Er det egentlig ok at slå?

Min mors dag
Min mors dag blev holdt på Kvindemuseet, hvor forstanderen Jette Sølvhøj for krisecentret og ligestillingsekspert Mia Nyhus holdt oplæg om vold mod kvinder. Det kan undre mig til stadighed at vold i alle dele af verden accepteres som udtryksform. Så når jeg stiller spørgsmålet om "det egentlig er ok at slå", så ligger det jo implicit at det er acceptabelt i Danmark. For vi lader 28.000 kvinder opleve fysik vold, og vi oplever at det er svært at gøre noget både som enkelt individ - som menneske og som samfund.

Uacceptabelt men tabu
For mig er al vold uacceptabel, og når jeg bruger tid i min blog på at skrive om vold mod kvinder, er det ikke fordi jeg finder det acceptabelt at yde vold mod mænd. Men det er partnervold som har min interesse i dette blog indlæg, og der er vold mod kvinder i langt overtal, eller man kunne vende det om og sige, at når der sker vold i hjemmet, er det langt langt ofte mændene som er udførende. For undersøgelser viser at når mænd oplever vold, så er det som oftest med en mandlig partner - eller i umotiveret enkelt stående episoder, og ikke som i partnervold, en udtryksform som er gennemgribende, omsiggribende og sker igen og igen. Kvinder beskriver selv, at selve voldshandlingen kan opleves forløsende fordi at der så vil være længere til næste gang, og at selve truslen om volden er mere intimiderende end selve voldshandlingen.

Der er penge i skidtet
En betragtning kunne også lægges økonomisk. Det koster samfundet ½ milliard i sundhedsudgifter alene i akutbehandlinger. Så kommer alle de direkte afledte omkostninger som krisecentre landet over, manglende lønindtægter og tabt arbejdsfortjeneste, de mere vanskelige som posttraumatisk stresssyndrom, depression, angst med efterfølgende manglende arbejdsevne og førtidspension, og for børnene koncentrationsvanskeligheder, tilknytningsvanskeligheder, angst, tilbagetrukkethed, manglende selvtillid og selvværd og der de konsekvenser som kommer af det - nemlig manglende evne til at studere, til at lære både bogligt og til at lærer at sætte grænser for sig selv og andre. Altså kunne man sige, at vold mod kvinder koster samfundet big time.

Hvorfor gør vi så ikke mere end vi gør?
En tese kunne være at vold er så stort et tabu at vi ikke kan forholde os til at det sker for vores næste. At vores ven, eller kollega vores søster eller måske endda vores svigerinde oplever vold i deres eget hjem. For hvem er vi når vi ikke har opdaget det? Eller vi har lukket øjnene? Det kunne også være at det ligger så implicit i vores opfattelse af vores kønsmønstre, at det maskuline har taget så meget overtag at det er blevet acceptabelt at slå på tæven. At vi har svært ved at se helten i actionfilmen gør noget forkert – for han er jo helten? At rigtige drenge slås da, også for at beskytte pigerne. Det er kan ske for enhver at blive presset i en situation at man må forsvare sig? Så prøv at tænk over det, hvad gør du ved din søn? Ved de du kender?

Håbet – og vejen frem
Så hvad gør vi så? En af deltagerne på Kvindemuseet sagde at det handler respekt for hinanden, og at vi er forskellige og vi skal behandles forskelligt. Så vi må lære vores børn om egne og andres grænser. Vi må forsøge selv at lytte ind til andres grænser – og så må vi aldrig gå forbi. Vi må stoppe op og handle. Vi må se det som sker også af det onde. Og så må jeg som politikker vælge altid at stå på dens svages side. Og ikke accepterer vold som udtryksform, hverken i hjemmet eller i det offentlige rum. Vi vil ikke have et samfund hvor det er ok at vold er en udtryksform.