Aarhus-samtalen - Luft under vingerne er stadig høj aktuel

Min mor havde den stående i reolen, med rød ryg, og ved siden af Praxis og andre kvindebøger fra 70'erne. Hun sagde at jeg ikke var gammel nok, men jeg tog den ned alligevel - Erica Jongs "Luft under vingerne".
Jeg kan huske at jeg oplevede en mellemting mellem fuldstændigt chok og total fryd. Kunne man virkelig det? Kunne man tænke sådan, handle sådan, være sådan?

Der er scener i bogen som stadig står lysende klare i min hukommelse, scener der har været med til at forme mig som menneske, som kvinde. Derfor var det en fantastisk mulighed at kunne lytte til hende i Festugens Aarhus-samtaler. Ikonet, kvinden som stillede sig forrest i kampen for kvinders seksuelle frigørelse. Havde hun stadig noget at sige? Havde hun stadig noget på hjerte 40 år senere?

Med spydig præcision løftede hun samtalen op på et højere niveau. En rammende parallel mellem Obamas præsidentkandidatur vores egen statsministers skattesag. Erica Jong er ikke bange for at træde nogen over tæerne: Obama ville ikke blive behandlet sådan, hvis ikke han var sort - og Helle Thorning Schmidt ville blive behandlet ikke sådan, hvis hun ikke var kvinde.

I USA er Paul Ryan, Mitt Romneys vicepræsidentkandidat imod abort og prævention. Prævention har skabt muligheden for at kvinder kan have et job, og hvis de ønsker det, en karriere. Vi glemmer denne historie, vi tror at retten til at vælge, er vores pr automatik. Det var Erica Jong helt skarp på. Obama-care,den nye sundhedsreform tager blandt andet sit afsæt i retten til prævention, og kvinders sundhed generelt.

Jong fortalte at i hele staten Texas er prævention i dag ikke en mulighed for fattige kvinder, de sundhedscentre der tidligere udgjorde fattige amerikaneres eneste adgang til lægelig faglighed er sparet væk. Officielt fordi de ikke var gode nok, uofficielt er de lukket af hensyn til økonomien og fattige amerikaneres sikkerhed.

Mødet med Erica Jong kunne fylde mange flere blogindlæg, for der var så meget indhold på den lille time hun talte i Musikhuset. Emner som ligeret for alle, demokrati og spelt-mødre fyldte også i samtalen, men det har jeg valgt at skære fra her.

Præsten der var i mod homovielser - og andre molbohistorier

Ok - jeg siger det rent ud. Jeg er for vielse af homoseksuelle - helt og aldeles med dobbelt skrue. Om det er på rådhuset eller i kirken, jeg er flintrende lige glad. Hvis du vil giftes med en der er dobbelt så gammel som dig selv, ejer mere end du gør, er rødhåret eller af samme køn - jeg er ligeglad, når bare I elsker og respektere hinanden.

At den danske folkekirke er kommet så langt ud, at den overvejer at undlade at lave et ritual der ligestiller alle voksne mennesker der elsker hinanden. At folkekirken i fuldt alvor diskuterer at lurepasse, teknokratsprog og prokuratorkneb, det kan jeg bare ikke have. Det er, rent ud sagt, ikke ok.

Når der så også er en dansk præst, ansat i vores allesammens folkekirke, under et dansk ministerium som har sagt nej til at begrave en kvinde, på grund af hendes seksuelle orientering og valg af livspartner. Om det er en molbo historie? Nej, det er det faktisk ikke. Det er en skræmmende sand historie.

En "tanketorsk" kaldte denne guds tjener det. Præsten fik  i øvrigt opbakning af sin biskop. I øjeblikket er der en strøm af nye kirkeformer i Midt og Vestjylland. Fra denne bølge af mere og mere ortodokse kirker, lyder det samstemmende: den danske folkekirke er blevet for rummelig. Ifølge dem, bør kristen kærlighed være en eksklusiv gave, forbeholdt de få. Jeg syntes den udvikling er rigtig positiv, lad bare landsbytosserne blive alene med deres formørkelse. 

Jeg sætter foden ned nu. Ligeberettigelse er en del af den danske lovgivning - den gælder også for folkekirken. Ønsker medlemmer noget andet, så må de melde sig ud. Ønsker ansatte ikke at rette sig efter dansk lovgivning, så lyder der en klar opfordring herfra: "få et andet arbejde." Stod det til mig, så var det en fyreseddel.