Når ligestilling bryder grænser

I Traffikhallen, på Århus Rådhus står der en udstilling. En udstilling hvor 17 kvinder har udstillet deres liv, og deres engagement som rollemodeller for andre kvinder. Disse kvinder har på den ene eller anden måde fundet vej fra lande så forskellige som Indien, Tyrkiet og Kina. Fra Ghana og Elfenbenskysten og helt hertil Danmark.
Bare kvinder der fortæller om deres liv, om deres vej til job og uddannelse, de deler gavmildt ud af deres erfaringer, for at vi kan lære af det. For at vi kan blive inspiret - og tro mig, det bliver man! At læse disse fortællinger giver mig gåsehud, her er tale om et ligestillingsperspektiv, som bryder grænser, i mere end én forstand. Jeg var så heldig at træffe nogle af disse kvinder. Det greb mig om hjertet hvor vanskeligt det kan være at være en udenlandsk kvinde i Danmark.
Over alt på denne klode har vi ikke kønsligestilling. Altid har mande-kønnet, i langt de fleste aspekter af vores hverdag og vores samliv haft fortrin. Men at være en fremmed, i et andet land, og så kvinde. Det er dobbelt udfordring.
Er det fair? Nej, men det er virkeligt.
At Kvindfo arbejder så stringent med kønsligestilling i Danmark, at man i samarbejde med Kvindemuseet i Århus tør sætte en dagsorden med kvinders ret først, er jeg fuld af beundring for. Når jeg indimellem selv kan syntes det er hårdt, altså det at være en af de få kvinder blandt mange mænd i politik: er det godt at blive mindet om at kvindesagen ikke er død, og at vi er mange som har brug for søsterfællesskabet. At vi er mange som har brug for ros og opbakning, og klap på skulderen. At vi er mange som kan og vil gå foran, som siger - nej fand... nej, det kan ikke passe.
Den ene kvinde jeg mødte, var fra Elfenbenskysten, hun beskrev sin vej gennem skilsmisse og fokus på hendes børn, og hvordan hun nu læser til assistent på SOSU-skolen. Hun var et fantastisk livstykke, som gav kraft og mod til en stadig kamp om retten til eget liv.