De sidste mange uger har jeg haft blikket fast rettet mod min egen navle. Der var folketingsvalg, så var der kommunale budgetforhandlinger, så regeringsdannelse, i sandhed en vigtig og afgørende tid. Imens lider verden stadig under død og ødelæggelse. Så når selvtilstrækkeligheden tager overhånd husker jeg. Jeg husker, at der i det centrale Afrika er børn der går med Red Barnet i hånden. Det er det de gør, de går. Dag efter dag, går de mod nye destinationer for at finde fred til at spise og sove. Ikke fred til at lege, ikke fred til at lære, bare fred til at sove.
Fortællinger om børnehære
Mens verdenssamfundet lukker det ene øje, hærger guerillabander og vi lader børnene gå. Jeg er fuld af beundring for Red Barnet, beundring over at de er i lande, uden orden, hvor frygt er den egentlige hersker. Her fortælles historier om slaveri, mord og voldtægt. Her fortælles om små børn der indrulles i hære, for at myrde på den øverstsiddende bandits bud. Om optagelsesritualer der inkluderer drab på søskende og forældre, ritualer der alene har det formål at umenneskeliggøre børnene, og endegyldigt destruere deres barndom.
Flov
Så bliver jeg flov. Flov over ikke at gøre mere end jeg gør, flov over ikke at give Afrika den opmærksomhed, som dette enorme, smukke, og aldeles forfærdelige kontinent fortjener. Min kirke har en venskabsmenighed i Afrika, min svigerinde har foræret min svigermor og mig afrikanske geder og kvindelige arbejdspladser - og hvad gør jeg? Sidder her i min lejlighed i Aarhus, skriver lidt på min blog og ringer et mindre beløb ind i ny og næ.
Er det godt nok Camilla?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar