Det handler om børnene

Noget af det vigtigste for vores velfærdssamfund er, at vores børn får den bedst mulige undervisning og støtte i vores folkeskoler. De unge generationer er dem, der skal løfte Danmark i fremtiden, hvilket de vanskeligt kan gøre, hvis ikke det fundament som folkeskolen udgør, er solidt. Ikke nok med det, skylder vi vores børn og børnebørn at gøre alt for, at de trives i skolesystemet. Uanset om børnene er mønsterelever eller har det svært bogligt, fysisk, eller psykisk, så vil samfundet i deres voksenliv bede dem om at bidrage til fællesskabet. Derfor ønsker Socialdemokratiet, at vi i Aarhus har et klart og vedholdende fokus på gruppen af elever med de største udfordringer, fordi de også fortjener det bedste udgangspunkt som folkeskolen kan give dem.

Henvendelser både fra bekymrede forældre og bekymrede lærere, har gjort os opmærksomme på at der desværre fortsat er børn og unge, der flyder retningsløst rundt i periferien af den aarhusianske folkeskole. Socialdemokratiet mener at der er brug for et overblik over, hvor mange børn der ikke følger den almindelige undervisning i folkeskolen? Vi vil også gerne kende antallet af børn der ikke er registrerede som udenfor folkeskolen, men som har et så sporadisk fremmøde, at værdien af deres undervisning er minimal, og hvilke mønstre der tegner sig i forhold til de enkelte folkeskoler i Aarhus Kommune? Hvor mange børn, der har modtaget et tilbud om enkeltmandsundervisning – og hvad der er den gennemsnitlige periode af sådanne forløb, igen set i forhold til de enkelte folkeskoler? Socialdemokratiet syntes også det er væsentligt at få afdækket om Rådmanden med sin forvaltning tager sit ansvar for de udfordrede børn seriøst, derfor vil vores forespørgsel bede et overblik over områdets udvikling i de forløbne 3 år.

 

Vores børns trivsel og tarv kommer før noget andet, derfor insisterer Socialdemokratiet på, at selv de mest udfordrede elever i vores folkeskoler får den rette hjælp og undervisning. Ingen handicap kan retfærdiggøre, at børn falder ud af skolesystemet inden de er blevet teenagere.

 Det er utroligt vigtigt, at vi har et vedholdende fokus på denne gruppe af elever, fordi de kræver en særlig grad af opmærksomhed for at kunne fungere, og fordi folkeskolen skal kunne rumme og fungere omkring dem. Her kan enkeltmandsundervisning være et nødvendigt redskab, at tage i brug, hvis det er den eneste måde barnet kan sikres en sund og positiv udvikling. Men den type undervisning kan ikke være en permanent løsning.

indlægget er bragt i Århus Stiftstidende den 26. februar 2017

En smuk dag på Stadion

November er godt i gang -  og den bider, med vind, regn og kanten af kulde. Jeg holder virkelig af fodbold - jeg syntes det er en af de sportsgrene, som det er betydeligt sjovere at se på, end at være med i. Jeg har set tipslørdag, EM og VM, jeg har set engelsk, tysk og hollandsk fodbold.
Men jeg har faktisk aldrig haft "mit eget" danske hold -  fordi jeg simpelthen ikke har kunne stå inde for ledelsen af AGF - men den tid er ovre.

Jeg er sprunget ud som AGFfan - og efter nogen kampe på lægterne, så glæder jeg mig i dag til at sige pænt farvel til Martin Jørgensen. Han har vedholdende stået for ordenlig fodbold - og en ordentlig tone.
Mere af det AGF, det er klart vejen frem.

Så, pyt pyt med det der 1. division - det handler ikke om at falde 7 gange - men at rejse sig 8.

Troen tilbage til hinanden

Jeg kan godt være lidt glemsom, og miste og tabe ting. Særligt hvis jeg egentlig er optaget af noget andet.
Onsdag var jeg med et par veninder til AOA Awards, og mødte et par gode naboer på vej hjem i bussen. Og optaget som jeg var, af at snakke, kalde på katten og skutte i mig novemberregn, opdagede jeg ikke da jeg tabte min håndtaske med dankort, penge og min ynglingslæbestift.

Ikke så smart Camilla. Det værste var nok, at jeg først opdagede det næste morgen, da jeg skulle bruge kortet. Og man forestiller sig jo, at der kan ske rigtig mange ting på 12 timer.

Men der er god karma i Aarhus, i Viby. For jeg blev ringet op af en ung kvinde, hvis far havde fundet min taske. Jeg var derhenne fredag og hente den, hvor en engageret ældre mand med anden etnisk baggrund end dansk åbnede. Hvilken baggrund man har når man finder noget, kan jo i princippet være lige meget. Men alligevel gjorde det en forskel - han var meget optaget af at jeg skulle tjekke indholdet, hvilket jeg gjorde og fandt alt som det skulle være. Jeg havde en del kontanter og forsøgte at beskrive at man i Danmark godt må give findeløn - det ville han slet ikke høre tale om.

Til gengæld havde han inviteret sin veninde, og lavet ekstra aftensmad, for som han sagde, så skulle jeg ikke være utryg over at hente min taske ved ham alene, og han havde lavet rigeligt mad....
Jeg blev bænket i køkkenet, til en snak om hans lejlighed, og om at bo i Viby, dejligt tæt på en jernbane.

Så den novemberaften gik jeg, en oplevelse rigere gik jeg hjem, fyldt med håb om integration, basal ærlighed, og uendelig glad for at bo i Aarhus. Min tro på hinanden er bestandig.

Kongsvangsstation - en lokalnærbanestation

Vidste du at Aarhus Nærbane har rigtig mange fine små stop? Det er meningen at når letbanen åbner at der skal elektrificering på nærbanen så vi både kommer hurtigere frem, og mere miljørigtigt.
Udfordringen lige nu er at regionen rent faktisk planlægger at nedlægge flere af stoppene fra Aarhus mod Odder - velvidende at vi meget snart står overfor nye togsæt og en stærk politisk dagsorden for offentlig trafik.

Der er lavet målinger om at borgere fra Odder ikke vil bruge mere end 30 min fra Odder til Aarhus. De gamle vognsæt kørte var tiden overholdt, men så blev der investeret i nye vogne og tiden er ny overskredet.
En del af nærbanestationerne har et meget lavt passagetal og man ønsker fra regionens side at nedlægge stoppene.

Det drejer som om stop som:
Kongsvang
Egelund
Vilhelmsborg

Så kunne man jo sige, at det ville give god mening at nedlægge stop, hvor ingen køre fra - men så enkelt er det faktisk ikke. Det der er min og en del andres anke, at man ikke passer ordenligt stoppestederne, at man ikke rydder omkring, at man ikke skilter ordentligt, at man ikke får resten af køreplanerne til at passe med Aarhus Nærbane - ingen gang rejseplanen er ordentlig koblet op med Aarhus Nærbane.

Lige nu er der en høring skubbet ud i det uvisse, derfor er det vigtigt at gøre opmærksom på Nærbanens muligheder og bidrag til fremtidens offentlige transport.

Du kan være med til at støtte nærbanen her: Bevar Kongsvang station.

Ambassadør for Bedre Psykiatri

Jeg har gemt trangen til at skrive dette blogindlæg, til en skøn dag med overskud. En dag hvor solen skinner, og man kan kigge både frem - og tilbage.
Den dag er i dag. Efterårsvejret viser sig fra en varm og smuk side, og mine geoginer står stadig smukt i haven.

Jeg er blevet spurgt om jeg vil være ambassadør for Bedre Psykiatri. Jeg blev rørt og stolt. Vi har nemlig brug for at der sættes fokus på det at være et menneske der lider af en psykisk sygdom, og det at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom.

Vi kender alle nogen som "er gået ned med stress", der har fået en arbejdsrelateret depression, eller været ude af balance i en periode. Senest har Mick Øgendal været på forsiden af BT, for sin indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Jeg skal ikke gøre mig klog på BT´s journalistik, og jeg ved ikke hvordan Mick har det med at få de vilkår han lever sit liv under, forklaret på en måde, så de interesserer en læser af en sensationsavis. Men jeg er glad for at vi er begyndt åbent at tale om angst, depressioner og stress. Nu mangler vi at tage skridtet videre, og tale om bipolare lidelser, skizofreni, personlighedsforstyrrelser som almindelige menneskelige diagnoser som der skal forskes i, tales om og drøftes. For det er muligt at leve et godt liv med sin sygdom, det behøver ikke være en livstidsdom i ulykke. 

Jo mere jeg har åbnet for min egen historie, min egen fortælling, om min søster der tog sit eget liv i en misforstået tro på at det ville være bedre end at være til, desto mere får jeg igen.
Smerte bliver ikke mindre - men den bliver nemmere at bære på.

Jeg glæder mig til at dele mine oplevelser med jer. Tak til Lisalykke og Kristian og Lise! I tror på mig.
Sammen skal vi løfte det at være pårørende til mennesker med en psykisk lidelse.

Du kan læse mere om min fortælling her:
Psykisk sygdom - også i min familie.

På med hjelmen Polle!

Godt så - jeg springer bomben:

Det burde være en lov om, altid at cykle med cykelhjelm!

Jeg er så træt af den der med det frie valg, og eget ansvar, det er noget vrøvl! Alt for ofte ser jeg fædre med et barn bag på cyklen, eller i cykelvogn, ungerne er pakket ind efter alle kunstens regler og faderen har hvad - intet på. Fordi det er ok at gamble med sit eget liv? Skam dig!

Jeg har længe haft det sådan - men for lidt over en uge siden fik jeg endnu et opråb. Min far ringede tidligt om morgen, han kunne ikke komme op ad sengen.

Han var blevet kørt ned på sin cykel dagen før.

Det viste sig, at det ikke var hovedet det var galt med, men blodtrykket, fordi en massiv blodansamling havde taget en liter blod ud hans kredsløb. Puha - hjelmen han bar var knækket helt, de to steder hans hoved ramte asfalten. Men hans hoved havde ikke taget skade.

Tænk hvis han ikke havde haft hjelm på.

Tænk hvis det havde været din teenagesøn, eller din mand, eller din mor?

Den helt store livredder i trafikken er selen. Den blev gjort lovpligtig allerede i starten af 80'erne.

Så come on S-regering. På med hjelmen!

Når man stikker næsen frem

Jeg er Socialdemokrat, og som sådan, dybt involveret i hvordan fremtiden formes for alle mennesker i Aarhus Kommune. Jeg har meninger, jeg har mange meninger, og jeg står gerne på mål for hver eneste.
Så selvfølgelig skal jeg kunne klare nogle høvl, når jeg stikker næsen frem. Men ind i mellem kan jeg nu godt tænke - hvor mange høvl er egentlig rimelige?

Jeg har gode bekendtskaber med forskellige former for handicaps og psykiske lidelser, som på deres enten meget stille facon eller på en noget larmende måde stiller op for sig selv og andre.
Det er mennesker der med sjælden ærlighed sætter sig selv forrest, og bruger deres identitet som eksempel. For mig er det på grænsen til nemt, at stille mig ved siden af og forsvare dem som har behov - det er noget ganske andet, at stille mig selv forrest, og bruge mit eget eksempel.
Det var jeg ikke helt klar over, før denne uge.

Jeg ved ikke om jeg har fået skrevet det på bloggen - men jeg er ordblind - meget ordblind. Mine sætningskonstruktioner er ofte forkerte, og jeg skriver gerne sådan som ordene lyder. Jeg har også dage, hvor jeg helst ikke skriver noget, fordi bogstaverne bliver ved med at bytte plads. Men i mit arbejdsliv, og i mit byrådsarbejde, kan jeg ikke altid bestemme selv. Som regel, får jeg læst korrektur på det jeg skriver, men men mine vanskeligheder med det skriftlige har gjort, at jeg stadig føler frustration over, at jeg ikke bare kan skrive korrekt dansk.

Hvorfor fortæller jeg det nu? Jo, i denne uge blev en af mine facebook opdateringer screensavet og lagt på en politisk modstanders profil - sammen med en hånende tekst. Personen havde ikke mod og mandshjerte nok til at skrive sin mening på min egen væg - han slettede sin bemærkning, så hverken jeg eller mine venner kunne se den.

Hans kommentar gik på mit danske, hvordan jeg formulere mig. Kommentaren blev vel modtaget, for hans partikammerater og meningsfæller gjorde sig efterfølgende morsomme på min bekostning. Det ramte mig - ikke fordi vi var politisk uenige - men fordi de angreb mennesket Camilla Fabricius, angreb den fundamentale svaghed, der altid har hæmmet mig, og som stadig får mig til at føle mig utilstrækkelig.Jeg blev oprigtig ked af det, og var inderligt glad for at andre forsvarede mig.

Tænk hvis vi debatterede på et anstændigt niveau, uden hårdt at angribe mennesket bag politikken, uden at nedgøre hinandens fejl og mangler. Tænk hvis vi kunne se på vores uenigheder med respekt - og tog debatten derfra. Ville det ikke være bedre?