en tom morgen

Jeg har startet mange gange på denne morgens blog. Det er ligesom den ikke rigtigt kan tage form. For der er så meget man kan skrive, her midt i valgkampen, og alligevel synes jeg at der er sagt og skrevet så meget - og alligevel ikke rigtigt noget.

Gammeldags vælgermøder
Tonen har ikke været specielt hård, nærmere ligegyldig, ingen går ligesom ned i substansen. Jeg savner næsten de timelange gammeldags vælgermøder i støvede skolehaller, med en toastmaster og spørgsmål fra salen. Debatter hvor man gik i kødet på hinanden, følte hinanden på tænderne og talte med, og til borgerne. Stedet hvor man fik syn for sagen, og fandt ud hvad den enkelte stod for.

ADHD konference
Midt i en travl valgkampstid, tog jeg med min skole på ADHD konference i Nyborg. Temaet var inklusion i folkeskolen, et emne som er centralt, både politisk og fagligt.Derudover kom vi også ind i debatten om medicin vs. pædagogik. Selvom vi ved at medicin i høj grad hjælper mennesker med ADHD hjælp, så vender vi konstant tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vi skal medicinere eller ej. For modstandere af medicinering, fremstilles det ofte som mistænkeligt, at det særligt er skolerne der er fortaler for medicinering.
Folkeskolen som konstruktion, vil altid gøre en ADHD-elevs koncentrationsvanskeligheder og udfordringer med det sociale samvær,tydeligere. Mellem familien, den sociale kontekst og skolen, er skolen den instans, der har de bedste forudsætninger for at identificere problemer, og derfor er det ofte dem der anbefaler medicin. Jeg ville ønske at debatten flyttede sig lidt. Måske vi i stedet kunne tale om kvaliteterne ved vanskelighederne, om hvordan det at være anderledes bidrager til nytænkning i vores samfund.

Mangfoldighed
Jeg har arbejdet meget med mangfoldighed i mange sammenhænge, og har haft min del af "øv-oplevelser". Vi burde da kunne finde ud af at inkludere mennesker, i stedet for hele tiden at støde dem fra os. Vi identificerer hele tiden små grupper, og konstaterer at de ikke er helt som os andre. Vi laver særlige krav til dem, særlige ordninger, uden at forholde os til denne gruppes konkrete virkelighed og kapacitet. Skulle vi ikke hellere overveje hvordan vi alle får en mulighed for at bidrage.

Æbler og vandboringer
På Torvet var jeg ude at dele roser ud med Nicolai Wammen, det var en skøn formiddag, en af dem der har været for få af denne sommer. Jeg faldt i snak med "naboen" til vores stand, den lokale æbleavler, vi fik os en god snak om sprøjtning og grundvandsbeskyttelse. Han forklarede at en hvis grad af sprøjtning var nødvendig, hvis også små abildgårde skal overleve. Han fortalte at de sprøjtemidler som de bruger, hverken forurener grundvandet eller æblerne.
Han kaldte de 300 meters afstand til en grundvandsboring for tom signalpolitik, og slet ikke undersøgt grundigt nok. Jeg ved det ikke, mit første instinkt er at være imod al sprøjtning. Som udgangspunkt kan jeg godt leve med en orm i mit æble, hvis det gør at jeg kan slippe for al den kemi. Men hvad nu hvis æblemanden har fat i noget? Når jeg får tid vil jeg forsøge at sætte mig mere ind i fakta, så jeg kan tage stilling på et mere oplyst grundlag.