Så blev det 8. marts, en dag som er fejret, udskældt, debatteret, og hyldet. En dag som stadig vækker følelser.
En dag som er international, som er en hyldest til alle Kvinder i verden og deres døtre og deres døtres døtre. For det er stadig verdens farligste erhverv - at være kvinde,at være mor. Mødredødeligheden i verden er stadig så voldsom at den langt overstiger både cancer, malaria og AIDS. Verden over har Kvinden stadig ikke ret til egen krop. De bliver ægtet bort efter familiens ønsker, de bliver brændemærket hvis de så meget som ser på en anden mand. De har ikke samme pensionsrettigheder som mænd, mens Kvinden får børnene, ser hun karrieren træde i baggrunden, sammen med pengene i lønposen. Det er sandt at vi alle bliver ældre, men Kvindens alderdom vil i særlig grad være fyldt med fattigdom.
Kvinder bliver sjældnere præsidenter, bestyrelsesformænd eller direktører. Kvinden holder familien sammen og sørger for at tøjet er rent. Kvinden er kvinde når hun fjerner hårene fra sin krop, dag efter dag stopper sine tæer ned i høje hæle,selv om det gør ondt. Kvinden bliver stadig dømt anderledes end mænd, hun skal stadig være en tak bedre, en tak høfligere, en tak smukkere - men endelig ikke for smuk, så vil hun kun nå langt, aldrig helt til tops.
Kald mig en Bitterfissan, ja! Jeg er stolt af det, min første LP plade var Vesterbros Ungdomsgårds "Kattejammerrock" - og sangen "det var som bare pokker", jeg bad og tryglede - og fik den, og sled den op. Jeg har kæmpet for de svages rettigheder så længe jeg kan huske - og hvis det er en bås at være Bitterfisse - så tager jeg glad plads i den bås. For mine søstre rundt om i verden lider stadig, de har stadig ingen ejerskab over hverken krop eller sjæl. Det er sandt når jeg siger at deres kamp er min kamp, den er faktisk vores kamp.
Og det er markant forkert forstået at vi feminister ønsker at kvinderne har magten - vi ønsker blot lighed - maksimal lighed.
Så når Manu Sareen den 8. marts siger at vi skal mainstreame alle lov forslag i Danmark, og at kvinderne i det Arabiske Forår gjorde en forskel, og Angela Merkel er den mest magtfulde politikere i EU - så bliver jeg stolt - for vi har fundet en vej. Vi har sammen bidt os fast. Mit parti har en mandlig ligestillingsordfører og vi har en kvindelig statsminister. Så tak derude - skål for Kvinderne - og deres mænd, hip hip hurra for døtrene og deres brødre.
Hjertelig og glædelig kampdag!
torsdag den 8. marts 2012
8. marts - Kvindernes Internationale Kampdag
Etiketter:
bitterfissen,
feminisme,
ligestilling,
mor,
sex og samfund
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar