søndag den 4. december 2011

Er økologi egentlig sundere?

Under overskriften "Fedt, fup og flæskesteg" prøver et DR2 program på vanlig (monopolets tid?) seriøs vis at undersøge om økologiske varer er sundere end ikke-økologiske varer. Et program der allerede har oplyst mig både om mange fakta vedrørende de varer vi kan købe, og om de mange fælder fødevareproducenter og detailhandel stiller op for alle os der gerne vil være oplyste forbrugere. Efter min mening er programmet bestemt værd at se. Man kan så filosofere lidt over programmets opbygning. Den enfoldige, halvskaldede, overvægtige, solariebrune chauffør Jørgen, der igen og igen udstiller sin uvidenhed, og nærmest praler af sin selvtilstrækkelighed. En kærlig karikatur på en "rigtig" dansker, der næsten er for meget af det gode, men man siger jo at overdrivelse fremmer forståelsen. Nå øko eller ikke-øko, et interessant spørgsmål. Som almindelig mad og køkken-elsker giver min fornemmelse for gode råvarer mig allerede et bud på resultatet.

Hjemme eksperiment - på køkkenbordet
Prøv at eksperimentere derhjemme på køkkenbordet, og bliv ved et godt stykke tid. Prøv f.eks. at lave bagte rodfrugter i ovn, og se hvordan de tager sig ud bagefter, hvor meget svinder de? Hvordan smager de? Prøv at gentage øvelsen med agurkesalaten til flæskestegen eller måske endda selve flæskestegen. Prøv at bage dit brød af godt økologisk mel, (jeg mener faktisk at der er en forskel mellem øko og biodynamisk,) for der er selvfølgelig også kvalitetsforskel imellem økologiske produkter. Ligegyldigt hvad, tænker jeg at det giver god mening at lave mindre, men af bedre kvalitet.

Lidt ansvarlighed har man da
En anden side af diamanten. jeg kalder økologi, er også ansvaret for dyrene. Ingen tvivl om at jeg er tilhænger af husdyr, det er et godt koncept med at vi bevarer maden tæt på hvor vi bor. Men når vi nu er ansvarlige for vores husdyr, mener jeg også at vi er ansvarlige for at behandle dem ordentligt. Det er lige som børn, de har ikke selv valgt at være hos os. Og som sagt, dyrs livskvalitet giver i sidste ende et bedre produkt.

Prøv at kigge lidt ind på DRs hjemmeside, og tænk dig godt om næste gang du er ved køledisken, på torvet eller hjemme ved dig selv i netbutikken...

Økologi er godt, for os mennesker og for vores fælles miljø, men det støtter ikke nødvendigvis op bag ideen om CO2 neutrale produkter. Bevares en økologisk appelsin er bedre end en almindelig, både for forbrugerne i Danmark og for miljøet i det land hvor appelsinen voksede, men tænk engang på hvor mange ressourcer der bruges på at fragte den ene appelsin fra syden til dit køleskab. Spis varer der vokser nær dit hjem, og stop spild af mad. Det må vi tage en anden blog-dag. I dag blev det til lidt fedt og flæskesteg.

2 kommentarer:

  1. Tak for henvisningen til os Camilla! Elsker din tankegang.

    KH
    Selina

    SvarSlet
  2. Kære Selina, af hjertet, og maven tak...

    SvarSlet