Viser opslag med etiketten Lars Løkke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lars Løkke. Vis alle opslag

søndag den 12. januar 2014

Er alt bare røgslør og snik-snak?

Jeg var på KLs økonomiske topmøde. Det er altid spændende og relevant, men jeg må indrømme at de seneste uger vidner om at der er noget helt galt i det politiske landskab.
Er ministre, embedsmænd og folketingspolitikere så bange for ikke at lykkes, at de tager chancer der ikke er i nærheden af at være inden for rammen?
Er der så hårdt pres på ministrenes tid at de skære hjørnerne, tager genveje? Hvad er det egentlig som har drevet Morten Bødskov til at træffe beslutninger på politiets vegne og kigge i Pia Kjærsgårds kalender? Hvad er det egentlig som gør at Anette Vilhemsen lover Zornig en million? At Uffe Elbæk giver penge til sin mands firma? At Lars Løkke tager sin datter med til Rio på husets regning?

Og så må jeg kigge over min egen skulder, hvordan ser det ud her i Aarhus? Er moral bare noget som er forsvundet, væk som dug for den politiske sol?

Jeg tror det ikke. Jeg kender faktisk mange af de folk vi læser om i avisen. Jeg kender faktisk Bødskov som en mand der ville skabe en bedre verden, ligesom Mette Frederiksen så længe jeg husker har kæmpet hårdt for de allersvageste.

Så hvad er det lige der sker? Hvornår tilsluttede de sig den eksklusive gruppe, der finder det mest bekvemt at søge ly i skyggen af vores nye offentlighedslov? Jeg har ikke svarene, men jeg håber at vi sammen kan stille spørgsmålene.

På topmødet lovede både Margrethe Vestager og Bjarne Corydon 12 milliarder til bedre service, men når man gik dem på klingen så var det forskellige steder de ville sende dem hen. Bjarne ønskede de gamle fik det bedre, og Margrethe ville højne det nære sundhedsvæsen. Og nej, ingen af dem forestillede sig at nogle af milliarderne skulle tilflyde den nationale skamplet, der er behandlingen af vores samfunds psykisk syge.

Jeg vil gerne stille mig i front for at kommunal politik ikke bliver som landspolitik - at vi kan stille alle spørgsmålene, at vi er tæt på borgerne og i samspil laver løsninger.
Vil du være med?

søndag den 20. oktober 2013

Flid, fedt og snyd

Det er jo ikke sikkert at din alder er i samme kaliber som min, men hvis du er - så kan du måske huske de hedengangne programmer: "Flid, fedt og snyd".

Du kan gense lidt her: Flid, fedt og snyd.

Da jeg læste om Lars Løkke Rasmussens svipture jorden rundt for skatteborgernes penge, kom jeg sådan til at tænke på de herlige programmer med Gotha Andersen. For hvad handler dette egentlig om? Er det et karaktertræk hos en enkelt mand, eller er det et udtryk for hvordan politikere i Danmark generelt opfører sig?

Jeg er ihvertfald godt træt af, at Løkke igen skaber mistillid til os folkevalgte. Hver dag forsøger vi at gøre det godt for borgerne. Løkke, du rammer ikke kun dig selv med dine flyveture med fri champagne, middage på michelinstjerner, eller studieture du forlader inden det faglige program starter.
Du er nødt til at vise mere respekt for de danskere, hvis tillid du forvalter, så dårligt.

Så tjek lige Gotha Andersen igen, og næste gang, så vælg flid.