søndag den 8. januar 2012

Bekymrende tal på ledigheden

Der har den sidste uge igen været drøftet ledighedstal. De stiger støt, og selv den største optimist må idag erkende at arbejdsløsheden har bidt sig fast. Det offentlige har været presset så længe og så meget, at det nu er rigtig tydeligt at samfundet står overfor en kæmpe udfordring. Indenfor industri og byggeri ser det ud som om grebet løsnes lidt, men for ACere, lærere, sygeplejersker, o. lign. er udsigterne stadig dystre.

Jeg har selv haft en kommentar i diverse aviser, hvor jeg har udtalt at vi i kommunerne ikke kan se en synderlig forskel den enkelte ledige får hjælp af et kommunalt jobcenter eller et privat firma. Når jeg udtaler sådan, så handler det om at vi har gennemgået ledighedstallene, og det er simpelthen ikke muligt at se nogen synderlig effekt af at involvere private firmaer i jobsøgningen. De private aktører leverer mange kurser som skulle hjælpe de ledige til at rykke sig mentalt, søge det job der er, ikke det der burde være osv. Ja, det er rigtigt at de private firmaer udbyder mange gode og relevante kurser, der er bestemt ikke kun tale om såkaldte "pip-kurser". Og ja, der er mange mennesker der har været (og er) glade for de redskaber de har fået gennem forskellige kurser - De virker bare ikke efter hensigten. Det er ikke effekten af et ledighedskursus der får folk i arbejde, det kan se sådan ud, når ledige kommer i arbejde umiddelbart efter deltagelse i et sådant kursus, det passer bare ikke. Disse ledige ville alligevel være kommet i arbejde af sig selv.

De kommunale jobcentre gør et kæmpe arbejde i ledighedsbekæmpelsen, for sådan føles det lige nu, som en kamp mod de forhold der gør at jobbene forsvinder. I Aarhus har vi rigtig mange som kommer lige fra VIA eller direkte fra Universitet, deres tilværelser er naturligt nok rodfæstet, og derfor vil langt de fleste først søge i Aarhus og omegn, vi har bare ikke nogle stillinger der skal udfyldes. Derefter tager de konsekvensen, og breder sig ud, andre landsdele, alternative erhverv hvor deres uddannelse kan bruges. Desværre nytter det ikke meget, god vilje, fleksibilitet og initiativ er bare ikke nok i dagens Danmark. Vi har pt en gruppe af højtuddannede som vi er lige ved at miste, en enorm samfundsmæssig ressource der ligeså stille svinder bort. Det er en katastrofe, og det betyder at vi skal være opfindsomme, betænksomme og bruge alle kneb. Så duer det ikke at lovgivningen er så stram og så topstyret at kommunerne presses til at handle i strid med det indlysende, og det fornuftige.

Vores forrige regering gik rundt med hovedet i skyerne og skyklapper på, monotont gentagende dens mantra privat, privat, privat - uden overhovedet at kigge på om lortet egentlig virkede. I Aarhus har vi et rigtig godt samarbejde med mange private udbydere, men vores eget jobcenter er faktisk også ret godt. De er super gode til at løse opgaven, også i en tid hvor vi som kommune har måtte spare på noget så fjollet, som at få folk i arbejde.

Dette indlæg blev lidt længere end oprindeligt tænkt, men beskæftigelse er også et centralt område for mig. Alle bør have retten til et job, muligheden for at forsørge sig selv og sin familie, sådan er virkeligheden bare ikke lige nu, for alt for mange.

2 kommentarer:

  1. Hej. Spændende blogindlæg.

    Jeg vil dog tillade mig at kritisere de meget generaliserende formuleringer om at private jobfirmaer ikke forbedrer de lediges muligheder. Det vigtigste er ikke at sige, at private jobfirmaer ikke duer, men i stedet at finde ud af, hvor kommunen er bedst og hvor det private er bedst, og hvor cost benefit er størst.(alt efter hvilken type ledige der er tale om) Der er jo eksempler på private jobfirmaer, der gør det ligeså godt eller bedre og er billigere end kommunerne. Hvilket leder mig hen til et andet kritikpunkt - at du slet ikke beskæftiger dig med prisen for ydelserne.

    Emil Tolstrup

    SvarSlet
    Svar
    1. kære Emil
      Tusinde tak for dit svar, det er nemlig en interessant debat dette her. Jeg henholder mig til de tal vi har fået i beskæftigelsesudvalget, som jeg har sagt og som jeg har skrevet, at det ikke tyder på at de gør det bedre. Det var hvad den borgerlige regering med Inger Støjberg og Claus Hjort havde til ønske. Jeg er meget meget enig med dig i at det handler om at vi finder ud af, for borgerne, hvordan vi gør det bedst. Hvad er det du tænker over i forhold til ydelserne? Endnu engang tak for dit bidag.

      Slet