Aarhus-samtalen - Luft under vingerne er stadig høj aktuel

Min mor havde den stående i reolen, med rød ryg, og ved siden af Praxis og andre kvindebøger fra 70'erne. Hun sagde at jeg ikke var gammel nok, men jeg tog den ned alligevel - Erica Jongs "Luft under vingerne".
Jeg kan huske at jeg oplevede en mellemting mellem fuldstændigt chok og total fryd. Kunne man virkelig det? Kunne man tænke sådan, handle sådan, være sådan?

Der er scener i bogen som stadig står lysende klare i min hukommelse, scener der har været med til at forme mig som menneske, som kvinde. Derfor var det en fantastisk mulighed at kunne lytte til hende i Festugens Aarhus-samtaler. Ikonet, kvinden som stillede sig forrest i kampen for kvinders seksuelle frigørelse. Havde hun stadig noget at sige? Havde hun stadig noget på hjerte 40 år senere?

Med spydig præcision løftede hun samtalen op på et højere niveau. En rammende parallel mellem Obamas præsidentkandidatur vores egen statsministers skattesag. Erica Jong er ikke bange for at træde nogen over tæerne: Obama ville ikke blive behandlet sådan, hvis ikke han var sort - og Helle Thorning Schmidt ville blive behandlet ikke sådan, hvis hun ikke var kvinde.

I USA er Paul Ryan, Mitt Romneys vicepræsidentkandidat imod abort og prævention. Prævention har skabt muligheden for at kvinder kan have et job, og hvis de ønsker det, en karriere. Vi glemmer denne historie, vi tror at retten til at vælge, er vores pr automatik. Det var Erica Jong helt skarp på. Obama-care,den nye sundhedsreform tager blandt andet sit afsæt i retten til prævention, og kvinders sundhed generelt.

Jong fortalte at i hele staten Texas er prævention i dag ikke en mulighed for fattige kvinder, de sundhedscentre der tidligere udgjorde fattige amerikaneres eneste adgang til lægelig faglighed er sparet væk. Officielt fordi de ikke var gode nok, uofficielt er de lukket af hensyn til økonomien og fattige amerikaneres sikkerhed.

Mødet med Erica Jong kunne fylde mange flere blogindlæg, for der var så meget indhold på den lille time hun talte i Musikhuset. Emner som ligeret for alle, demokrati og spelt-mødre fyldte også i samtalen, men det har jeg valgt at skære fra her.

8. marts - Kvindernes Internationale Kampdag

Så blev det 8. marts, en dag som er fejret, udskældt, debatteret, og hyldet. En dag som stadig vækker følelser.
En dag som er international, som er en hyldest til alle Kvinder i verden og deres døtre og deres døtres døtre. For det er stadig verdens farligste erhverv - at være kvinde,at være mor. Mødredødeligheden i verden er stadig så voldsom at den langt overstiger både cancer, malaria og AIDS. Verden over har Kvinden stadig ikke ret til egen krop. De bliver ægtet bort efter familiens ønsker, de bliver brændemærket hvis de så meget som ser på en anden mand. De har ikke samme pensionsrettigheder som mænd, mens Kvinden får børnene, ser hun karrieren træde i baggrunden, sammen med pengene i lønposen. Det er sandt at vi alle bliver ældre, men Kvindens alderdom vil i særlig grad være fyldt med fattigdom.

Kvinder bliver sjældnere præsidenter, bestyrelsesformænd eller direktører. Kvinden holder familien sammen og sørger for at tøjet er rent. Kvinden er kvinde når hun fjerner hårene fra sin krop, dag efter dag stopper sine tæer ned i høje hæle,selv om det gør ondt. Kvinden bliver stadig dømt anderledes end mænd, hun skal stadig være en tak bedre, en tak høfligere, en tak smukkere - men endelig ikke for smuk, så vil hun kun nå langt, aldrig helt til tops.

Kald mig en Bitterfissan, ja! Jeg er stolt af det, min første LP plade var Vesterbros Ungdomsgårds "Kattejammerrock" - og sangen "det var som bare pokker", jeg bad og tryglede - og fik den, og sled den op. Jeg har kæmpet for de svages rettigheder så længe jeg kan huske - og hvis det er en bås at være Bitterfisse - så tager jeg glad plads i den bås. For mine søstre rundt om i verden lider stadig, de har stadig ingen ejerskab over hverken krop eller sjæl. Det er sandt når jeg siger at deres kamp er min kamp, den er faktisk vores kamp.

Og det er markant forkert forstået at vi feminister ønsker at kvinderne har magten - vi ønsker blot lighed - maksimal lighed.

Så når Manu Sareen den 8. marts siger at vi skal mainstreame alle lov forslag i Danmark, og at kvinderne i det Arabiske Forår gjorde en forskel, og Angela Merkel er den mest magtfulde politikere i EU - så bliver jeg stolt - for vi har fundet en vej. Vi har sammen bidt os fast. Mit parti har en mandlig ligestillingsordfører og vi har en kvindelig statsminister. Så tak derude - skål for Kvinderne - og deres mænd, hip hip hurra for døtrene og deres brødre.

Hjertelig og glædelig kampdag!