering. Men i betragtning af den sørgelige tilstand psykiatrien befinder sig i, tager jeg imod "cigarkassemilliarderne" med kyshånd.

Alene for mennesker med ADHD, autisme og psykisk sårbarhed som OCD og spiseforstyrrelser får denne aftale en afgørende betydning.
Vi behøver mere viden og forskning på psykiatriområdet, så vi kan undgå at det går andre som det gjorde for Astrid.

Du kan læse mere her på Børsen eller hos på Politiken

Debat om medicin eller ej - den 17. ADHD konference på Nyborg Strand

Festugen i Aarhus er ved at slutte, med vejret i top og Århus Stiftstidende sædvanlige kritiske tilgang. Jeg nåede ikke så meget andet end FOODfestivalen (som du kan læse om her på min madblog), fordi jeg med mit job, havde fået lov til at komme på den årlige ADHD konference.

Jeg kender en mand med bragende ADHD. Som han beskriver det selv, er han 100% invalideret af ADHD. Han er en fantastisk mand. Knaldhamrende klog, omsig, pisse irriterende og har siden sin ungdom skubbet alt og alle fra sig - nu er han diagonstiseret med ADHD. Med medicin kan Rasmus læse til journalist, have et job, skrive bøger og holde kontakten til sin kammerat helt ovree i Aarhus.

Som du måske kan ane, så havde også denne konference fokus på medicinering. Vi fik meget meget fint besøg Dr. Russell Barkley, (som du kan ane på skærmen til venstre) gæstede konferencen. Dr. Barkley er mister ADHD, han har arbejdet med forskning og beskrivelser af ADHD i en menneskealder. Det er ham som har beskrevet, hvor vanskeligt mennesker med ADHD, har det med de eksekutive funktioner,  som evnen til organisere og planlægge - og evnen til at være vedholdende. Det har ham som har sat fokus på HVOR vigtigt det er at medicinere.

Jeg kan i mit arbejde kun sætte en fed streg under enigheden med Dr. Barkley. Vi ved at der kan være bivirkninger, som manglende sult, sløvhed og en oplevet ændring i personligheden ved medicin. Omvendt er dette "bivirkningerne" ved ikke at tage centralstimulerende medicin:

Jeg synes egentlig at det taler for sig selv. Men ellers kan du læse mere her på Dr. Barkleys egen website ADHDLectures.com

Vild med ADHD!

På min væg på Facebook skrev jeg tidligere på ugen: "Hvis du ikke vidste det - så er jeg vild med ADHD og autisme-...." Reaktionen kom heldigvis promte - det har du været meget tydelig om Camilla!

Jeg har været på lejr - en uge sammen med 9 børn og unge mennesker med ADHD og autisme, og et hold af fantasiske kollegaer og frivillige.

Hver morgen blev jeg mødt med fantastiske smil og den umiddelbarhed jeg bare elsker. Da jeg var helt ung og startede på Langagerskolen, stod der i bøgerne at mennesker med autisme ikke havde brug for og ikke ville omsorg, eller små ting som et kram. Jeg kan ligeså godt sige at det er løgn. Et hårdt ord - men meget sandt, autister har også behov for omsorg. Det skal "bare" være på den enkeltes primisser, og nogle forstår Ipad som omsorg, andre forstår timers samtale om de vanskeligheder de er født med.

Jeg mødte to unge mænd med ADHD, 2 seje 16 årige drenge som i deres umiddelbare utryghed, let  kunne virke provokerende og smarte. Det var, som det altid viser sig, vidunderlige drenge der elskede at mosle, turene i svømmehal, popcorn over bålet og de timelange mountainbike ture.

Jeg elsker mit job. Særligt når jeg får mulighed for at tilbringe en uge med så skønne unge mennesker, at snakke og forklare og høre hvordan ADHD tegner sig for dem. Jeg er en stor beundre af Heimdals leder Ruth, som brænder for at kommunikere for og med autister og ADHD ramte. Den unge mand spurgte, og jeg fortalte om Ruth og om Heimdal, og om at vide hvad ADHD er. Der var tavst længe, og så sagde han de klogeste ord som jeg har hørt længe, indenfor min verden:
"hvordan kan hun vide hvad ADHD er, når hun ikke har det selv?"

Jeg er vild med ADHD.

Når man skrælder sejheden af, lader afvisningen ligge, og tilsætter mængder af tid, omsorg, og viden, så får man uvurderlige stunder med nærvær og samspil.
Tak til alle mine skønne kollegaer! I er for seje - og tak til alle jer forældre som turde efterlade jeres børn og unge mennesker i hænderne på en flok pædagoger og lærere. Og allermest tak til jer unge. Fordi I gav jer hen, fordi I lod jer møde, fordi I gav mig muligheden for at få den bedste uge hidtil, i min sommerferie.

God sommer - og husk, når I møder et mennesker med ASF og ADHD - giv tid.

FAKTA:
Sommercampen er et nyopstartet samarbejde mellem min skole Langagerskolen og Heimdal. Heimdal er en døgninstitution for børn og unge med autisme og ADHD. Der er rigtig mange børn og unge som står på venteliste. Derfor har socialforvaltningen bedt Heimdal om at lave aflastningsweekender og sommercamp. Heimdal og Langagerskolen arbejder med en ny arbejdsform Experiential Learning - Outdoor. Baseret på Conmotos og Duwees ideer om "learning by doing"

Psykisk sygdom - også i min familie

Vidste du at skizofreni kan helbredes? At der nu peges på at hver treide individ med ADHD, er en kvinde? At der langt fra forskes ligeså meget i psykiske sygdomme, som i de fysiske?

Prøv at tænk over det tabu som psykisk sygdom er, om det er borderline, autisme, bi-polar/maniodepression eller posttraumatisk stress - prøv at se din egen familie i øjnene - hvor mange er blevet berørt af psykiske lidelser?

Hvorfor spørger jeg overhovedet om det? Fordi jeg øver mig i at "at springe ud af skabet". Min søster Astrid, led i hele sit ungdoms og voksen liv af anorexi, fra hun ca 10 år, til hun tog sit eget liv for 3 år siden. Min søster var et vidunderligt menneske, klog, smuk og havde en fantastisk mand og fik senere en vidunderlig datter. Hun var konsulent først i KL og senere i HK. Hun havde hjertet på rette sted og kæmpede for at give lavtlønsgrupper en sikker identitet, samtidig med at hun selv kæmpede med sine egne enorme udfordringer.

En af mine helt vidunderlige veninder fik stress, gik helt ned med flaget, og mistede efterfølgende sit arbejde. Hun kæmper nu med at finde et nyt ståsted, hvor der er plads til hende. Hun vender aldrig tilbage til det pædagogiske arbejde, til trods for at hun nok er den bedste pædagog jeg nogensinde har mødt.

Det er nødvendigt at psykiske lidelser bliver placeret permanent på finansloven, det er vigtigt at psykiske lidelser bliver prioriteret højere i Aarhus kommunes økonomi. Forskning i helbredelse af psykisk sygdom, og forbedring af livsvilkårene for mennesker med varige psykiske skader skal simpelthen opprioriteres i Danmark. Viden og forståelse er nøglen..

Vi har, når vi ser os om, mennesker i vores nærhed med et sårbart og måske også stridbart sind. Vi kender, enten i vores børns klasse eller i vores egen familie, mennesker med en psykisk lidelse. Måske har vi det selv? Og alligevel er psykiske lidelser et tabu. Det kan jeg simpelthen ikke holde ud.

læs evt mere her hos De9 som er pårørende forening for mennesker med psykiatriske lidelser.

ADHD - og arbejdsmarked

Jeg har været til en skøn konference i dag. Jeg har været til en konference som arbejdsmarkedcenter Syd havde lavet omkring hvordan man får unge mennesker i job og uddannelse. Projektet her "i job med ADHD" og bevægede sig under temaerne for diagnostisk udredning, medicinsk behandling, socialtræning, coaching og mentor - alt sammen for at sikre at unge mennesker med ADHD enten kom i job eller uddannelse og det vel at mærke også unge som var ret udsatte med misbrug og kriminalitet.

Det var engagerede og involverede medarbejdere. Mennesker som Aarhus kommune kan være rigtig stolte af, og som gør en forskel. Og jeg er også rigtig stolt. For dette projekt var noget som flytter noget - som virker.
Vi kan lære noget af at en tæt opfølgning af de unge, og hurtigt reagere på når de har problemer med deres job eller uddannelse. Det har gjort at rigtig mange af dem har fastholdt tilknytningen til arbejdsmarked.

Det som også siger noget, synes jeg, er at der kunne være 100 til konferencen, og det var hvad AMC syd havde regnet med - men der kom 140 og der var flere som måtte gå forgæves. ADHD er en varig lidelse, som kræver den rette tilgang og den rette medicinering. Vi har brug for mere viden omkring ADHD, og dette er et skridt på vejen.

Jeg kunne så også ønske, at dette blev fast forankret - og vi lavede et med autisme også...
Skulle du have lyst til at vide mere om ADHD - så tjek ADHD foreningen

en tom morgen

Jeg har startet mange gange på denne morgens blog. Det er ligesom den ikke rigtigt kan tage form. For der er så meget man kan skrive, her midt i valgkampen, og alligevel synes jeg at der er sagt og skrevet så meget - og alligevel ikke rigtigt noget.

Gammeldags vælgermøder
Tonen har ikke været specielt hård, nærmere ligegyldig, ingen går ligesom ned i substansen. Jeg savner næsten de timelange gammeldags vælgermøder i støvede skolehaller, med en toastmaster og spørgsmål fra salen. Debatter hvor man gik i kødet på hinanden, følte hinanden på tænderne og talte med, og til borgerne. Stedet hvor man fik syn for sagen, og fandt ud hvad den enkelte stod for.

ADHD konference
Midt i en travl valgkampstid, tog jeg med min skole på ADHD konference i Nyborg. Temaet var inklusion i folkeskolen, et emne som er centralt, både politisk og fagligt.Derudover kom vi også ind i debatten om medicin vs. pædagogik. Selvom vi ved at medicin i høj grad hjælper mennesker med ADHD hjælp, så vender vi konstant tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vi skal medicinere eller ej. For modstandere af medicinering, fremstilles det ofte som mistænkeligt, at det særligt er skolerne der er fortaler for medicinering.
Folkeskolen som konstruktion, vil altid gøre en ADHD-elevs koncentrationsvanskeligheder og udfordringer med det sociale samvær,tydeligere. Mellem familien, den sociale kontekst og skolen, er skolen den instans, der har de bedste forudsætninger for at identificere problemer, og derfor er det ofte dem der anbefaler medicin. Jeg ville ønske at debatten flyttede sig lidt. Måske vi i stedet kunne tale om kvaliteterne ved vanskelighederne, om hvordan det at være anderledes bidrager til nytænkning i vores samfund.

Mangfoldighed
Jeg har arbejdet meget med mangfoldighed i mange sammenhænge, og har haft min del af "øv-oplevelser". Vi burde da kunne finde ud af at inkludere mennesker, i stedet for hele tiden at støde dem fra os. Vi identificerer hele tiden små grupper, og konstaterer at de ikke er helt som os andre. Vi laver særlige krav til dem, særlige ordninger, uden at forholde os til denne gruppes konkrete virkelighed og kapacitet. Skulle vi ikke hellere overveje hvordan vi alle får en mulighed for at bidrage.

Æbler og vandboringer
På Torvet var jeg ude at dele roser ud med Nicolai Wammen, det var en skøn formiddag, en af dem der har været for få af denne sommer. Jeg faldt i snak med "naboen" til vores stand, den lokale æbleavler, vi fik os en god snak om sprøjtning og grundvandsbeskyttelse. Han forklarede at en hvis grad af sprøjtning var nødvendig, hvis også små abildgårde skal overleve. Han fortalte at de sprøjtemidler som de bruger, hverken forurener grundvandet eller æblerne.
Han kaldte de 300 meters afstand til en grundvandsboring for tom signalpolitik, og slet ikke undersøgt grundigt nok. Jeg ved det ikke, mit første instinkt er at være imod al sprøjtning. Som udgangspunkt kan jeg godt leve med en orm i mit æble, hvis det gør at jeg kan slippe for al den kemi. Men hvad nu hvis æblemanden har fat i noget? Når jeg får tid vil jeg forsøge at sætte mig mere ind i fakta, så jeg kan tage stilling på et mere oplyst grundlag.