krig - nej tak

Det er med foragt og væmmelse at jeg læser weekendens aviser og Søren Pinds udtalelser om at det ikke er utænkeligt at Danmark følger i USAs fodspor og går i krig. Der er på højrefløjen i dansk politik en sørgelig tendens til fuldstændig ukritisk at kopiere amerikansk retorik, uanset om den giver mening eller ej. Resultaterne taler for sig selv: Irak, Afghanistan, og Libyen. Libyen, vi har i al vores godhed udvalgt 13 libyere der har måttet komme til Danmark for at modtage behandling af skader påført dem af vores krig. 13 udvalgte, er det ikke rørende? Det siger sig selv at de, når de er helbredt, vil blive sendt tilbage igen. Danmark gik i krig med et mandat der hed "beskyt civilbefolkningen", fra starten af har den præmis været til grin, men det taler vi ikke om. Vi vil hellere tale om de 13 vi så gavmildt har frelst.

Jeg ved ikke helt om Pind er klar over at der er ved at blive skabt en ny verdens orden, vestens stormagtsdage er ved at være talte, og samarbejde med alle verdens lande er en nødvendighed. USA er presset i bund både mentalt og økonomisk, og Obama hænger på verdens mest magtfulde post med det yderste af fingerspidserne, samtidig med at republikanerne udstiller deres imbecile kandidatfelt.

Danmark har nu fået en ny regering, og det skal vi vænne os til. Søren Pind sikkert på den trælse måde, men vi skal alle have omstillet vores tankesæt.

Jeg hader krig - jeg tror ganske enkelt ikke på konceptet. Der er aldrig nogensinde kommet noget godt ud af krig. Nuvel, der er sket landevendinger, nye grænser, salg af diamanter, elfenben og mennesker. Der er penge i krig, mange penge. Ud af krig er der kommet PTSD, vold, ødelæggelser og et had så inderligt, at det bogstaveligt talt nedarves gennem generationer. Intet godt er der kommet. Dumme og komiske præsidenter er blevet genvalgt og det samme er de intelligente hvis eneste drivkraft er magtbegær. Menneskers sønner og døtre er døde og lande er gået konkurs.

Jeg forstår det ikke - hvorfor skal vi gå den vej? Hvorfor kan vi ikke finde en anden vej igennem tolerance og tilgivelse? En vej hvor verden står sammen, lever sammen i stille accept af fortidens synder, i den fælles overbevisning, at det aldrig må ske igen.

Kan jeg tilgive Trols Lund Poulsen for dumhed, korrumpering og magtmisbrug? Eller Sass Larsens ungdommelige fejltrin? Kan jeg tilgive venners svig og kollegaers manglende tålmodighed? For krigen starter vel her hos os selv, og det skridt vi selv tager mod vores næste. Mange vil kalde mig naiv, men det tilgiver jeg dem for, i det naive håb at de en dag vil tilgive mig.

Hvor starter din fred? Kunne vi ikke starte sammen nu?