søndag den 1. april 2012

Påske - i pagt med sig selv


Påsken er en tid med plads til lidt af hvert. Jeg krydser altid fingre for om det kan lade sig gøre at få fri i påsken. Påsken rummer en helt anden balance og ro end julen, synes jeg. Måske er det muligheden for at komme i haven, at tage på tur og få lidt sol i øjnene efter en lang og mørk vinter

Påsken - en tid med stort spild af mad
Påsken er også en tid med gode frokoster, middage og hos mig brunch. Og sådan har det meste af Danmark det også - med et stort madspild som følge. Tænk lidt over det inden du planlægger din påske. Har du styr på menuen, ved du hvor mange der kommer, og om alle kan lide hvad du sætter på bordet? Pålæg er svært at gemme når det har været på bordet, så måske er det bedre med en række lune rette og noget sild. Rugbrødsskiverne der har været sat frem, bliver altid lidt tørre i kanten, ryger de ud, eller har du planlagt hvordan du kan få dem spist op? Faktisk smider danskerne i de kommende dage ud for 1.6 milliarder kroner - og så er vi bekymrede for betalingsring og robotstøvsugere, der er noget helt galt.

Tante-tid
Mine tantebørns institution er lukket, d.v.s. rådmanden for børn og unge har jo erklæret at der ikke er lukkedage i Aarhus, for der er altid pasning, måske blot i en anden spændende dagsinstitution. Nå, men Albertes, Alberts og Nanas børnehave er ihvertfald lukket. Så jeg er heldig. De skal være sammen med mig. Først skal vi sige hej til hønsene, og have en kop the. Så skal vi i Den gamle By og male påskeæg. Og så hjem og lave bål i haven. Mødrene og fædrene kommer til hverdagspåskemiddag. Stille og roligt, bordet trækkes ud og vi hjælpes ad, og forhåbentlig falder børnene trætte om efter en god tante dag.

Haven
Ellers skal jeg bare rode i haven. Se til hestebønnerne som blev sat i sidste uge, så frø, tage på torvet, få bugt med (lidt) skvalderkål, slå græs, drikke kaffe, klippe buketter af påskeliljer og tulipaner, klø kattene, stikke græsplænen, og bare se på hønsene. Det er rent zen. Påsken er bare mig, dage fyldt med det jeg holder af, og dagene sådan som jeg holder mest af dem.

Og er du i tvivl om hvad du skal lave i menu i påsken, er her et par gode blogs, som kommer med gode forslag, Fenjas mad, Kunster på Køkkenbordet og min egen mad og have blog Mad og Have, Camillas andet liv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar