Bloggen har stået noget stille, både fordi jeg har haft hovedet i en række andre gøremål og fordi jeg har haft behov for en skrive-pause.
Jeg er blevet endnu mere optaget af hvordan vi sammen kan skabe gode forhold for mennesker med forskellige udfordringer. Hvordan er det at et arbejdsmarked skal skrues sammen, så vi ikke kun sikrer aktivitet, pension og livsværdi - men også skaber reelle jobmuligheder og reel lighed.
Det er bestemt ingen hemmelighed, at jeg ofte kan synes at virkeligheden for mennesker med særlige behov, kan være alt for bøvlet.
Til gengæld er jeg overbevist om, at hele ideen med mentorforløb og ressourceforløb er rigtig. For det giver kommunerne en mulighed for at iværksætte de tiltag der er nødvendige, når man befinder sig i arbejdsmarkedets grænseland.
Der er blevet lavet en miniflex- ordning, så også dem der kun kan arbejde lidt, også kan få en arbejdsidentitet, med selvværd og selvstændighed til følge. Jeg har en tidligere studieveninde - hun er rasende godt begavet og har bragende ADHD - desværre var hendes kommune alt for lang tid om at spotte og reagere på hendes udfordringer, og i dag slås hun ikke bare med sin manglende evne til at organisere og koncentrere sig, men også angst og depressioner.
Hun er et dejligt menneske, hun har mand og børn og udefra set et liv som os andre. Hun har nu fået tilkendt flexjob, og skal nu undersøge om det er muligt for hende, igen at bidrage til samfundet. Jeg hepper på hende, og alle som hende.
Ideen er god - jeg håber det lykkes.
Tak Mette Frederiksen, for redskaber som mentorer og ressourceforløb, lad os nu håbe at kommunerne så bruger dem.
søndag den 17. august 2014
lørdag den 21. juni 2014
2.2 milliarder til psykiatrien
Min søster kæmpede med sin psykiske lidelse, sin spiseforstyrrelse i årevis, og blev mødt med manglende viden og masser af skyld og skam. Som pårørende har jeg aldrig været inddraget i behandlingsforløbet, og har aldrig fået lov til at bidrage med min forståelse af min søster. Vi fik efterhånden en mistanke om en ubehandlet Asperger, men da vi bragte den mistanke ind, blev den hånet. Vi kontaktede Kirsten Callesen, som har stort kendskab til højtbegavede kvinder med autisme - hun ville tale med Astrid efter nytår.
Vi nåede aldrig så langt, lægen mente det var et fejlspor, og sagde hun bare lige skulle vente lidt, så ville det blive bedre. Det gjorde det ikke. Astrid tog sit eget liv, imellem jul og nytår for 5 år siden. Hun efterlod sig en datter på 3, en vidunderlig mand, en far, kollegaer og en meget meget ulykkelig søster.
Derfor er det også med personligt engagement, at jeg er overordentligt tilfreds og stolt over den nye aftale der er landet en aftale omkring psykiatrien. 2,2 milliarder kroner kommer der til mere personale, nedbringelse af ventelister og opkvalificering af personalet.
Jeg ville have foretrukket at psykiatrien var kommet på finansloven, og at pengene ikke blev tilført fordi folketinget fandt en pose med penge bagerste i skabet, men fordi det var en klar prioritering. Men i betragtning af den sørgelige tilstand psykiatrien befinder sig i, tager jeg imod "cigarkassemilliarderne" med kyshånd.
Alene for mennesker med ADHD, autisme og psykisk sårbarhed som OCD og spiseforstyrrelser får denne aftale en afgørende betydning.
Vi behøver mere viden og forskning på psykiatriområdet, så vi kan undgå at det går andre som det gjorde for Astrid.
Du kan læse mere her på Børsen eller hos på Politiken
Vi nåede aldrig så langt, lægen mente det var et fejlspor, og sagde hun bare lige skulle vente lidt, så ville det blive bedre. Det gjorde det ikke. Astrid tog sit eget liv, imellem jul og nytår for 5 år siden. Hun efterlod sig en datter på 3, en vidunderlig mand, en far, kollegaer og en meget meget ulykkelig søster.
Derfor er det også med personligt engagement, at jeg er overordentligt tilfreds og stolt over den nye aftale der er landet en aftale omkring psykiatrien. 2,2 milliarder kroner kommer der til mere personale, nedbringelse af ventelister og opkvalificering af personalet.
Jeg ville have foretrukket at psykiatrien var kommet på finansloven, og at pengene ikke blev tilført fordi folketinget fandt en pose med penge bagerste i skabet, men fordi det var en klar prioritering. Men i betragtning af den sørgelige tilstand psykiatrien befinder sig i, tager jeg imod "cigarkassemilliarderne" med kyshånd.
Alene for mennesker med ADHD, autisme og psykisk sårbarhed som OCD og spiseforstyrrelser får denne aftale en afgørende betydning.
Vi behøver mere viden og forskning på psykiatriområdet, så vi kan undgå at det går andre som det gjorde for Astrid.
Du kan læse mere her på Børsen eller hos på Politiken
søndag den 11. maj 2014
Mens vi tænker på mødre i Nigeria
Når det så er sagt, så lad os tænke på de mange kvinder verden over, som hver dag sætter livet på spil for at blive mor. Jeg har skrevet om det før - og vil blot lade dig gå videre her. I dag må jeg lade ordene falde til mødre i Nigeria.
Prøv at forestille dig at du sætter din datter på bussen for at kunne kommei skole. Du vinker og glæder dig over den madpakke du har smurt til hende. Du er glad for at hun kan lære noget, at hun har venner i skolen og en dygtig lærer - men en dag kommer din datter ikke hjem fra skole.
Nu er dit barn borte, forsvundet, som så mange andre kvinder rundt om i verden. Nu skal hun blive voksen under transporten til fjerne ender af verden, hvor hun bliver solgt til almindelige mænd som skal have en pause fra kaffe og kontor. Almindelige mænd, for hvem en lav alder er et kvalitetsstempel. Trafficking er den perverse samfundsmekanisme der sikrer almindelige mænd friske varer, den traumatiserede prostituerede er slutproduktet. Og slutproduktet benyttes flittigt af almindelige danske fædre, brødre, og sønner.
Hvis du har fulgt bare en lille smule med i bloggen, så ved du at jeg af hele mit hjerte hader prostitution. At jeg til min dødsdag vil kræve, at man ikke udnytter sårbare mennesker seksuelt. At man ikke deler dem ud med rund hånd, eller tillader at de deler ud af sig selv, bare fordi andre har et behov.
De søde pige i en skolebus i Nigera er nu på vej vestlige og asiatiske sexmarkeder i vesten eller i asien - fordi kvinder uanset alder er en bedre investering end narkotika. Priserne er mere stabile og straframmen væsentligt mindre.
Vi lader den står der! God Mors Dag.
ps - du er i øvrigt hjerteligt velkommen her: Mors Dags brunch på Kvindemuseet i Aarhus.
Foto er fra Dansk Flytningehjælp.
søndag den 9. marts 2014
Affald som resourse
Med 8. marts stadig i blodet, og med min seje minister Kirsten Brosbøl i radioen så er tanken om affald ikke så langt væk på en smuk solskinssøndag.
Tænk hvis alt det vi er færdige med at bruge, kunne bruges igen, eller bruges til noget andet. Hvad om det handlede om byggeaffaldet fra renoveringer af huse, gamle skabe fra køkkener eller dit køkkenaffald kan blive til skøn kompost til at gøde dine roser eller din altankasse.
Hvad om den rest varme som løber tilbage fra din radiator kan bruges igen? Jeg er virkelig optaget af hvordan vi ikke længere ser affald som noget bøvl, men som en spændende ressource.
Til jul fik jeg de sødeste små træer af min kusine. De var lavet af gamle cykelslanger som hun havde fået fra sin lokale cykelhandler. Det er for mig et fremragende eksempel på hvordan vi kan bruge affald til nyt.
Jeg ved at det selvfølgelig ikke er nok. For det må op i helt store skalaer. Alt mad til biogas, alt overskudsvarme til andet, alt regnvand til brug for skyld, havevanding eller styrkelse af å-løb.
Hvad gør du hos dig? Er affald skidt og kanel? Eller guld og grønne skove?
Tænk hvis alt det vi er færdige med at bruge, kunne bruges igen, eller bruges til noget andet. Hvad om det handlede om byggeaffaldet fra renoveringer af huse, gamle skabe fra køkkener eller dit køkkenaffald kan blive til skøn kompost til at gøde dine roser eller din altankasse.
Hvad om den rest varme som løber tilbage fra din radiator kan bruges igen? Jeg er virkelig optaget af hvordan vi ikke længere ser affald som noget bøvl, men som en spændende ressource.
Til jul fik jeg de sødeste små træer af min kusine. De var lavet af gamle cykelslanger som hun havde fået fra sin lokale cykelhandler. Det er for mig et fremragende eksempel på hvordan vi kan bruge affald til nyt.
Jeg ved at det selvfølgelig ikke er nok. For det må op i helt store skalaer. Alt mad til biogas, alt overskudsvarme til andet, alt regnvand til brug for skyld, havevanding eller styrkelse af å-løb.
Hvad gør du hos dig? Er affald skidt og kanel? Eller guld og grønne skove?
søndag den 2. februar 2014
MIn regering har ikke fejlet
Sammenbrud, rød regering nedsmelter, katastrofe, Helle T fejler.... Der har været mange ord i de sidste dage. Og ja, det kan se sådan ud for SF, men lad mig lige indskyde at dette IKKE er et sammen brud for en S-ledet regering. Det er en naturlig konsekvens af de mange månderne hvor SF internt har forsøgt at retfærdiggøre at være et regeringparti - uden at være modent til det. For de svære valg hober sig op under et regeringsansvar, det ved vi Socialdemokrater alt for godt, man kan vælge at bære den byrde eller lægge den fra sig, SF valgte det sidste.
Det kan man gisne om på mange måder. Vi kan også håne dem der har taget konsekvensen af SFs beslutning om at satse på de gamle dyder.
Vi andre er bare tilskuere, og som tilskuere tænker vi alle vores.
Jeg tænker at vores undervisningsminister Antorini, så dette komme for længe siden, hun tog konsekvensen og meldte sig ind hos os i Socialdemokratiet. Nu har hun reformeret folkeskolen, hun har bidraget til det som bliver vor tids største investering i folkeskolen. Hun var SF'er, og i dag er jeg taknemmelig for hendes bidrag.
Når en sundhedsminister med så stærke visioner for vores sundhedssystem som Astrid Krag har, vælger mit parti, tager jeg det som en kompliment. Hun bliver ikke minister, fordi hun trækker det tunge lod at skifte parti, og at spekulere i det, syntes jeg ærligt talt er at forklejne hende, og selve det at have et politisk tilhørsforhold til et parti.
At være medlem af et politisk parti er en identitet, en kærlighed, en overbevisning. Du indgår i en samhørighed med et fælles formål for øje, og det formål er en del af din livsfilosofi. I det fællesskab er det vanskeligt at forstå, når et individ er nødt til at afvige fra den slagne vej, særligt når der er tale om en offentlig person. Jeg vil ikke håne og gøre mig klog - jeg vil bukke hovedet i respekt for den meget svære beslutning det er.
Men jeg tænker at det er godt at SF har forladt regeringen, for Socialdemokraterne behøver en kompetent venstrefløj at lave politik med. Enhedslisten beviser igen og igen, at de ikke er, og aldrig bliver et forhandlingsdygtigt parti.Tænk engang, Corydon tilbød at tage livet af de gule fagforeninger, OG sætte psykiatrien på finansliven, men Enhedslistens politbureau sad fast i grundlovssikrede badkvoter til pensionister. Det var godt nok skidt! Så held og lykke til det nye SF, om frontfiguren hedder Özlem, Pia eller Jonas, så kan det vel kun blive bedre.
Men alle katastrofemeldingerne kan der godt skrues ned for. Mit parti, min regering, min statsminister har sat en stopper for at sætte børn i fængsel. De laver arbejdsmarkedsreformer med udgangspunkt i fremtid og de svageste. De sikrer dyre- og forbrugervelfærd. De sikrer at forsvaret tager sig af de soldater og deres familier der lider af krigstraumer. Min regering har vendt udviklingen efter Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl soldede velfærden op, nu kommer folk i arbejde, og regnskabet går snart i plus. Min statsminister er rollemodel for Danmarks piger, mit parti er et moderne arbejderparti - og det er her jeg hører hjemme.
Det kan man gisne om på mange måder. Vi kan også håne dem der har taget konsekvensen af SFs beslutning om at satse på de gamle dyder.
Vi andre er bare tilskuere, og som tilskuere tænker vi alle vores.
Jeg tænker at vores undervisningsminister Antorini, så dette komme for længe siden, hun tog konsekvensen og meldte sig ind hos os i Socialdemokratiet. Nu har hun reformeret folkeskolen, hun har bidraget til det som bliver vor tids største investering i folkeskolen. Hun var SF'er, og i dag er jeg taknemmelig for hendes bidrag.
Når en sundhedsminister med så stærke visioner for vores sundhedssystem som Astrid Krag har, vælger mit parti, tager jeg det som en kompliment. Hun bliver ikke minister, fordi hun trækker det tunge lod at skifte parti, og at spekulere i det, syntes jeg ærligt talt er at forklejne hende, og selve det at have et politisk tilhørsforhold til et parti.
At være medlem af et politisk parti er en identitet, en kærlighed, en overbevisning. Du indgår i en samhørighed med et fælles formål for øje, og det formål er en del af din livsfilosofi. I det fællesskab er det vanskeligt at forstå, når et individ er nødt til at afvige fra den slagne vej, særligt når der er tale om en offentlig person. Jeg vil ikke håne og gøre mig klog - jeg vil bukke hovedet i respekt for den meget svære beslutning det er.
Men jeg tænker at det er godt at SF har forladt regeringen, for Socialdemokraterne behøver en kompetent venstrefløj at lave politik med. Enhedslisten beviser igen og igen, at de ikke er, og aldrig bliver et forhandlingsdygtigt parti.Tænk engang, Corydon tilbød at tage livet af de gule fagforeninger, OG sætte psykiatrien på finansliven, men Enhedslistens politbureau sad fast i grundlovssikrede badkvoter til pensionister. Det var godt nok skidt! Så held og lykke til det nye SF, om frontfiguren hedder Özlem, Pia eller Jonas, så kan det vel kun blive bedre.
Men alle katastrofemeldingerne kan der godt skrues ned for. Mit parti, min regering, min statsminister har sat en stopper for at sætte børn i fængsel. De laver arbejdsmarkedsreformer med udgangspunkt i fremtid og de svageste. De sikrer dyre- og forbrugervelfærd. De sikrer at forsvaret tager sig af de soldater og deres familier der lider af krigstraumer. Min regering har vendt udviklingen efter Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl soldede velfærden op, nu kommer folk i arbejde, og regnskabet går snart i plus. Min statsminister er rollemodel for Danmarks piger, mit parti er et moderne arbejderparti - og det er her jeg hører hjemme.
søndag den 26. januar 2014
De der menneskerettigheder...
Mens familien Danmark svælger i håndbold-mænd og design-tv, har nationens beskidte bagtanke, Dansk Folkeparti, taget endnu et sving hen ad ekstremismens boulevard. Blandt andre "de sorte præsters" afkom Marie Krarup og Christian Langballe taler nu åbent for at begrænse muslimers adgang til Danmark. Det er der sådan set ikke noget nyt i, de fleste af os ved godt at det altid har været muslimerne DF hadede mest. Det nye er, at det nu er blevet politisk gangbart at sige det højt, også for folketingspolitikere, der som bekendt skal forestille at anerkende dansk lov, international lov og de universelle menneskerettigheder.
Ak ja, de dersens forbistrede menneskerettigheder, hvis bare der ikke stod at alle mennesker er lige meget værd....
DF Viceborgmesteren i Vejle: "Nu kender jeg ikke de menneskerettigheder i detaljer, men jeg bliver så træt hver gang jeg hører det ord. jeg mener grundlæggende at menneskerettigheder er noget der hører fortiden til eller i Afghanistan."
Uvidenheden og arrogancen i den udtalelse opsummerer Dansk Folkepartis udvikling meget præcist, og så kan borgerne i Vejle, ellers varme sig ved tanken om at manden bag den udtalelse tegner den kommunalpolitiske virkelighed i Vejle Byråd.
Man kan desværre frygte at der på Christiansborg sidder en række socialdemokrater og arbejder med en skrækindjagende udfordring: at gøre DF til en troværdig samarbejdspartner. De tusinder af racist-stemmer som partiet har tyvstjålet fra S vil de gerne have tilbage. Jeg ønsker også at se Socialdemokratiet styrket, men sandelig ikke for enhver pris. Ikke hvis prisen er at give køb på mit grundlæggende menneskesyn om lige rettigheder og lige muligheder, og slet ikke hvis jeg dermed legitimerer deres hadske retorik og karikerede verdensbillede.
Så for mig gælder det stadig - Dansk Folkeparti bliver aldrig stuerent.
Ak ja, de dersens forbistrede menneskerettigheder, hvis bare der ikke stod at alle mennesker er lige meget værd....
DF Viceborgmesteren i Vejle: "Nu kender jeg ikke de menneskerettigheder i detaljer, men jeg bliver så træt hver gang jeg hører det ord. jeg mener grundlæggende at menneskerettigheder er noget der hører fortiden til eller i Afghanistan."
Uvidenheden og arrogancen i den udtalelse opsummerer Dansk Folkepartis udvikling meget præcist, og så kan borgerne i Vejle, ellers varme sig ved tanken om at manden bag den udtalelse tegner den kommunalpolitiske virkelighed i Vejle Byråd.
Man kan desværre frygte at der på Christiansborg sidder en række socialdemokrater og arbejder med en skrækindjagende udfordring: at gøre DF til en troværdig samarbejdspartner. De tusinder af racist-stemmer som partiet har tyvstjålet fra S vil de gerne have tilbage. Jeg ønsker også at se Socialdemokratiet styrket, men sandelig ikke for enhver pris. Ikke hvis prisen er at give køb på mit grundlæggende menneskesyn om lige rettigheder og lige muligheder, og slet ikke hvis jeg dermed legitimerer deres hadske retorik og karikerede verdensbillede.
Så for mig gælder det stadig - Dansk Folkeparti bliver aldrig stuerent.
søndag den 12. januar 2014
Er alt bare røgslør og snik-snak?
Jeg var på KLs økonomiske topmøde. Det er altid spændende og relevant, men jeg må indrømme at de seneste uger vidner om at der er noget helt galt i det politiske landskab.
Er ministre, embedsmænd og folketingspolitikere så bange for ikke at lykkes, at de tager chancer der ikke er i nærheden af at være inden for rammen?
Er der så hårdt pres på ministrenes tid at de skære hjørnerne, tager genveje? Hvad er det egentlig som har drevet Morten Bødskov til at træffe beslutninger på politiets vegne og kigge i Pia Kjærsgårds kalender? Hvad er det egentlig som gør at Anette Vilhemsen lover Zornig en million? At Uffe Elbæk giver penge til sin mands firma? At Lars Løkke tager sin datter med til Rio på husets regning?
Og så må jeg kigge over min egen skulder, hvordan ser det ud her i Aarhus? Er moral bare noget som er forsvundet, væk som dug for den politiske sol?
Jeg tror det ikke. Jeg kender faktisk mange af de folk vi læser om i avisen. Jeg kender faktisk Bødskov som en mand der ville skabe en bedre verden, ligesom Mette Frederiksen så længe jeg husker har kæmpet hårdt for de allersvageste.
Så hvad er det lige der sker? Hvornår tilsluttede de sig den eksklusive gruppe, der finder det mest bekvemt at søge ly i skyggen af vores nye offentlighedslov? Jeg har ikke svarene, men jeg håber at vi sammen kan stille spørgsmålene.
På topmødet lovede både Margrethe Vestager og Bjarne Corydon 12 milliarder til bedre service, men når man gik dem på klingen så var det forskellige steder de ville sende dem hen. Bjarne ønskede de gamle fik det bedre, og Margrethe ville højne det nære sundhedsvæsen. Og nej, ingen af dem forestillede sig at nogle af milliarderne skulle tilflyde den nationale skamplet, der er behandlingen af vores samfunds psykisk syge.
Jeg vil gerne stille mig i front for at kommunal politik ikke bliver som landspolitik - at vi kan stille alle spørgsmålene, at vi er tæt på borgerne og i samspil laver løsninger.
Vil du være med?
Er ministre, embedsmænd og folketingspolitikere så bange for ikke at lykkes, at de tager chancer der ikke er i nærheden af at være inden for rammen?
Er der så hårdt pres på ministrenes tid at de skære hjørnerne, tager genveje? Hvad er det egentlig som har drevet Morten Bødskov til at træffe beslutninger på politiets vegne og kigge i Pia Kjærsgårds kalender? Hvad er det egentlig som gør at Anette Vilhemsen lover Zornig en million? At Uffe Elbæk giver penge til sin mands firma? At Lars Løkke tager sin datter med til Rio på husets regning?
Og så må jeg kigge over min egen skulder, hvordan ser det ud her i Aarhus? Er moral bare noget som er forsvundet, væk som dug for den politiske sol?
Jeg tror det ikke. Jeg kender faktisk mange af de folk vi læser om i avisen. Jeg kender faktisk Bødskov som en mand der ville skabe en bedre verden, ligesom Mette Frederiksen så længe jeg husker har kæmpet hårdt for de allersvageste.
Så hvad er det lige der sker? Hvornår tilsluttede de sig den eksklusive gruppe, der finder det mest bekvemt at søge ly i skyggen af vores nye offentlighedslov? Jeg har ikke svarene, men jeg håber at vi sammen kan stille spørgsmålene.
På topmødet lovede både Margrethe Vestager og Bjarne Corydon 12 milliarder til bedre service, men når man gik dem på klingen så var det forskellige steder de ville sende dem hen. Bjarne ønskede de gamle fik det bedre, og Margrethe ville højne det nære sundhedsvæsen. Og nej, ingen af dem forestillede sig at nogle af milliarderne skulle tilflyde den nationale skamplet, der er behandlingen af vores samfunds psykisk syge.
Jeg vil gerne stille mig i front for at kommunal politik ikke bliver som landspolitik - at vi kan stille alle spørgsmålene, at vi er tæt på borgerne og i samspil laver løsninger.
Vil du være med?
Abonner på:
Opslag (Atom)
