Anorexsi - mere end at være tynd. Eller historien om at kærlighed ikke er nok.

Morgenen startede igen med debatten om anorexsi. En psykisk sygdom som har lagt en skygge over min egen ungdom, fordi min lillesøster fra hun var omkring 10 fik anorexsi. Hun gennemlevede en skoletid med drillerier, og havde svært ved at blive accepteret for den skønne, men anderledes pige hun var. Hun fik ikke hjælp, og vi fik ikke hjælp som familie.

Som hun voksede sig ung, blev hun langt mere stærk i at kontrollere sig selv og sin krop. Astrid havde også en latent migræne, og hvis der er noget en anorexi-pige hader mere end at spise, så er det ikke at leve op til forventninger om at være sød og god i skolen. Så Astrid fortalte mig senere, at hun valgte på hvilke dage hun spiste, for på de dage kunne hun nemlig lave lektier - ellers hun spise noget og kastede op. Uden at hun dog kunne betegnes som bulimiker.

Vidste du at der er et hierarki inden for anoreksi og bullimi? At kunne lade være med at spise står højest, - det ikke handler om at være tynd, det handler om at have kontrollen.

Jeg elsker min søster. Jeg ville have givet hende min nyre, som en selvfølge. Jeg ville have båret hende på hænder og fødder. Jeg ville have gjort alt - hvis jeg havde vidst hvad.

Hun tog sit eget liv for knap 3 år siden. Depressionerne var uoverskuelige. Hun oplevede at hun ikke var noget for nogen - det var hendes opfattelse. Ikke min, eller hendes datters. Det var ikke hendes fantastiske veninders eller hendes skønne mands. Hun var dygtig og smuk. Hun var klog og vidende. Men at veje så lidt, at hjernen ikke har nok fedt, gør at både tvangsbilleder og tvangstanker buldrer frem.

Hun så på mig, da hun fortalte at hun var "faldet i" igen. "Du må ikke blive forskrækket Camilla - det er ikke så godt." Hun var voksen, og vidste intellektuelt at det hun så og mærkede var tvangstanker. Hun vidste at de unge pigers drømme om kontrol var fiktive - og alligevel kunne hverken hun eller jeg gøre noget.

Det kommer alt for tæt på nu, så blogindlægget må stoppe nu. Jeg må forsøge at skrive mere senere. Men det er meget svært.
Det er så ganske ganske forfærdeligt, når kærlighed ikke er nok.

101 dag og nat til kommunalvalget - og lidt om cykelløb

Jeg var oppe på torvet i Tranbjerg i går. Det var simpelthen en herlig oplevelse, for her er der tid til at tale om de små ting, om det som er væsentligt. Jeg mødte en ældre dame som er frivillig i det motionscenter der er tilknyttet plejeboligerne. Hun fortalte om en dame som kom ind for 6 måneder siden, med rollator, plaget med gigt - i dag kan hun selv komme i Kvickly uden rollatoren. Den ånd skal der bruges meget mere af.

Jeg mødte en herlig efterlønner, som havde markant nedsat hjertetkraft efter en fejloperation på Skejby, men som holdte modet oppe med cykelløb. En god snak om sundhed og cykelløb - for er Froome dopet eller ej? Vi ved det ikke, vi ved blot at det kræver sin mand at sætte sig op på cyklen, dag efter dag i Touren. Vi var rørende enige om at det er vigtigt det er at holde sig i gang.

Eller den særprægede mand med pagehår og hang til småkager og kaffe, som blev rigtig glad da jeg  genkendte ham.

Jo, der er nu 100 dage til kommunalvalget, og 101 dag til at vide om jeg er blevet genvalgt. Om der var  personlige stemmer nok, til at få lov til at give det endnu en skalle.
For det gør en forskel, hvem der sidder på de 31 stole i byrådssalen. Det perspektiv jeg har, via mit arbejde for mennesker med ADHD og autisme, at jeg arbejder både professionelt og frivilligt med mennesker, som behøver lidt ekstra, det gør en forskel. Det, at jeg har arbejdet med mig selv, om at blive bedre til at lytte til andre - og til mig selv. Det gør en forskel.

Og så gør det bare indtryk, når teenageren på vej til ind til borgmesteren siger: "du skal altså vælges Camilla, når vi nu har gjort så meget!"

Øh - Tak for hjælpen - et blog indlæg om at komme ud af bede-om-hjælp-skabet

 
Skal jeg være helt ærlig, så er jeg bare ikke ret god til at bede om hjælp - faktisk er jeg temmelig dårlig til at bed om hjælp. Lidt underligt, for jeg er jo af den holdning, at vi skal hjælpe hinanden, og at vi når langt meget mere sammen. Og så elsker jeg at hjælpe andre...

Underligt.

Hvorfor overhovedet et blogindlæg om hjælp? Jo, jeg havde fundraisning fest til min valgkamp igår. I den forbindelse havde jeg brug for hjælp, og mærkede hvor svært jeg havde ved at bede om den. Hjælp til at lave maden, hjælp til borde og bænke, til grill, og den uundgåelige opvask. Hjælp til at få alle de herlige mennesker til at komme forbi,og spytte i kassen..
Hvad er det, det gør ved os? Jeg føler mig sårbar og mister noget af kontrollen - samtidig med at jeg bliver oprigtig glad, når jeg bliver bedt om at hjælpe.
Er det vores kultur, eller er det mig som er mærkelig? Er det når vi rækker ud efter hinanden, så bliver muligheden for en afvisning alt for virkelig?

Så jeg går all-in! Jeg har brug for hjælp. Hjælp til at klare livet. Hjælp til at være mig. Jeg skriger på sådan en sommermorgen - kom med det! Jeg er også sådan én, der ikke kan klare mig uden andre.

Godt så. Der kom jeg ud af det skab.
Tusinde, tusinde tak for at du er der for mig!
Må det blive gengældt - af mig, og alle dem du beder om hjælp.

En sommer fyldt med agurker

Kære Bloglæsere

Jeg ved jo, at I ved - at der ind i mellem kan være temmelig harske kommentarer på bloggen. Og denne uge har kandideret til noget helt særligt - lige fra de danske mediers behandling af kvindelandsholdet i fodbold, præsternes manglende opdatering på befolkningen (25 % er i mod abort....) og vi danskere enorme grillmad-sommer-spild og alligevel endte det med at jeg henviser til min madblog.

Sådan er det. Det blev sådan - og jer på min madblog - jeg undskylder - normalt er jeg ikke så harsk der. Men det var et indlæg som skrev sig selv..

http://madoghave-camillasandetliv.blogspot.dk/2013/07/grnrter-og-gulerdder.html

Rigtig god søndag! Og god appetit :-)

Sommer!

Jeg elsker sommer

sommer

Duften, tør græs duft

duften af roser fra den store rosenbusk på sydmuren

Sommer

fyldt med travlhed og afslapning

i skøn forening

tid

Min krop har længtes

- huden har rejst sig

som massevis af solceller

suger sol

Jeg elsker sommer

tiden er en anden om sommeren

Danmark er smuk

også om sommeren

Vild med ADHD!

På min væg på Facebook skrev jeg tidligere på ugen: "Hvis du ikke vidste det - så er jeg vild med ADHD og autisme-...." Reaktionen kom heldigvis promte - det har du været meget tydelig om Camilla!

Jeg har været på lejr - en uge sammen med 9 børn og unge mennesker med ADHD og autisme, og et hold af fantasiske kollegaer og frivillige.

Hver morgen blev jeg mødt med fantastiske smil og den umiddelbarhed jeg bare elsker. Da jeg var helt ung og startede på Langagerskolen, stod der i bøgerne at mennesker med autisme ikke havde brug for og ikke ville omsorg, eller små ting som et kram. Jeg kan ligeså godt sige at det er løgn. Et hårdt ord - men meget sandt, autister har også behov for omsorg. Det skal "bare" være på den enkeltes primisser, og nogle forstår Ipad som omsorg, andre forstår timers samtale om de vanskeligheder de er født med.

Jeg mødte to unge mænd med ADHD, 2 seje 16 årige drenge som i deres umiddelbare utryghed, let  kunne virke provokerende og smarte. Det var, som det altid viser sig, vidunderlige drenge der elskede at mosle, turene i svømmehal, popcorn over bålet og de timelange mountainbike ture.

Jeg elsker mit job. Særligt når jeg får mulighed for at tilbringe en uge med så skønne unge mennesker, at snakke og forklare og høre hvordan ADHD tegner sig for dem. Jeg er en stor beundre af Heimdals leder Ruth, som brænder for at kommunikere for og med autister og ADHD ramte. Den unge mand spurgte, og jeg fortalte om Ruth og om Heimdal, og om at vide hvad ADHD er. Der var tavst længe, og så sagde han de klogeste ord som jeg har hørt længe, indenfor min verden:
"hvordan kan hun vide hvad ADHD er, når hun ikke har det selv?"

Jeg er vild med ADHD.

Når man skrælder sejheden af, lader afvisningen ligge, og tilsætter mængder af tid, omsorg, og viden, så får man uvurderlige stunder med nærvær og samspil.
Tak til alle mine skønne kollegaer! I er for seje - og tak til alle jer forældre som turde efterlade jeres børn og unge mennesker i hænderne på en flok pædagoger og lærere. Og allermest tak til jer unge. Fordi I gav jer hen, fordi I lod jer møde, fordi I gav mig muligheden for at få den bedste uge hidtil, i min sommerferie.

God sommer - og husk, når I møder et mennesker med ASF og ADHD - giv tid.

FAKTA:
Sommercampen er et nyopstartet samarbejde mellem min skole Langagerskolen og Heimdal. Heimdal er en døgninstitution for børn og unge med autisme og ADHD. Der er rigtig mange børn og unge som står på venteliste. Derfor har socialforvaltningen bedt Heimdal om at lave aflastningsweekender og sommercamp. Heimdal og Langagerskolen arbejder med en ny arbejdsform Experiential Learning - Outdoor. Baseret på Conmotos og Duwees ideer om "learning by doing"

En på frivilligheds hatten - karate med sjæl i

Det skulle være så sundt at være frivillig. Alt peger på at overskudsmenneskerne og de med plus på kontoen er frivillige, mens de fleste af resten kæmper med hverdagen hver dag.

Jeg elsker hvertfald at være frivillig. Det giver mening for mig at være sammen med mine skønne karateunger, se dem udvikle sig, vokse både i krop og sind. Og det giver mening at se klubbens unge blive til voksne, med deres egen mening og bidrag til verden.

Så ud over, at det for mig er en sund måde at holde mig i form på, så giver det energi. Når jeg har haft en hård byrådsuge, med udvalg, gruppemøder, udfordringer på jobbet, for meget ukrudt i have, rod og opvask, så møder jeg hver eneste torsdag klokken fire de gladeste ansigter. Børn som glæder sig lige så meget som mig til at svede og træne og lære nyt. Der er herligt.

Så pyt pyt med den hårde uge, for jeg er vild med at være frivillig i min karateklub.

I går havde vi graduering, her er et par skønne fotos: