søndag den 21. oktober 2012

vi ved for lidt om psykiske sygdomme og skrøbelige sind


Vi har alt for lidt viden om psykisk sygdom. Vi agerer på meninger, på formodninger og på oldgamle postulater. Vi har smadret den psykiatriske sektor så grundigt, at alt for få unge læger ønsker at tage praksis inden for psykiatrien.

Vi ved at stress og depressioner kan skabe varige skader på hjernen, og flere af os har måske venner eller familiemedlemmer som bukker under for lang tids stress. Men vi ved stadig alt for lidt, og forskningen indenfor området er stadig utilstrækkelig.

Jeg tager hatten af for TV2, der afsætter tid til at sætte fokus på cancer. Min egen familie har været hårdt ramt af denne ondskabsfulde og hæslige sygdom. Ligesom min sensei nu har levet i snart 8 år med en livstruende knoglekræft, vi alle ved han ikke overlever. Så min pointe er ikke, at den ene sygdom, "udkonkurrerer" den anden.
Men det er nu engang ikke særligt "sexet" at have skizofreni, eller at være kronisk depressiv, eller at have en spiseforstyrrelse. Vi, den almindelige befolkning, ved ikke om det er arveligt. Eller om det kan helbredes, eller hvordan vi som venner, familie, kollega eller nabo, kan hjælpe til med at håndtere en psykisk sygdom.

Min pointe er at vores behandlingssystem er blevet så fragmenteret, at vi ikke længere har overblik. At vi har rettet forskningen og behandling ind i snævre spor, dikteret af diverse akut-pakker. Hvad nu hvis virkeligheden, ligger imellem sporene? Vi ved fra virksomheder og historien, at ny viden ofte kommer af styrede uheld. Uheld er der i hvert fald rigeligt af i psykiatrien i dag.

Jeg ville ønske at vi snart kunne sætte et reelt fokus på psykiatriske lidelser, så det holder op med at være pinligt at tale om. Det skal ikke længere være tabu, og som samfund bør vi prioritere det på samme vilkår som cancer - for der er flere som lever i skyggen end du lige ved.

2 kommentarer:

  1. JA!
    Desværre er psykiatrien en historie om ustyrede uheld, som der bliver dækket over. Fortiet, Ikke taget alvorligt. Det er simpelthen ikke politisk prioriteret. Og det accepteres fortsat at:
    - der årligt i gennemsnit er 117 dødsfald for indlagte psykiatriske patienter SOM IKKE KAN FORKLARES
    - psykiatrien har et finansieringsefterslæb på 2 MILLIARDER årligt. Politikerne bryster sig af at det lykkedes dem at finde 200 millioner ved sidste finanslovsforhandling. Mindre end den vigtige prioritering af gratis fertilitetsbehandling til ufrivilligt barnløse
    - psykiatrien primært er finansieret af satspuljemidler: Det er midlertidigt, projektorienteret og afhængigt af "hvad der er på mode". Psykiatrien er ikke væsentlig nok til at være på finansloven. Vi taler jo ikke om kræft....
    - mennesker med pyskiatriske diagnoser i gennemsnit har en levealder, der er 20 år kortere end befolkningsgennemsnittet
    - at mennesker med psykiatriske lidelser har en selvmordsrisiko der er 10-20 gange højere end for alle andre...........
    - livstruende overmedicinering er normalpraksis i psykiaterien. og den store fokus på bl.a. Glostrup i Politikens fremragende artikelserie, har fået gjort noget ved det. MEN problemet var kendt - og ignoreret - ledelsesmæssigt i regionen i mere end 2 år. Først da der kom presse på blev det til noget man "hovsa" ønskede at ændre............

    Så ja! Det er fint og nødvendigt at vi diskuterer, hvordan vi får gjort op med tabuer og tavshed.
    Men det gør ingen forskel hvis der ikke sker noget i "systemet". Problemet er politisk. Og vi kan tale og dele og være åbne og fordomsfrie i evigheder - ... og det betyder uendelig lidt, så længe der ikke er politisk vilje.
    Jeg regner med at høre rigig meget valgflæsk om det her - når jeg skal stemme igen. Og jeg regner med at få ligeså lidt ud af den varme luft og de tomme løfter som altid.

    Alle facts ovenfor kan dokumenteres.

    SvarSlet
  2. vi får blandt andet fat i dette når vi tør fortælle hvordan vi selv har det - og hvordan vores familie og venner har det.
    Det er det som gør det svært for mig - at stille mig helt oppe foran og forsøge at kæmpe for dette og samtidig sige at psykisk sygdom har fundet sin vej helt ind i mit eget liv. Her bliver det så svært og det gør så ondt.
    Men jeg ved at det må til - men hav tillid til at det kommer og ha en god portion tålmodighed.
    Der skal ske noget i "systemet".

    SvarSlet