Touren, et spørgsmål om solidaritet

Sommerferie er for mig lig med Le Tour, cykling dag på dag på dag. De som ikke finder det fantastisk undrer sig, mens alle os andre bare VED hvorfor. Tillad mig perspektivere det lidt.

Når alt gør ondt
Jeg elsker når tingene kommer ud på kanten, der hvor det hele gør ondt og hjernen synes at dens krop egentlig burde være et helt andet sted. Det er jo nok også derfor at jeg selv dyrker karate, sådan en graduering kan til tider føles som Col de Madeleine.

Frankrig
Og så disse skønne syn udover det franske landskab... Mens Leths tørre stemme fortæller om de skønne flasker rødvin, som han drak på en fransk café forleden. Endeløse fortællinger om gedeost, trøfler olivenolie, trøfler, og østers fra Bretagne, kan det være bedre? Så er der selvfølgelig også rig lejlighed til at irriteres af Rolf Sørensens evindelige, "den gang jeg kørte touren stod vi af i dette sving, for at gå på isbar." Eller "ja, jeg mødte jo lige Erik Zabel i går og vi hilste på hinanden, hvilket minder mig om den gang jeg vandt min etapesejr...." eller hvad Rolf ellers siger for at placere sig selv i nutiden.

Solidaritet
Men allermest, så holder jeg af at se sammenholdet. Se hvordan et hold arbejder sammen som et team, hvordan det kører som en smurt maskine, og alle kender sin rolle i en spurt. At se Garmins hold bringe nordmanden frem mod endnu en dag i gult, er bare skønt. Det handler om teamwork, om solidaritet, om at fællesskabet bærer frem til sejren. Du kunne jo nok sige at det er lidt søgt, men jeg mener det faktisk. Hvorfor er det så meget anderledes at tale om solidaritet i forhold til det ordinære arbejdsmarked? Eller det politiske liv? I min gruppe i byrådet har vi også en kaptajn, en sportsdirektør, en sprinter og en række vandbærere. Vi har en stærk gruppe som forstår hvad der skal til for vinde, gøre en forskel, som det jo er meningen med politik. På vores hold er der også plads til udbrud, hvis dagen er til det og man har diamanter i benene. Solidaritet er blevet et fy ord, men hvorfor egentlig? Jeg synes det er meget relevant på sådan en dag i Touren, hvor et hold der ikke nødvendigvis er det stærkeste hold, har fastholdt deres kaptajn i front, selvom han heller ikke er den stærkeste. Det kaldes offervilje - venner, erkendelsen af at vi kun er så stærke som det svageste led, og alligevel vinder, ved at gøre det Leth, Ritter og Sørensen kalder ”at køre over evne”. Men i Paris vil den stærkeste mand stå i gult, akkurat som vi vil se det til næste folketingsvalg.
Så come on - start din tour i dag. Grav dybt, det er skønt, og det nytter!