Cykel-krise

Ok - jeg må være ærlig. Jeg har haft en cykelkrise i denne uge. Faktisk har jeg tænkt næsten hver dag, at liiige idag kunne jeg godt tage bussen. Mine ben var ikke gode, det regnede og var koldt, så derfor havde jeg fortjent at blive kørt. Min pointe med dette er, at for mig er det med at cykle en transportform. Noget jeg gør for at komme fra A til B, og helst på den nemmeste måde. Så når det er vådt og koldt får jeg lyst til at blive transportere på anden vis. Ideen om at tage bussen, eller ringe til min kollega som stoppe lige over broen, og kører lige præcist hen til mit job, er meget indbydende. Men det er forår, der ingen is på vejen, og om morgenen er luften frisk, og jeg får set min have, som lige nu er skøn med sine påskeliljer og tulipaner.

Ren overspring
Bloggen skulle egentlig ikke handle om selve det at cykle, men mere om det med den indvendige overbevisning. Eksempelvis ideen om hellere at ville bage end at vaske op, eller skrive blog i stedet for at læse bunken af mails. Det handler ikke så meget om selve glæden ved at være på cyklen, og at se foråret komme op i de små haver langs Ormslevvej, mens den ældre dame lufter sin ældre stivbenede gravhund. Det handler ikke om at så mine nye lækre frø i stedet for at skrive de læserbreve jeg har liggende, eller at se de morgenaktive kommunalarbejdere lægge ny asfalt efter vinterens megen sne, det handler om behov kontra det man "burde". Så cykling i denne uge, er ikke bare cykling, det er den der snigende fornemmelse af overspringshandlinger. De små handlinger man gør, fordi man egentlig ikke har lyst til det man skal. Som vi ved at vi burde. Cyklen i denne uge var fyldt med lysten til overspring, men dem skal der også være plads til, og ok - der var plads, til trods for at jeg har cyklet hver dag -