Viser opslag med etiketten psykisk sygdom. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten psykisk sygdom. Vis alle opslag

søndag den 2. november 2014

Ambassadør for Bedre Psykiatri

Jeg har gemt trangen til at skrive dette blogindlæg, til en skøn dag med overskud. En dag hvor solen skinner, og man kan kigge både frem - og tilbage.
Den dag er i dag. Efterårsvejret viser sig fra en varm og smuk side, og mine geoginer står stadig smukt i haven.

Jeg er blevet spurgt om jeg vil være ambassadør for Bedre Psykiatri. Jeg blev rørt og stolt. Vi har nemlig brug for at der sættes fokus på det at være et menneske der lider af en psykisk sygdom, og det at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom.

Vi kender alle nogen som "er gået ned med stress", der har fået en arbejdsrelateret depression, eller været ude af balance i en periode. Senest har Mick Øgendal været på forsiden af BT, for sin indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Jeg skal ikke gøre mig klog på BT´s journalistik, og jeg ved ikke hvordan Mick har det med at få de vilkår han lever sit liv under, forklaret på en måde, så de interesserer en læser af en sensationsavis. Men jeg er glad for at vi er begyndt åbent at tale om angst, depressioner og stress. Nu mangler vi at tage skridtet videre, og tale om bipolare lidelser, skizofreni, personlighedsforstyrrelser som almindelige menneskelige diagnoser som der skal forskes i, tales om og drøftes. For det er muligt at leve et godt liv med sin sygdom, det behøver ikke være en livstidsdom i ulykke. 

Jo mere jeg har åbnet for min egen historie, min egen fortælling, om min søster der tog sit eget liv i en misforstået tro på at det ville være bedre end at være til, desto mere får jeg igen.
Smerte bliver ikke mindre - men den bliver nemmere at bære på.

Jeg glæder mig til at dele mine oplevelser med jer. Tak til Lisalykke og Kristian og Lise! I tror på mig.
Sammen skal vi løfte det at være pårørende til mennesker med en psykisk lidelse.

Du kan læse mere om min fortælling her:
Psykisk sygdom - også i min familie.

søndag den 12. oktober 2014

Når man stikker næsen frem

Jeg er Socialdemokrat, og som sådan, dybt involveret i hvordan fremtiden formes for alle mennesker i Aarhus Kommune. Jeg har meninger, jeg har mange meninger, og jeg står gerne på mål for hver eneste.
Så selvfølgelig skal jeg kunne klare nogle høvl, når jeg stikker næsen frem. Men ind i mellem kan jeg nu godt tænke - hvor mange høvl er egentlig rimelige?

Jeg har gode bekendtskaber med forskellige former for handicaps og psykiske lidelser, som på deres enten meget stille facon eller på en noget larmende måde stiller op for sig selv og andre.
Det er mennesker der med sjælden ærlighed sætter sig selv forrest, og bruger deres identitet som eksempel. For mig er det på grænsen til nemt, at stille mig ved siden af og forsvare dem som har behov - det er noget ganske andet, at stille mig selv forrest, og bruge mit eget eksempel.
Det var jeg ikke helt klar over, før denne uge.

Jeg ved ikke om jeg har fået skrevet det på bloggen - men jeg er ordblind - meget ordblind. Mine sætningskonstruktioner er ofte forkerte, og jeg skriver gerne sådan som ordene lyder. Jeg har også dage, hvor jeg helst ikke skriver noget, fordi bogstaverne bliver ved med at bytte plads. Men i mit arbejdsliv, og i mit byrådsarbejde, kan jeg ikke altid bestemme selv. Som regel, får jeg læst korrektur på det jeg skriver, men men mine vanskeligheder med det skriftlige har gjort, at jeg stadig føler frustration over, at jeg ikke bare kan skrive korrekt dansk.

Hvorfor fortæller jeg det nu? Jo, i denne uge blev en af mine facebook opdateringer screensavet og lagt på en politisk modstanders profil - sammen med en hånende tekst. Personen havde ikke mod og mandshjerte nok til at skrive sin mening på min egen væg - han slettede sin bemærkning, så hverken jeg eller mine venner kunne se den.

Hans kommentar gik på mit danske, hvordan jeg formulere mig. Kommentaren blev vel modtaget, for hans partikammerater og meningsfæller gjorde sig efterfølgende morsomme på min bekostning. Det ramte mig - ikke fordi vi var politisk uenige - men fordi de angreb mennesket Camilla Fabricius, angreb den fundamentale svaghed, der altid har hæmmet mig, og som stadig får mig til at føle mig utilstrækkelig.Jeg blev oprigtig ked af det, og var inderligt glad for at andre forsvarede mig.

Tænk hvis vi debatterede på et anstændigt niveau, uden hårdt at angribe mennesket bag politikken, uden at nedgøre hinandens fejl og mangler. Tænk hvis vi kunne se på vores uenigheder med respekt - og tog debatten derfra. Ville det ikke være bedre?

søndag den 17. marts 2013

Psykisk sygdom - også i min familie


Vidste du at skizofreni kan helbredes? At der nu peges på at hver treide individ med ADHD, er en kvinde? At der langt fra forskes ligeså meget i psykiske sygdomme, som i de fysiske?

Prøv at tænk over det tabu som psykisk sygdom er, om det er borderline, autisme, bi-polar/maniodepression eller posttraumatisk stress - prøv at se din egen familie i øjnene - hvor mange er blevet berørt af psykiske lidelser?

Hvorfor spørger jeg overhovedet om det? Fordi jeg øver mig i at "at springe ud af skabet". Min søster Astrid, led i hele sit ungdoms og voksen liv af anorexi, fra hun ca 10 år, til hun tog sit eget liv for 3 år siden. Min søster var et vidunderligt menneske, klog, smuk og havde en fantastisk mand og fik senere en vidunderlig datter. Hun var konsulent først i KL og senere i HK. Hun havde hjertet på rette sted og kæmpede for at give lavtlønsgrupper en sikker identitet, samtidig med at hun selv kæmpede med sine egne enorme udfordringer.

En af mine helt vidunderlige veninder fik stress, gik helt ned med flaget, og mistede efterfølgende sit arbejde. Hun kæmper nu med at finde et nyt ståsted, hvor der er plads til hende. Hun vender aldrig tilbage til det pædagogiske arbejde, til trods for at hun nok er den bedste pædagog jeg nogensinde har mødt.

Det er nødvendigt at psykiske lidelser bliver placeret permanent på finansloven, det er vigtigt at psykiske lidelser bliver prioriteret højere i Aarhus kommunes økonomi. Forskning i helbredelse af psykisk sygdom, og forbedring af livsvilkårene for mennesker med varige psykiske skader skal simpelthen opprioriteres i Danmark. Viden og forståelse er nøglen..

Vi har, når vi ser os om, mennesker i vores nærhed med et sårbart og måske også stridbart sind. Vi kender, enten i vores børns klasse eller i vores egen familie, mennesker med en psykisk lidelse. Måske har vi det selv? Og alligevel er psykiske lidelser et tabu. Det kan jeg simpelthen ikke holde ud.

læs evt mere her hos De9 som er pårørende forening for mennesker med psykiatriske lidelser.

søndag den 21. oktober 2012

vi ved for lidt om psykiske sygdomme og skrøbelige sind


Vi har alt for lidt viden om psykisk sygdom. Vi agerer på meninger, på formodninger og på oldgamle postulater. Vi har smadret den psykiatriske sektor så grundigt, at alt for få unge læger ønsker at tage praksis inden for psykiatrien.

Vi ved at stress og depressioner kan skabe varige skader på hjernen, og flere af os har måske venner eller familiemedlemmer som bukker under for lang tids stress. Men vi ved stadig alt for lidt, og forskningen indenfor området er stadig utilstrækkelig.

Jeg tager hatten af for TV2, der afsætter tid til at sætte fokus på cancer. Min egen familie har været hårdt ramt af denne ondskabsfulde og hæslige sygdom. Ligesom min sensei nu har levet i snart 8 år med en livstruende knoglekræft, vi alle ved han ikke overlever. Så min pointe er ikke, at den ene sygdom, "udkonkurrerer" den anden.
Men det er nu engang ikke særligt "sexet" at have skizofreni, eller at være kronisk depressiv, eller at have en spiseforstyrrelse. Vi, den almindelige befolkning, ved ikke om det er arveligt. Eller om det kan helbredes, eller hvordan vi som venner, familie, kollega eller nabo, kan hjælpe til med at håndtere en psykisk sygdom.

Min pointe er at vores behandlingssystem er blevet så fragmenteret, at vi ikke længere har overblik. At vi har rettet forskningen og behandling ind i snævre spor, dikteret af diverse akut-pakker. Hvad nu hvis virkeligheden, ligger imellem sporene? Vi ved fra virksomheder og historien, at ny viden ofte kommer af styrede uheld. Uheld er der i hvert fald rigeligt af i psykiatrien i dag.

Jeg ville ønske at vi snart kunne sætte et reelt fokus på psykiatriske lidelser, så det holder op med at være pinligt at tale om. Det skal ikke længere være tabu, og som samfund bør vi prioritere det på samme vilkår som cancer - for der er flere som lever i skyggen end du lige ved.