Ambassadør for Bedre Psykiatri

Jeg har gemt trangen til at skrive dette blogindlæg, til en skøn dag med overskud. En dag hvor solen skinner, og man kan kigge både frem - og tilbage.
Den dag er i dag. Efterårsvejret viser sig fra en varm og smuk side, og mine geoginer står stadig smukt i haven.

Jeg er blevet spurgt om jeg vil være ambassadør for Bedre Psykiatri. Jeg blev rørt og stolt. Vi har nemlig brug for at der sættes fokus på det at være et menneske der lider af en psykisk sygdom, og det at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom.

Vi kender alle nogen som "er gået ned med stress", der har fået en arbejdsrelateret depression, eller været ude af balance i en periode. Senest har Mick Øgendal været på forsiden af BT, for sin indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Jeg skal ikke gøre mig klog på BT´s journalistik, og jeg ved ikke hvordan Mick har det med at få de vilkår han lever sit liv under, forklaret på en måde, så de interesserer en læser af en sensationsavis. Men jeg er glad for at vi er begyndt åbent at tale om angst, depressioner og stress. Nu mangler vi at tage skridtet videre, og tale om bipolare lidelser, skizofreni, personlighedsforstyrrelser som almindelige menneskelige diagnoser som der skal forskes i, tales om og drøftes. For det er muligt at leve et godt liv med sin sygdom, det behøver ikke være en livstidsdom i ulykke. 

Jo mere jeg har åbnet for min egen historie, min egen fortælling, om min søster der tog sit eget liv i en misforstået tro på at det ville være bedre end at være til, desto mere får jeg igen.
Smerte bliver ikke mindre - men den bliver nemmere at bære på.

Jeg glæder mig til at dele mine oplevelser med jer. Tak til Lisalykke og Kristian og Lise! I tror på mig.
Sammen skal vi løfte det at være pårørende til mennesker med en psykisk lidelse.

Du kan læse mere om min fortælling her:
Psykisk sygdom - også i min familie.

2.2 milliarder til psykiatrien

Min søster kæmpede med sin psykiske lidelse, sin spiseforstyrrelse i årevis, og blev mødt med manglende viden og masser af skyld og skam. Som pårørende har jeg aldrig været inddraget i behandlingsforløbet, og har aldrig fået lov til at bidrage med min forståelse af min søster. Vi fik efterhånden en mistanke om en ubehandlet Asperger, men da vi bragte den mistanke ind, blev den hånet. Vi kontaktede Kirsten Callesen, som har stort kendskab til højtbegavede kvinder med autisme - hun ville tale med Astrid efter nytår.

Vi nåede aldrig så langt, lægen mente det var et fejlspor, og sagde hun bare lige skulle vente lidt, så ville det blive bedre. Det gjorde det ikke. Astrid tog sit eget liv, imellem jul og nytår for 5 år siden. Hun efterlod sig en datter på 3, en vidunderlig mand, en far, kollegaer og en meget meget ulykkelig søster.

Derfor er det også med personligt engagement, at jeg er overordentligt tilfreds og stolt over den nye aftale der er landet en aftale omkring psykiatrien. 2,2 milliarder kroner kommer der til mere personale, nedbringelse af ventelister og opkvalificering af personalet.

Jeg ville have foretrukket at psykiatrien var kommet på finansloven, og at pengene ikke blev tilført fordi folketinget fandt en pose med penge bagerste i skabet, men fordi det var en klar prioritering. Men i betragtning af den sørgelige tilstand psykiatrien befinder sig i, tager jeg imod "cigarkassemilliarderne" med kyshånd.

Alene for mennesker med ADHD, autisme og psykisk sårbarhed som OCD og spiseforstyrrelser får denne aftale en afgørende betydning.
Vi behøver mere viden og forskning på psykiatriområdet, så vi kan undgå at det går andre som det gjorde for Astrid.

Du kan læse mere her på Børsen eller hos på Politiken