Lidt fra privaten, en stor dag i karatelivet

Jeg ved ikke om du ved det, men jeg dyrker karate i den tid som er tilovers. En sport som er meget mere end sport, som er med til at sikre mig mit mentale og fysiske overskud i en hverdag der tiltider kan gå rigtig hurtig. Denne morgens blog åbner en lille flig af hvad karate er for mig.

En kolde dag i januar 

Min træner og mentor Kyoshi (Kyoshi er en karatetitel som man får når man er meget højt oppe i ranglisten, Vitus er 8 dan, og den højeste i Europa i vores stilart) Vitus Bilking inviterede til jubilæum på en kold og klar dag i januar – nærmere bestemt den 26 januar. En dag som skulle fejres med træning for alle sortbælter i Danmark i Dojo en Banegårdsgade.

Karate er som en stor familie

Karate er som en familie, og når der er stor familiefest så kommer der gæster fra nær og fjern, fra København og Møn, fra Esbjerg og Kolding og nord for Ålborg. I karate taler man om at skærpe hinandens skærpede klingerne, fordi kun sammen bliver man bedre. Der var tæt pakket program, hvor udfordringen blev gjort tydelig fra starten: sveden må I tænke jer til, – for denne dag skal være fyldt med tænksomhed og refleksion. Og så udfoldede der sig tænkninger om bounce, om gamargi, om roterende hofter og higete. Der blev stillet spørgsmål, som mange havde bud på, men kun få havde svar på.

Kræften

Vitus har knoglekræft og den er dødbringende, ingen har overlevet, og kun få har levet så længe som han. Faktisk er vi ved at være derhenne hvor han, også her slår alle rekorder. Ikke kun i overlevelse, men også i måden at overleve på. Denne flerdobbelte Danmarksmester, som er træner for en flerdobbelt dansk mester, som på alle måder har fået det bedste ud af livet – delte ud af både sin viden og sin visdom. Kyoshi gav den fuld skrue til de helt tunge grader, og han lod det dryppe hele vejen ned til mig. Jeg har 1. dan og er i karatesammenhænge en novice. Karate har utroligt mange dybder og gør på den måde stort indtryk. Der for var det også en dag hvor jeg i mindre grad begreb hvad jeg havde at gøre med. Træningen var svær og lige til kanten af hvad jeg har i mig - men helt igennem fantastisk.

Ikke uden

Kyoshi Vitus Bilking er en mand som træder ind i en med træsko på og hans fødder er kæmpe store. Han har formået konstant at skubbe og mase på én, og jeg har udviklet med både menneskeligt og fysisk meget. Kyoshi har set mig der hvor jeg har været. Jeg har kendt Kyoshi 12 år, og han har været en væsentlig brik i min personlige succes. Tak. Sådan er der mange som føler, og Kyoshi har betydet noget ganske særligt.

En stor tak skal lyde til Claus for de skønne billeder og til Jakob Sønderberg for både tilretning af den rette karate-sprogbrug og for mange gode træningstimer. Bloggen her er skrevet til Shuri-ryu karates nyhedsbrev i anledning af Kyoshis 40 års jubilæum. Tak for en stor dag.

Lyset i mørket

Ok - det har været nogle hårde uger, med kovendinger både på lokalt og nationalt plan. Sådan nogle uger,  hvor det gælder om at holde fokus og se fremad.

Den dårlige samvittighed
Og hvordan gør man egentlig det i en mørk, kold og lige nu ret våd tid? Jeg forsøger at hygge mig, skabe en god stemning i privaten. Jeg tænder lys, og forsøger at lave rigtig simremad, den slags man bliver glad af.
Jeg gør hvad jeg kan for at blive ved med at tage cykelen, og de dage (som i dag) hvor jeg tager bussen, lægger jeg den dårlige samvittighed nederst i bunken, for den bliver man ihvertfald ikke mere lykkelig af.

Listerne
Lister - der bliver skrevet lister. Julegavelister, småkagelister, lister over dekorationer jeg har intention om at lave, lister over julekort som skal skrives, sylte, glamestersild og langelandske fedtegrever. Lister med dette og hint.
Jeg elsker lister. Og jeg elsker jul. Jul og lister høre sammen, synes jeg. Jeg har altid, så længe jeg kan huske arbejdet med lister. Det er ganske nedarvet, min mor havde kolloner med opgaver og min far har lavet lister med data om alt, for eksempel kattekillingernes vægt.

Magien
Udfordringen er nok gemalens mere eller mindre desperate udtryk over længden af listerne, og blikket på kalenderen, fyldt med julefrokoster og byrådsmøder, og skolemøder og partiforeningsmøder. Men han forstår det jo slet ikke. For lister er magiske. Lister er frydefylde, og giver håb om at man når ALT. De rummer drømmen og håbet om det hele. Det er ikke min TRO, at jeg rent faktisk når det hele - for hvem kan det? Jeg er jo ikke "super-mum", så jeg tager gerne en smutvej i ny og næ. Jeg køber kransen til døren, aftaler med veninden om at dele småkage byrden, så hun bager vaniljekransene og jeg tager korender-kagerne. Men jeg må også indrømme at det ikke er alt, jeg vil gå på kompromis med, der er ting kun min far og jeg kan lave, så vi begge er tilfredse.

Lad ikke mørket tage over
Så når dagene er lidt hårde, og stemmerne bliver lidt skingre, så er det godt at gå i køkkenet og i haven. Jeg har skrevet om det før, det er zen for mig. Det giver mig den energi, og den aflad som ikke altid findes i den travle hverdag.

En udfordring til sind og krop

Ja, der blev ikke rigtig noget blogindlæg her til morgen. Jeg har nemlig været på en fed og cool lejr sammen med et stort hold af karate ka'er. Vi har kæmpet rundt med hinanden, med bo'er (en lang pind som kunne minde mistænkeligt om et kosteskaft) med sai'er og med sindet.
Mine to kære klubkammerater og venner blev henholdsvis 1. dan og, 2. dan- cheftræner. Jeg er meget træt, og meget stolt. Mit sind og min krop er blevet udfodret.

Jeg håber også, at du en gang i mellem finder tid til at udfordre dit sind og din krop, og gerne på samme tid. Det giver et mentalt overskud i hverdagen, og trods for blåmærker og blodvabler, så giver det altså en rigtig god følelse.

Du finder mig i anden række forneden, yderst til højre...

Zen - et sind som månen

En brandtale - eller mangel på samme
Jeg var ellers begyndt på sådan en brandtale af en blog. Om grænser, Winkel-Holm og Rønn Hornbeck og den skulle have - skulle den. Men så stod jeg op, opdagede at regnen var holdt op, og fuglene var fremme og de var stået op, og morgensolen så ud til at bade min have i morgenskin. Den chance skal man ikke lade gå forbi sig.

Sneglejagt
Med morgenhår og gummistøvler, er jeg startet dagen med en god gang snegle-jagt. Vi har ellers ikke så mange, men hov har jeg været for ufokuseret og travl? For her til morgen tog jeg 7, og ja jeg ved det - det er ikke mange. Og jeg ved, at jer som har mange tæller 100 hver morgen. Men 7 er et alvorligt tal her på Chr. X's vej. For det er mere en 100 % forøgelse. Jeg øver mig i zen. Det er vanskeligt. Men sådan en sneglejagt, er den ultimative udfordring. At være i det, med det som nu er. Hverken at irritere sig, eller skynde sig. Blot at samle og nyde haven fra en sneglevinkel.

Zen
På sådan en morgen må Winkel-Holms uhyrligheder, ligger der hvor hun ligger, på hendes magelige kommentarplacering i JP. Det samme må hendes åbenlyse manglende

viden om hvordan mennesker må leve på en kontanthjælp 4 børn og 2 voksne. Og hvordan alene en frugtordning i den enes klasse, ville vælte hele det økonomiske budget. Det vil jeg lade ligge. For min have er smuk på denne årstid. Og den er som et spejl af mig selv. Et sind som månen, Musin. Pletvise steder viser sig med velreven jord og sirlige rækker. Langt det meste står side om side, blomster, gulerødder, fuglegræs og skvalderkål. Sådan må det være.
Zen - Camilla - Zen.

Min kløvereng...
Jeg må lade de danske,- ja hele verdens landmænd være denne morgen. Lade verdens bier være, selv om bierne sulter. Fordi vi også her driver rovdrift på naturen, så grøftekanter og enge ikke længe lever i vores hverdag, men slås og dyrkes. Jeg må lade være, at vi som politikkerer samlet set, har meget vanskeligt ved at handle 10 år ud i fremtiden, og endnu sværre ved at handle 50 år. I min have er græsset ikke blevet slået, og og plænen har ikke fået "kemi-plæne-rens", så hvidkløveren står i fuldt flor og bier og brombasser boltre sig. Og jeg kunne jo snyde mig selv, og sige at jeg gør det for bierne, men ved jo godt, at min kalender ikke har været til de 2 gode timer med græsslåning.

Jo min have er som mig selv, ser jeg denne morgen. Og der er vel ok. For den er skøn og frodig, stor og åben, og giver inspiration og ro. Et sind som månen. Ak så simpelt og dog så svært.