Og så din datter - et spørgsmål om lige muligheder

Her senere i dag, skal jeg med en delegation fra borgmesterens afdeling til Göteborg. Vi skal se på Göteborgs måde at gribe ligestilling og mangfoldighed an. Men egentlig vil jeg gerne starte et andet sted.

For har du børn? eller tænkte dig at få nogen? Kender du nogle små drenge og små piger? Så har du også tænkt tanken om du ønsker dem alt det bedste i verden. Og du forestiller dig ikke, at livet skulle sætte flere forhindringer op for den ene frem for den anden. Og du tænker, at verden ligger for deres fødder og du vil gøre dit til det.

Sådan har vi det vist alle sammen. Men sådan er virkeligheden ikke. Kvinder har stadig ikke lige løn, mænd tager stadig ikke fuld barsel, voldtægt bliver stadig ikke dømt i den grad de bliver anmeldt i, flere kvinder og flere kvinder dør af hjerteproblemer - fordi der ikke er forsket i forskellen mellem mænd og kvinder, piger med ADHD og piger med autisme bliver ikke opdaget i samme grad som drengene - både fordi de ikke bliver set men også her handler det om at al forskning er baseret på drengene og mændenes adfærd og udmøntning. Etniske kvinder får en høj uddannelse og gode karaktere, men har vanskeligt ved at skabe sig en karriere, der er ingen penge i kvindesport, så kun mænd - og så Caroline (og hun er altså nummer1) kan leve af deres sport, kvindeligdødeligheden på verdens plan er markant - det farligste er stadig at få børn - ikke at gå i krig.

Så kampen om reel ligestilling er der stadig - og dog? For hvorfor skal det hedde en kamp? hvorfor denne krigsmetafor? Det forudsætter at en taber og en anden vinder - og jeg vil ikke vinde, hvis det betyder at min mandelig kollegaer eller ven skal tabe. For mig er ligestilling en win-win. For mangfoldigheden er med til at gøre kagen større så vi alle få mere. Vi udvikler os, vi gør tingene anderledes og nytænkende når vi forsøger os med mennesker som er lidt anderledes, i køn, alder og etnicitet.

Jeg vil en anden verden. Jeg vil en verden hvor mine tantebørn kan vælge selv, og deres valg ikke har betydning for om de hedder Albert eller Alberte, eller Adam eller Veronica.

Og det er blandt andet det jeg skal i Göteborg, jeg skal sammen mine gode kollegaer se på nye måder at tænke mangfoldighed og ligestilling på. Jeg har læst programmet, og jeg glæder mig - men jeg ved ikke helt hvor det bærer hen. Og det er faktisk også ok.