søndag den 11. december 2011

Stop spildet af skrald

Jeg forsøger virkelig at begrænse hvad vi smider ud herhjemme, vi planlægger vores indkøb og genbruger mest muligt. Jeg har fulgt udsendelserne med Stop spild af mad hvor man med Selina Juul i spidsen, forsøger at sætte spot på vi danskeres overforbrug.

Jeg skal ærligt indrømme, at særligt det "at skralde" forekom mig interessant og mærkeligt. "at skralde" betyder at hoppe ned i en container ved et supermarked og hente det op som forretningen har smidt ud. Det gør de eksempelvis hvis det har overskredet salgsddato, emballagen er brudt eller hvis der - surprise - har en plet. En venindes søster har gjort det så længe jeg husker. Det var før det blev moderne og før at trendy mennesker iklædte sig pandelamper og kedeldragter. Hun gjorde det fordi hun var fattig og fordi hun kunne. Der hvor hun boede var der meget fint skrald tilgængeligt, udvalget rakte videre end basisvarer som rugbrød, frugt og havregryn. Hos hende har jeg smagt syltede svenske svampe, foie gras og andet decideret luksusskrald. Jeg har hørt hende fortælle med vid og begejstring om hvad hun hentede op- men jeg har aldrig selv prøvet. Før igår.

Igår tog vi mod til os og gjorde det. Iklædte os regnbukser og handsker - vi havde ingen pandelampe, og glemte lommelygten. Hvilket klart viste sig at være et problem, i fremtiden: husk en lygte. Vi var begge meget meget overraskede over hvor meget og hvilken kvalitet det havde, det vi hentede op.Der var til et rigeligt måltid, på mad der ellers bare ville være gået til spilde, det er egentlig lidt trist. Denne "bare brug og smid væk" kultur, vi alle er en del af.Det går så stærkt, at vi nærmest ikke ænser vores eget kolossale spild.

Se her:


Det er ikke fordi jeg forventer at du også hopper ned i den første og bedste container, men tænk over det næste gang du ikke får brugt dine rester, eller bananerne er bløde. Brug din mad op. Hvorfor dog smide halvdelen ud, når den med et minimum af indsats kan være til gavn for dig? Prøv at google en opskrift og gå i gang - med at bruge din mad af ældre dato.
Hvad jeg har fået ud af alt det indsamlede kan du læse om her på min madblog.
Og helt ærligt - julen er vist et udemærket sted at starte. Husk det tager ca. 3 måneder at ændre en vane, så start bare med det samme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar