Forårsmarked i Botanisk Have

Ok - jeg kan lige så godt sige det rent ud. Det bliver lidt tyndt i dag. Ikke at der ikke er mange temaer, som kunne vendes rundt og drejes kritisk her på bloggen. Men jeg er vågnet for sent, og om lidt skal jeg til plantedag i Botanisk have inde i Aarhus. Det årlige forårsmarked som Det Danske Haveselskab står for.

Så har man egentlig tid til at være her ved PC'en? Tid til morgenkaffen og avisen? Tid til at læse om min tidligere TR kollega Søren Aakjær og seje formand for Aarhus lærerforening? Næ, undskyld Søren. Men den kommer ikke til at stå på skolelukninger i dag, eller fremtidens folkeskole. Men jeg skal nok, - senere. Og senere kommer også et barsk og hårdt indlæg om præster som med den ene mund prædiker næstekærlighed og med den anden ikke vil hverken vie eller begrave mennesker som elsker en af det samme køn. Jeg er så vred, så det er klart bedst at lade den ligge lidt, så jeg kan være saglig (hvis det altså kan lade sig gøre - og ja - det er ikke i USA det skete, men i Thisted!)

For nu er der et lille hul i skyerne og den blå himmel titter frem, og kaffen er drukket, og poserne er pakket. Hvis jeg var dig ville jeg ryste Champions League finalen af dig, og komme op af sofaen. Har du ikke en have, så har du en park, en skov, en strand, en kone, en hund, et barn - eller din indre sjæl som sikkert også trænger til at være lidt sammen med dig.

God søndag.

Vielser mellem samme køn - ja tak, fordømmende folkekirke - nej tak

De seneste uger har jeg siddet med en meget ubehagelig smag i munden. "Sammekøns"- vielser i kirken er kommet på dagsorden, for alvor. Vi har i Danmark en statskirke, hvor stat og kirke hænger sammen, og dog.

For kirken og dens personale har andre rettigheder end vi andre. Præsterne kan nemlig sige nej tak til en opgave. Og lige nu er der forbavsende mange, synes jeg, som undsiger kærligheden. Præster som ikke vil vie i kærlighedens navn, som med udgangspunkt i 2000 år gamle tekster undsiger sig deres arbejde, og dermed intentionen i Jesu liv. At give de anderledes og de svageste en stemme, og fremhæve alt det der er anderledes, det der skurrer imod det almindelige. Han gav en lektie om at verden har plads og brug for alle, og at vi er skabt til kærlighed.

Man kan synes om religion hvad man vil, men rettigheden til debat har vi alle - også de præster som jeg ikke er enig med. Helt fair og helt fint, men at argumentere imod homovielser fra en religiøs vinkel er helt igennem forvrøvlet. Der er tale om småborgerlig bedrevidenhed.

Lad os se på andre dele af den offentlige sektor der finansieres for at kunne rumme alle. For eksempel skolen, den kender jeg både fagligt, etisk og didaktisk. Der var engang hvor man ligestillede skolelæreren og præsten, man talte om at de begge havde et kald. I dag har læreren et arbejde - præsten har kaldet. Vi ved af alle undersøgelser at børn lærer når læreren er vidende og engageret - og tror på sin metode. Hverken mere eller mindre. Så det handler ikke om læringsstile, papmache eller stavning klokken 9.07. Det handler om lærerens personlige integritet og formåen. Men hvis en af mine mange fremragende lærere på min skole sagde til mig, at de ikke ville undervise den og den, og de i øvrigt ikke ville undervise i færdselslære, eller lad os bare tage et mere kontroversielt fag - seksualundervisning, fordi det var dem personligt i mod. Så ville jeg se på dem, og spørge om de er sikker på det? Og om de er sikker på om de ønsker at beholde deres arbejde. Vi er i den danske folkeskole ansat til at undervise for alle, i alt.

Præster kan pege ud i meningheden og sige: "duer ikke - væk". Jeg fatter det ikke. Jeg fatter slet ikke at så mange præster ikke sidder med den samme dårlige smag i munden som jeg gør. Jeg klynger mig stadig til mit medlemsskab og tænker på alle de gode, ordentlige præster og menighedsråd jeg OGSÅ kender. Men vi er delte herhjemme, og som følge af kirkens latterlige problematisering af frie individers livsvilkår, er der endnu en der falder fra. Så nu er der 1 inde, og 2 udenfor.

Det er ikke godt nok. Mennesker, alle mennesker skal vies i kærlighed. Kærligheden er ikke forskellig, selvom den er mellem to mennesker af samme køn.
Hvis kirken uenig med det - så må gøre det Grundtvig egentlig ønskede - lade kirken være sig selv - udenfor staten. En ting vil jeg dog rose, og det er at vi faktisk har debatten. At vi tager stilling, og at så mange forskellige mennesker involverer sig i debatten. Det gør at jeg har en tro og et håb på folkekirkens vegne.