Viser opslag med etiketten vielser af homoseksuelle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vielser af homoseksuelle. Vis alle opslag

søndag den 27. oktober 2013

Lad Kirken være en del af løsningen - input til en kommunalvalgkamp

Jeg var sammen med gode kammerater i går. Midt i en travl tid, når jeg forbi Socialdemokraternes altid åbne Fællesskabsbutik i Frederiksgade. Over en stille øl kommer vi til at tale om folkekirken - måske lidt underligt i en socialdemokratisk valgkamp, men vi er faktisk nogle som holder fast i vores noget flossede medlemskab af vores fælles folkekirke.

Min kammerat og jeg kommer til at tale om præsters mulighed for at sige nej til en af hovedopgaver i folkekirken, nemlig at vie folk. Han var en herlig mand, og vi finder ud af at vi hver især kender en del af at et homoseksuelt par, der fornylig fik velsignet deres kærlighed i den danske folkekirke, i Lukaskirken. Og vi talte om det faktum at parret måtte ud og lede efter en præst i aarhusområdet, før de fandt en der var villig til at forestå vielsen.

Jeg syntes det er et meget beundringsværdigt virke at være præst, at hjælpe mennesker med at højtideligholde deres tro, hele forkyndelsen, og den indbyggede ambition om godhed der ligger i den danske fortolkning af "Guds ord". I en tid, da jeg knapt nok vidste hvad jeg ville, eller kunne, var folkekirken et hjemsted for mig, en bolig fyldt med varme og kærlighed. Og da jeg blev ramt af den største sorg, var samme kirke der hvor jeg søgte hen. Jeg skylder den danske folkekirke meget, og jeg vil altid være taknemmelig for den.

Men præsten er ikke kirken, præsten er et menneske, der som andre mennesker går på arbejde og modtager en løn for at udføre det. Skal en lærer selv kunne vælge hvem der fortjener undervisning? Beslutter pædagogen selv hvilket barn det trøster? Uddeler sygeplejersker pleje, til dem de nu syntes er værdige? Nej det gør de ikke. Lærere, sygeplejersker, pædagoger, osv, varetager en vigtig funktion i vores samfund. De indgår i et fællesskab, der er baseret på tro. Tro på at vi alle bliver behandlet lige.

Der er  præster i Aarhus, der ikke syntes det er deres opgave at varetage den funktion det er, at vie to mennesker der elsker hinanden. Hvorfor? Fordi præsterne syntes at den kærlighed var forkert, den kærlighed var der ikke plads til i deres folkekirke. Skidt pyt med love og rettigheder, disse præster anser "Guds ord" for den eneste myndighed de er nødt til at forholde sig til......

Herhjemme er vi nu nede på 33% af husstanden, som er med i den danske folkekirke. Jeg hænger stadig på, men hver gang jeg bliver konfronteret med endnu en af disse sande historier, om folkekirkens andet væsen, skammer jeg mig endnu mere på dens vegne.

søndag den 8. juli 2012

Præsten der var i mod homovielser - og andre molbohistorier

Ok - jeg siger det rent ud. Jeg er for vielse af homoseksuelle - helt og aldeles med dobbelt skrue. Om det er på rådhuset eller i kirken, jeg er flintrende lige glad. Hvis du vil giftes med en der er dobbelt så gammel som dig selv, ejer mere end du gør, er rødhåret eller af samme køn - jeg er ligeglad, når bare I elsker og respektere hinanden.

At den danske folkekirke er kommet så langt ud, at den overvejer at undlade at lave et ritual der ligestiller alle voksne mennesker der elsker hinanden. At folkekirken i fuldt alvor diskuterer at lurepasse, teknokratsprog og prokuratorkneb, det kan jeg bare ikke have. Det er, rent ud sagt, ikke ok.

Når der så også er en dansk præst, ansat i vores allesammens folkekirke, under et dansk ministerium som har sagt nej til at begrave en kvinde, på grund af hendes seksuelle orientering og valg af livspartner. Om det er en molbo historie? Nej, det er det faktisk ikke. Det er en skræmmende sand historie.

En "tanketorsk" kaldte denne guds tjener det. Præsten fik  i øvrigt opbakning af sin biskop. I øjeblikket er der en strøm af nye kirkeformer i Midt og Vestjylland. Fra denne bølge af mere og mere ortodokse kirker, lyder det samstemmende: den danske folkekirke er blevet for rummelig. Ifølge dem, bør kristen kærlighed være en eksklusiv gave, forbeholdt de få. Jeg syntes den udvikling er rigtig positiv, lad bare landsbytosserne blive alene med deres formørkelse. 

Jeg sætter foden ned nu. Ligeberettigelse er en del af den danske lovgivning - den gælder også for folkekirken. Ønsker medlemmer noget andet, så må de melde sig ud. Ønsker ansatte ikke at rette sig efter dansk lovgivning, så lyder der en klar opfordring herfra: "få et andet arbejde." Stod det til mig, så var det en fyreseddel.

søndag den 1. juli 2012

Obamas sundhedsforsikring.

I disse tider med gældskrise, hvor europæiske statsledere febrilsk reber vores økonomiske sejl med mere og mere absurde initiativer til følge, er det en lille lettelse at der i det mindste stadig er et sted i verden hvor sund fornuft regerer,- nemlig i USA.
Her er det minsandten lykkedes Obama at overbevise forfatningsdomstolen/højesteret om, at en sundhedsforsikring for alle amerikanere ikke er et overgreb på den personlige frihed. Egentlig tænker vi jo her i Europa, at det er et spørgsmål man skulle tro besvarede sig selv.

Nej til individets frihed
Ja alle får en sundhedsforsikring, nej man kan ikke vælge den fra, ja den frihed har individet mistet, men den frihed er arbitrær, forbeholdt de som er privilegerede der allerede har tryghed i en privat sundhedsforsikring. Det store flertal vil opleve en forøgelse af deres personlige frihed, simpelthen fordi en banal blindtarmsbetændelse ikke længere vil kunne ruinere dem. så enkelt er det.

Tea Party på the-banen
Nu vil vi så se fanatikerne komme på banen, mennesker der læser den amerikanske forfatning med samme religiøse nidkærhed som nogle danske præster læser biblen. Par af samme køn skal selvfølgelig kunne velsignes i guds navn! Men det er noget andet. Obamas sundhedsreform vil øge kritikken af hans ledelse, den vil mobilisere hver eneste Tea Party prædikant i forsvaret af Amerika, mod ham og hans diabolske socialisme. Obama har parkeret ulovligt på øretævernes holdeplads, et sted der kan  koste ham genvalg. Så hvorfor gøre det? Jeg tænker på det som "lederskabets byrde".

At træffe upopulære
Det er simpelthen en nødvendighed med politikere der tør træffe de hårde valg, gå imod populær opinion og påtage sig det ansvar de vandt ved et valg. Som politikker må man ind i mellem træffe beslutninger tværs gennem befolkningsgruppers interne ønsker. Sådan er det - det har Obama gjort. Jeg krydser fingre for Obama.

lørdag den 9. juni 2012

Aarhus Pride - 2012



Lørdag den 9. Juni forenes mange gode kræfter for i fællesskab at fejre mangfoldigheden i Aarhus’ gader. I Aarhus er der nemlig Aarhus Pride - en stor parade hvor der på denne dag vil blandt andre byens homoseksuelle stolt gå i optog gennem byens gader.

I denne brydningstid, hvor selv folkekirken skændes om ret til ligebehandling for homoseksuelle, er det utroligt vigtigt at vores by manifesterer sig som det den er: Et sted hvor forskellighed trives, hvor alternative livsvalg beriger os alle.

Den rummelighed der fejres den 9. juni er det fundament Aarhus’ fremtid skal bygges på. Derfor opfordrer Socialdemokraterne til at alle slags mennesker møder frem til byens første homoparade, hvis ikke for at deltage, så for som tilskuer at glæde sig over al den kærlighed, frihed og vilje til mangfoldighed paraden repræsenterer.  

søndag den 20. maj 2012

Forårsmarked i Botanisk Have

Ok - jeg kan lige så godt sige det rent ud. Det bliver lidt tyndt i dag. Ikke at der ikke er mange temaer, som kunne vendes rundt og drejes kritisk her på bloggen. Men jeg er vågnet for sent, og om lidt skal jeg til plantedag i Botanisk have inde i Aarhus. Det årlige forårsmarked som Det Danske Haveselskab står for.

Så har man egentlig tid til at være her ved PC'en? Tid til morgenkaffen og avisen? Tid til at læse om min tidligere TR kollega Søren Aakjær og seje formand for Aarhus lærerforening? Næ, undskyld Søren. Men den kommer ikke til at stå på skolelukninger i dag, eller fremtidens folkeskole. Men jeg skal nok, - senere. Og senere kommer også et barsk og hårdt indlæg om præster som med den ene mund prædiker næstekærlighed og med den anden ikke vil hverken vie eller begrave mennesker som elsker en af det samme køn. Jeg er så vred, så det er klart bedst at lade den ligge lidt, så jeg kan være saglig (hvis det altså kan lade sig gøre - og ja - det er ikke i USA det skete, men i Thisted!)

For nu er der et lille hul i skyerne og den blå himmel titter frem, og kaffen er drukket, og poserne er pakket. Hvis jeg var dig ville jeg ryste Champions League finalen af dig, og komme op af sofaen. Har du ikke en have, så har du en park, en skov, en strand, en kone, en hund, et barn - eller din indre sjæl som sikkert også trænger til at være lidt sammen med dig.

God søndag.