Det er svært at skrive om ret meget andet end Norge. Og hvordan skriver man egentlig dagen derpå? Det er så ufatteligt og diabolsk at en mand vælger at iklæde sig en politiuniform, tage ud til en ø, hvor den norske venstreorienteret ungdom holder sommerstævne, at kalde dem sammen og så skyde de unge mennesker. Indtil videre er 85 unge mennesker døde. Hvad i alverden ligger der bag sådan en handling? At bombe en regeringsbygning, og slå mennesker ihjel som blot går på gaden. Norden og Norge har fået vores 9/11.
Jeg blev tom inden i, og kunne ikke forstå det. Jeg havde lyst til at slukke tv'et og lade som om det ikke var sket. Det næste jeg tænkte var, at mit eget tantebarn skulle på den danske udgave af ungdomsarbejdersommerstævne. tænk hvis det havde været der? Så kom skammen og skyldfølelsen over at være lettet over det ikke var mine kære. Dernæst fulgte en voldsom tavshed og "ked-af-det-hed". En del af Norges fremtid er udslettet.
Jeg tænker på de mange berørte, deres venner, deres familie, dem der spontant hjalp de sårede.
En sådan handling peger tilbage og frem - og ikke mindst, lader det verden stå ensom tilbage, forandret og tom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar