Affald som resourse

Med 8. marts stadig i blodet, og med min seje minister Kirsten Brosbøl i radioen så er tanken om affald ikke så langt væk på en smuk solskinssøndag.

Tænk  hvis alt det vi er færdige med at bruge, kunne bruges igen, eller bruges til noget andet. Hvad om det handlede om byggeaffaldet fra renoveringer af huse, gamle skabe fra køkkener eller dit køkkenaffald kan blive til skøn kompost til at gøde dine roser eller din altankasse.

Hvad om den rest varme som løber tilbage fra din radiator kan bruges igen? Jeg er virkelig optaget af hvordan vi ikke længere ser affald som noget bøvl, men som en spændende ressource.

Til jul fik jeg de sødeste små træer af min kusine. De var lavet af gamle cykelslanger som hun havde fået fra sin lokale cykelhandler. Det er for mig et fremragende eksempel på hvordan vi kan bruge affald til nyt.

Jeg ved at det selvfølgelig ikke er nok. For det må op i helt store skalaer. Alt mad til biogas, alt overskudsvarme til andet, alt regnvand til brug for skyld, havevanding eller styrkelse af å-løb.

Hvad gør du hos dig? Er affald skidt og kanel? Eller guld og grønne skove?

Affaldstræ, brændeovne og partikeforurening

Knitrende ild, og den herlige varme der breder sig fra brændeovnen, katten der strækker sig og undersøgende ser sig om efter en plads tættere på. Det hyggelige, fornuftige og billige i det, jo jeg fik tidligt lært at lægge brænde på, for at holde ovnen gående.

Jeg er fra fattig-firserne, fra en tid hvor mit villaområde var fyldt med brændeovne, og indkørslerne fyldt med kævler og motorsave. Jeg havde endda en veninde, hvis familie brændte rigtig billigt træ, gamle paller, sække fyldt diverse træstumper, den slags. Det gjorde virkelig en forskel på varmeregningen under kartoffelkuren. Vi anede intet om partikelforurening, vi fyrede bare løs, og nød at regningen fra varmeselskabet ikke steg og steg.

I dag har vi en udfordring. For vi ved at når vi brænder det forkerte træ af, så bliver partikelforureningen helt vild, og partikelforureningen hænger sammen med udvikling af allergier, og forekomsten af kræfttilfælde. Nu ville jeg rigtig gerne kunne skrive, at vi selv kun brændte rigtigt træ af i firserne, men jeg ved det ikke og jeg husker det ikke. Men jeg ved at vi i dag bliver nødt til at forholde os til, at brugen af brændeovne har betydning for vores helbred.

Jeg har ingen brændeovn i dag. Men jeg har et bålsted, jeg har også stået med et stykke trykimprægneret træ i hånden og husket - ikke at smide det på ilden, men laver en bunke til genbrugsstationen.For partikelforureningen er voldsom, og en del af den stammer fra villaområder. Min forhåbning er at vi får lavet en aftale om afbrænding af rent træ, - og lader resten være. Så vil alle jer med brændeovn fortsat kunne få varmen, fra ovnen og af refusionen fra varmeselskabet.

Urban Gardening - en mulighed for både store og små

Vi behøver grønt omkring os, og inden i os. Vores natur behøver biodiversitet, altså insekter, amøber, biller, bier, svampesporer og meget andet godt, der hjælper os med at få nedbrudt grønt materiale og befrugter landmændenes og gartnernes afgrøder. Det gælder faktisk også i din egen have.

Urban Gardening ved Haral Jensens Plads
Lige nu er der en strømning der gør at vi laver små haver, hvor der er plads. Små grønne steder, hvor der kan gro en blomst eller en tomat. Det giver glæde når man cykler forbi Harald Jensens Plads, og der står en lille have i den grønne strimmel mellem cykelstien og den trafikkerede vej. Børn planter bønner i deres daginstitutioner, og holder kaniner, der er krydderurter ved sandkassen, og salat i altankasserne.

Du kan også gøre noget
Du kan også hjælpe med. Du behøver ikke at være så streng med ukrudtslugningen, smid benene op i hængekøjen i stedet, og lad dog bare den forbistrede skvalderkål blomstre. Den kan insekterne nemlig rigtig godt lide. Til efteråret kan du overveje at plante stauder som solsorte og pindsvin kan gemme sig i, hvor humlebien kan flyve fra blomst til blomst.

Hippi-fis - næ nej
Og det er ikke bare noget hippie-fis. Det virker faktisk. Vores haver og vores natur er blevet så friserede, så pæne, at vi langsomt, men sikkert er ved at miste den biodiversitet der er livsnødvendig for verden og dermed os mennesker. Det er en gravalvorlig problematik, der er brug for at vi alle tager stilling til. Der er brug for dig. Der er brug for din altankasse, din forhave, din villahave og din kolonihave. Vi har brug en hær af almindelige borgere som gør op med pænheden og drømmer om vilde grøftekanter, og engarealer der indbyder storken til at vende tilbage. Vi har brug for at Bauhaus og Silvan ikke kan sælge deres lorte RoundUp, uanset hvor billigt de laver skidtet.

Signe Wenneberg
Synes du at det er lidt svært at komme i gang, så læs Signes bog. Signe er megasej, hun kan få alt til at give mening og gøre det let samtidig med. Hun og mange biologer rundt om i verden, har fat i noget rigtigt. I min have gror alt vildt, mit æbletræ har så mange æbler i år, mine hestebønner skaber skjul for mine musvitter. Pyt med, at der er lidt græs og fuglegræs mellem rækkerne af salat. Hønsene luger mellem roserne, engang imellem tager de også noget der faktisk skulle være der, men de lever jeg med. Denne lidt afslappede tilgang til mit haveliv, gør det faktisk muligt er for mig at have en lille køkkenhave, også i de uger hvor arbejdsprogrammet strammer til. 

Sargfabric i Wien
Her er et par billeder fra et bofællesskab i Wien jeg var på besøgte i, da jeg var på studietur med Sundhed og Omsorgsudvalget. De havde taghaver med frugttræer og kolonihaver på taget. Der var tomater, bønner og krydderurter overalt på gangene. Vi har en del boligforeninger med lange betongange, som kunne udnyttes til planter. De ville være en fryd for øjet  - og for ganen.

Noget om forhaver og hvordan vi tager os ud

Har du tænkt over din forhave? Eller din nabos forhave? Når du går tur, fra dit hus, lejlighed, kollegieværelse eller kolonihave, er du så sådan en som mig, der ser sig om, ser de forhaver du passerer? Jeg elsker forhaver, og haver generelt. Men forhaver fortæller noget særligt om dem der bor der. Der er selvfølgelig dem uden et eneste lille stykke ukrudt. Så er der dem hvis ejere tydeligvis har givet helt op og lavet en parkeringsplads. Så er der dem, hvor man tænker at man skal bruge en machete bare for at nå frem til fordøren. Dem kan jeg virkelig godt lide, for der er tit noget ganske særligt derinde, som har fået lov til at passe sig selv, og så er det blevet gået hen og blevet utroligt flot med årene. Så er der skulpturfolket, en lille amor i forhaven? Måske et lille springvand.

Forhaver til debat

Jeg har set på dem, altså forhaverne, men jeg havde egentlig ikke tænkt det som et muligt blog indlæg, indtil at jeg læste en tråd på en anden blog jeg følger. I mit liv som leder og politiker er det vigtigt at have slappe af tid, lade op tid og tænke på noget helt andet tid. Det gør jeg med haven, og med karate og med at læse have og madblogs, både de mere damebladsagtige, og de mere forbrugerpolitiske. En af dem er en herlig østjysk blog som hedder Kunstner på Køkkenbordet. Hun havde skrevet et indlæg om forhaver, som refererede til en anden herlig blog Grøntsagspigen.

Nej til sten og fliseørkner
Det fik mig til at tænke på hvordan min egen så ud. Om det hele absolut skal være så perfekt, for det synes jeg jo faktisk ikke. Jeg bliver trist af de enorme flisebelagte gangarealer på en almindelig parcelhusgrund. Det er trist, og rigtig rigtig dårligt for vores kloaksystem, for regnvandet render direkte ned, og optages ikke af havens planter. Det er også skidt for havens mange dyr og insekter. De trives nemlig i kanter, skvalderkål og stauder.

I England slår de ikke deres kanter...
Vidste du at der flere steder i England ikke må slås græs til kanten? For det gør nemlig at pindsvinet mister sine gemmesteder, og fuglene de mange insekter der er at finde i kanterne. I Danmark holder vi af pindsvinet, og solsorten og blåmejsen. Vi fodrer generøst med den ene hånd og slår alt hvad der slås kan, med den anden. Vi støtter dette og hint for naturen og Afrika, for derefter at tage i Silvan og købe  Round-up og anden kemi der dræber havernes biodiversitet.

Mig selv, sagde hunden
Min forhave har det hele. Lidt fliser, stauder, en postkasse - ud til vejen, skvalderkål, tulipaner og daglijler. Den er ikke friseret, den er som mig selv, ikke så pæn som den kunne have været, men rigelig pæn til dette sted. Mine blåmejser elsker at bo i Marthas hjemmelavede fuglehus, og pindsvinet er der et sted - hvis ellers kattene og hønsene lader det være.
Tænk over hvordan din have skal være, og lad den være dig. Og tænk helst uden om alt det der beton, fliser og stabilgrus. Det er ok med ukrudt. Faktisk. Nyd haven, ellers flyt i lejlighed og brug byens mange parker - her er der (stadig...) folk som gør havearbejdet for dig.

Regeringens Klimaaftale

Havvindmølleparker, drop oliefyrene, grøn el, nedsættelse af energiforbruget, megasatsning på energirenovering af offentlige og private bygninger - så kom det længe ventede klimaoplæg.
Med Martin Lidegaard i spidsen er regeringen kommet med sit klimaudspil. Og jeg synes det tegner godt. Vi kommer til at betale for det forbrug vi har, og det vil tilskynde os til at tænke endnu mere over vores strøm og generelle energiforbrug. I Østjylland kunne vi se et indslag om hvordan Post Danmarks medarbejdere i Randers havde nedbragt virksomhedens elforbrug med 22%, ved bare at være personligt opmærksomme - det er da til at tage og føle på.

Min arbejdsplads´bidrag
Jeg tror på at vi alle kan, og bør tage en lille tørn. I den forbindelse tænker jeg på, hvordan vi på min skole i Viby kunne sætte samme dagsorden. Selvom vores tekniske leder er vildt god til miljøinitiativer som affaldssortering, grøn udsugning og varme, og der er installeret auto-tænd og sluk på skolens administrationsbygning. Kunne vi så på andre måder kunne vi så alligevel vinde mere, ved bare at være opmærksomme?

Energikonsulenter ?
Måske skulle vi som andre kommuner prøve et initiativ med at lave et samarbejde med energikonsulenter, der kommer ud til borgerne? Jeg må prøve at få det bragt frem i gruppen, og se om det vinder genklang.
Der er brug for at vi ser på vores klima, og vores energiforbrug i sammenhæng. Der er brug for at vi alle sammen gør lidt - for også her gælder det, at sammen står vi stærkest, og i fællesskab, løfter vi langt mere end alene.

Det gør jeg (og så alt det jeg ikke gør godt nok...)
Jeg har fået høns, så jeg har faktisk ikke intet madspild længere, jeg slukker lyset når jeg har været på toilettet, vi har regnvandstønde og en faskine, så alt vandet ikke bliver ledt i kloakken. Vi har solfangere til at drive udsugningen i vores kælder, der nu er dejlig tør. Jeg cykler på arbejde, og kører med min søde kollega når det regner.
Men men, mit loft er ikke godt nok isoleret, og jeg ved at vi bruger for meget i varme, og vores elforbrug er også for højt i forhold til antal beboere i husstanden. I byrådet har jeg ikke fået sat nok fokus på, hvad vi kan gøre som kommune. Mit eneste decideret miljøforbedrende forslag i salen, har været om etablering af naturskov sammen med Steen B. Måske jeg mangler fantasi, der må da være mere jeg kan gøre. Kan du hjælpe mig?

Aarhus skal have sin egen Naturlige skov

Forestil dig en forårsdag, solen står klar på himlen, og du cykler med dine børn ud til det nye skovom-råde i Aarhus. Det er en lidt mærkelig oplevelse, for du har egentlig ikke tænkt over at der som sådan findes noget som hedder ”naturlig skov”, så du glæder dig til at se hvad det er. Du har været imellem Marselisborgskovens ranke bøgestammer, og besøgt Klosterhedens tætte og troldeatige granskove i vestjylland, men dette er noget helt andet.

Hvad er naturlig skov egentlig?
Naturlig skov er et stykke brak jord, eller landbrugsjord som man lader ligge. Man "rejser" altså ingen skov, men lader det ligge og så er der masser af små frø som vil gøre at man over tid får en skov. Det bliver ikke en skov som vi ellers kender det på vores malerier fra skove. Men mere en dansk krat-jungle. Aarhus har fået sin egen danske jungle. For sådan vise det sig. En lav skov med meget forskellige vegitations, hvor skoven mere er et lavt vildt krat, og du fortæl-ler dine børn, at det var sådan skoven så ud i stenalderen.

Hvorfor?
Sammen huske I turene på Moesgaard, og hvordan de forskellige udstillinger om livet i Danmark i oldtiden var afhængig af den danske vilde natur. Den nye skov, som vi foreslår ligger ved Åbo er ikke kun et forhistorisk eksperiment. Det handler ikke kun om at sikre at vores børn, og deres børn også bevare rettigheden til iskoldt, rent drikkevand hentet direkte op af den aarhusianske undergrund, men det handler også om biodiversiteten stiger. Hele fødekæden starter med de mindste dyr og insekterne og netop insekter og larver trives i denne form for skov. Og når fødegrundlaget er i orden, vil de lidt større dyr følge med.
Og så koster sådan en naturlig skov næsten ikke noget, hverken til vedligehold eller til rejsning.

Men hvordan får vi sådan en dansk jungle?
Jo jeg har sammen med min gode kollega, Steen B. Andersen været med til at foreslå at vi i som en del af Aarhus' skovrejsningsplan rejser et stykke naturlig skov. Og jeg tror at det bliver rigtig spændende at se vokse op.
Og når jeg nu har jer, så takker jeg også for den borger som gjorde mig opmærksom på, at naturlig skov findes, og kan laves i Danmark. Jeg er selv vokset op i Vestjylland, og ved jo at heden skal brændes af, ellers så springer den netop i skov. Tak. (og endnu engang - så viser det sig at det gør en forskel at tale politik, med hinanden og med os politikere :-))

Stop spildet af skrald

Jeg forsøger virkelig at begrænse hvad vi smider ud herhjemme, vi planlægger vores indkøb og genbruger mest muligt. Jeg har fulgt udsendelserne med Stop spild af mad hvor man med Selina Juul i spidsen, forsøger at sætte spot på vi danskeres overforbrug.

Jeg skal ærligt indrømme, at særligt det "at skralde" forekom mig interessant og mærkeligt. "at skralde" betyder at hoppe ned i en container ved et supermarked og hente det op som forretningen har smidt ud. Det gør de eksempelvis hvis det har overskredet salgsddato, emballagen er brudt eller hvis der - surprise - har en plet. En venindes søster har gjort det så længe jeg husker. Det var før det blev moderne og før at trendy mennesker iklædte sig pandelamper og kedeldragter. Hun gjorde det fordi hun var fattig og fordi hun kunne. Der hvor hun boede var der meget fint skrald tilgængeligt, udvalget rakte videre end basisvarer som rugbrød, frugt og havregryn. Hos hende har jeg smagt syltede svenske svampe, foie gras og andet decideret luksusskrald. Jeg har hørt hende fortælle med vid og begejstring om hvad hun hentede op- men jeg har aldrig selv prøvet. Før igår.

Igår tog vi mod til os og gjorde det. Iklædte os regnbukser og handsker - vi havde ingen pandelampe, og glemte lommelygten. Hvilket klart viste sig at være et problem, i fremtiden: husk en lygte. Vi var begge meget meget overraskede over hvor meget og hvilken kvalitet det havde, det vi hentede op.Der var til et rigeligt måltid, på mad der ellers bare ville være gået til spilde, det er egentlig lidt trist. Denne "bare brug og smid væk" kultur, vi alle er en del af.Det går så stærkt, at vi nærmest ikke ænser vores eget kolossale spild.

Se her:

Det er ikke fordi jeg forventer at du også hopper ned i den første og bedste container, men tænk over det næste gang du ikke får brugt dine rester, eller bananerne er bløde. Brug din mad op. Hvorfor dog smide halvdelen ud, når den med et minimum af indsats kan være til gavn for dig? Prøv at google en opskrift og gå i gang - med at bruge din mad af ældre dato.
Hvad jeg har fået ud af alt det indsamlede kan du læse om her på min madblog.
Og helt ærligt - julen er vist et udemærket sted at starte. Husk det tager ca. 3 måneder at ændre en vane, så start bare med det samme.

en tom morgen

Jeg har startet mange gange på denne morgens blog. Det er ligesom den ikke rigtigt kan tage form. For der er så meget man kan skrive, her midt i valgkampen, og alligevel synes jeg at der er sagt og skrevet så meget - og alligevel ikke rigtigt noget.

Gammeldags vælgermøder
Tonen har ikke været specielt hård, nærmere ligegyldig, ingen går ligesom ned i substansen. Jeg savner næsten de timelange gammeldags vælgermøder i støvede skolehaller, med en toastmaster og spørgsmål fra salen. Debatter hvor man gik i kødet på hinanden, følte hinanden på tænderne og talte med, og til borgerne. Stedet hvor man fik syn for sagen, og fandt ud hvad den enkelte stod for.

ADHD konference
Midt i en travl valgkampstid, tog jeg med min skole på ADHD konference i Nyborg. Temaet var inklusion i folkeskolen, et emne som er centralt, både politisk og fagligt.Derudover kom vi også ind i debatten om medicin vs. pædagogik. Selvom vi ved at medicin i høj grad hjælper mennesker med ADHD hjælp, så vender vi konstant tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vi skal medicinere eller ej. For modstandere af medicinering, fremstilles det ofte som mistænkeligt, at det særligt er skolerne der er fortaler for medicinering.
Folkeskolen som konstruktion, vil altid gøre en ADHD-elevs koncentrationsvanskeligheder og udfordringer med det sociale samvær,tydeligere. Mellem familien, den sociale kontekst og skolen, er skolen den instans, der har de bedste forudsætninger for at identificere problemer, og derfor er det ofte dem der anbefaler medicin. Jeg ville ønske at debatten flyttede sig lidt. Måske vi i stedet kunne tale om kvaliteterne ved vanskelighederne, om hvordan det at være anderledes bidrager til nytænkning i vores samfund.

Mangfoldighed
Jeg har arbejdet meget med mangfoldighed i mange sammenhænge, og har haft min del af "øv-oplevelser". Vi burde da kunne finde ud af at inkludere mennesker, i stedet for hele tiden at støde dem fra os. Vi identificerer hele tiden små grupper, og konstaterer at de ikke er helt som os andre. Vi laver særlige krav til dem, særlige ordninger, uden at forholde os til denne gruppes konkrete virkelighed og kapacitet. Skulle vi ikke hellere overveje hvordan vi alle får en mulighed for at bidrage.

Æbler og vandboringer
På Torvet var jeg ude at dele roser ud med Nicolai Wammen, det var en skøn formiddag, en af dem der har været for få af denne sommer. Jeg faldt i snak med "naboen" til vores stand, den lokale æbleavler, vi fik os en god snak om sprøjtning og grundvandsbeskyttelse. Han forklarede at en hvis grad af sprøjtning var nødvendig, hvis også små abildgårde skal overleve. Han fortalte at de sprøjtemidler som de bruger, hverken forurener grundvandet eller æblerne.
Han kaldte de 300 meters afstand til en grundvandsboring for tom signalpolitik, og slet ikke undersøgt grundigt nok. Jeg ved det ikke, mit første instinkt er at være imod al sprøjtning. Som udgangspunkt kan jeg godt leve med en orm i mit æble, hvis det gør at jeg kan slippe for al den kemi. Men hvad nu hvis æblemanden har fat i noget? Når jeg får tid vil jeg forsøge at sætte mig mere ind i fakta, så jeg kan tage stilling på et mere oplyst grundlag.