onsdag den 29. juni 2011

På tur i vest-Danmark

Vestjylland byder på uendeligt mange kilometer ensomme landeveje. Faktisk bliver jeg hver gang overrasket over, hvor mange kilometer man kan køre, og vel at mærke i god hastighed, uden at møde en modkørende bil. Vi klumper os sammen i de østlige dele af landet - østjylland, østsjælland, Aarhus og København. Velvidende, at vi får svært ved at være der allesammen. Velvidende, at vi ikke ønsker et land,som for en stadig større dels' vedkommende ligger øde hen. Vi ønsker divergens og alsidighed, men har ikke lavet en ordenligt regional landspolitik i umindelige tider. Med et smil på læben og skræk i sindet, døber vi resten af Danmark "den rådne banan"- "hellere dem end mig", er en tanke som mange bærer på, men færre vil stå ved.

Danmark er delt nu. I dem som arbejder og tjener penge, og dem som ikke gør. I dem som kan komme på hospitalet i tide og dem som ikke kan. Dem som stemmer til venstre for midten og dem som ikke gør. Vi har fået lavet et Danmark, hvor den siddende regering ikke støtter sine egne. For den ved jo udmærket godt, at et solidt flertal som bor i disse områder stemmer borgerligt uanset hvad. Et flertal af disse mennesker stemmer V, K, DF og alt andet som støtter den siddende regering, uanset hvad. Og jeg forstår det ikke. Vi har en såkaldt borgerlig-liberal regering som har bureaukratiseret fiskeri og landbrug, til helt nye højder. Som har tilsidesat en stadig stigende tendens for et delt Danmark. Som har markeret, at de ønsker at 95 % af en ungdomsårgang tager en ungdomsuddannelse,velvidende at det gør oplandets unge ikke. Jeg forstår ikke at vest-Danmark fortsat støtter en liberal regering - hvad er det egentlig Venstre har gjort for vest-Danmark?

Jeg synes her er skønt. Det at komme med Arriva på ferie, til eksotiske destinationer som Holstebro, Sdr. Felling, Borris, Søndervig,og Hvide Sande. Det er dele af Danmark hvor det gør ondt, at se så mange "Til Salg"- skilte, og det på en egn som ikke har meget andet at byde på- end plads. Beskæftigelsen er dykkende, og alderdommen stigende.
Så mens jeg kører på de ensomme landeveje i Vestjylland, tænker jeg: "hvad er det egentlig for en plan vi skal have for hele Danmark"? "Er løsningen virkelig bare en motorvej og en helikopter"? Personligt tillader jeg mig at tvivle, og det er en skam, for her er altså meget pænt herude.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar