søndag den 18. marts 2012

English defense liga - nej tak - tolerance ja tak


Det er som at modtage en hilsen fra en lidet flateret og ønsket slægtning, man ville knapt nok løfte øjenbrynene, hvis ikke det var fordi den hilsen også rummer beskeden om at vedkommende kommer på besøg. Så fyldes man af en træt resignation ved udsigten til at skulle lægge ører til endnu en tænderskærende skinger tirade. Aarhus er smilets by, en by i vækst, en by som elsker sine borgere, heldigvis da. Men Aarhus er er også den by i Danmark hvor nationalradikalismen har fået sin hidtil bedste platform at agitere fra.

Den 31. marts kommer den fjerne slægtning fra England på besøg. En højreorienteret racistisk bevægelse ved navn English Defence Leagud, ønsker at demonstrere mod den såkaldte islamisering af verden -Denne demonstration er den første EDL arrangerer på kontinentet, og de har valgt Aarhus som brohovede ud Europa. Som regel ranker vi ryggen og smiler beskedent, når lille Aarhus bliver udvalgt i det store udland. Denne udvælgelse er ikke sådan en lejlighed.Denne gang er vi ikke stolte, i stedet er vi flove. At Aarhus skal lægge gader til en så primitiv og menneskefjendsk agitation, er sørgeligt.

Igår var jeg på Stadion og se AGF spille mod Horsens, at resultatet ikke var som vores langside ønskede er ikke en del af denne blog. I pausen reklamerede Steffen Rasmussen, AGFs anfører, for at Aarhus byråd sammen med hele Aarhus laver en stor moddemonstration, hvor vi inviterer alle til at deltage og i fællesskab sige klart nej til EDL og deres kumpaner. Den 21. marts går alle byens gode kræfter sammen, i en klar manifestation af at Aarhus er en by der elsker mangfoldighed, om det så er i skovene, eller om det er imellem mennesker.

Så jeg vil egentlig gerne sige til English Defence League - I er stadig ikke velkomne, og I er ikke en del af familien. I er garanteret ikke engang velkomne der hvor I kommer fra. Se dog jer selv i spejlet, se hvor ækle I er, og giv så jer selv et kram. Måske I på et tidspunkt, hellere før end senere, forstår at mangfoldighed er en styrke, det håber jeg inderligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar