Lidt fra privaten, en stor dag i karatelivet

Jeg ved ikke om du ved det, men jeg dyrker karate i den tid som er tilovers. En sport som er meget mere end sport, som er med til at sikre mig mit mentale og fysiske overskud i en hverdag der tiltider kan gå rigtig hurtig. Denne morgens blog åbner en lille flig af hvad karate er for mig.

En kolde dag i januar 

Min træner og mentor Kyoshi (Kyoshi er en karatetitel som man får når man er meget højt oppe i ranglisten, Vitus er 8 dan, og den højeste i Europa i vores stilart) Vitus Bilking inviterede til jubilæum på en kold og klar dag i januar – nærmere bestemt den 26 januar. En dag som skulle fejres med træning for alle sortbælter i Danmark i Dojo en Banegårdsgade.

Karate er som en stor familie

Karate er som en familie, og når der er stor familiefest så kommer der gæster fra nær og fjern, fra København og Møn, fra Esbjerg og Kolding og nord for Ålborg. I karate taler man om at skærpe hinandens skærpede klingerne, fordi kun sammen bliver man bedre. Der var tæt pakket program, hvor udfordringen blev gjort tydelig fra starten: sveden må I tænke jer til, – for denne dag skal være fyldt med tænksomhed og refleksion. Og så udfoldede der sig tænkninger om bounce, om gamargi, om roterende hofter og higete. Der blev stillet spørgsmål, som mange havde bud på, men kun få havde svar på.

Kræften

Vitus har knoglekræft og den er dødbringende, ingen har overlevet, og kun få har levet så længe som han. Faktisk er vi ved at være derhenne hvor han, også her slår alle rekorder. Ikke kun i overlevelse, men også i måden at overleve på. Denne flerdobbelte Danmarksmester, som er træner for en flerdobbelt dansk mester, som på alle måder har fået det bedste ud af livet – delte ud af både sin viden og sin visdom. Kyoshi gav den fuld skrue til de helt tunge grader, og han lod det dryppe hele vejen ned til mig. Jeg har 1. dan og er i karatesammenhænge en novice. Karate har utroligt mange dybder og gør på den måde stort indtryk. Der for var det også en dag hvor jeg i mindre grad begreb hvad jeg havde at gøre med. Træningen var svær og lige til kanten af hvad jeg har i mig - men helt igennem fantastisk.

Ikke uden

Kyoshi Vitus Bilking er en mand som træder ind i en med træsko på og hans fødder er kæmpe store. Han har formået konstant at skubbe og mase på én, og jeg har udviklet med både menneskeligt og fysisk meget. Kyoshi har set mig der hvor jeg har været. Jeg har kendt Kyoshi 12 år, og han har været en væsentlig brik i min personlige succes. Tak. Sådan er der mange som føler, og Kyoshi har betydet noget ganske særligt.

En stor tak skal lyde til Claus for de skønne billeder og til Jakob Sønderberg for både tilretning af den rette karate-sprogbrug og for mange gode træningstimer. Bloggen her er skrevet til Shuri-ryu karates nyhedsbrev i anledning af Kyoshis 40 års jubilæum. Tak for en stor dag.

Kote Aite - kunsten at absorbere smerte

Jeg er gul og blå, har omkring 20 blå mærker. Det er bare rigtig længe siden at det har været sådan. Ikke at jeg ikke har trænet nok - eller hårdt nok den senere tid, men måske har fokus ikke været nok på kampen i kampsporten.

Jeg træner karate, og jeg elsker det. Den mentale udfordring og den fysiske konfrontation. Kote Aite er et japansk udtryk for  "Kunsten at absorbere smerte". Det er en vigtig del af kampsport, og det giver altså blå mærker. Til tider opleves også  vanskeligheder ved at kunne trække vejret, når 5 store dojo-kammerater slår løs på en...

Og hvad har det så egentlig at gøre med en politisk blog at gøre? Lyder det ikke en smule mærkeligt at have trang til blå mærker? Det jeg vil frem til er, at vi i vores liv altid vil få "blå mærker". Vi kommer altså ikke igennem livet uden knobs. Og jeg synes vi glemmer det, vi glemmer det i børneopdragelsen og i parforholdet. Vi glemmer det på arbejdspladsen og i venskabet. Når vi er sammen med andre og er en del af fællesskabet - så giver det knubs. Men som oftest er det heller ikke værre. Op på hesten, og videre i livet, skrammerne er med til at danne os som mennesker.  Den livskundskab er der ofte behov for, når man træffer beslutninger og tager ansvar i den kommunale virkelighed.
For det er med politik som med resten af livet, det giver knubs.

Medborgerskab og frivillighed

Hvad mener du om ordet medborgerskab? Eller hvad med frivillighed? hvad får det dig til at tænke på?
Er du spejderleder? Fodboldtræner? Sidder du i forældrerådet på dit barns skole, eller måske i bestyrelsen? Er du medlem af en forening eller hjælper du til i plejecentrets cafe? Samler du dit skrald op - eller lader du ligefrem være med at smide det i første omgang - og samler i stedet noget mere op?

Vores land er kendt for vores frivillige arbejde, det arbejde som giver kvalitet i livet, både for den som udfører det og for den som modtager det. Vi har rigtig mange børn i Danmark hvis fritidsaktiviteter er baseret på frivillighed, aktiviteter der endda opererer med en opdragende målsætning.

Jeg dyrker karate. En skøn sport der giver et sundt sind i en sund krop, der flytter grænser og giver mening. Her træner jeg et hold af små kæmpere fra 6 år til 10 år, skønne børn som jeg i min ellers ganske travle tilværelse gør alt hvad jeg kan for at finde tid til. - for jeg holder så meget af det hold, med sine skønne børn,- og dem der hjælper mig. Jeg har nemlig også en flok ældre børn til at hjælpe med at holde styr på de mindste. De hjælper med at få børnene til at forstå karatens ånd, hjælper med at udføre øvelserne ordentligt - hjælper med at være en god kammerat, sådan som de engang selv har lært det. Jeg er stolt af dem, de er så seje. Jeg tænker også at de også lærer noget, om modenhed og ansvarlighed. Kvaliteter der er nødvendige i vores hypermoderne tilværelser. Så der er mange positive gevinster i mit karatehold, så meget positiv energi. Her giver jeg ikke bare, jeg får i allerhøjeste grad også noget igen. Jeg får glæden ved at se børn vokse, se dem søge efter og nogen gange finde fokus. Se dem finde plads i en større sammenhæng, finde værdi i fællesskabet. Det er en lektion det altid er værd at tage med.

Sådan tror jeg at det er rigtig mange steder i Danmark. Vi er en nation mennesker som vil hinanden det godt. Og det skal vi have gjort til en hædersgerning.

I Aarhus er der blevet lavet en undersøgelse som fortæller at rigtig mange aarhusianere gerne vil lave frivilligt arbejde. Så hvordan gør vi dette rigtigt? Hvordan lægger vi snitfladerne så kerneopgaven stadig løses af fagfolk, og resten bliver en gave?
For frivillighed set med kultur og borgerservice briller og med Sundhed og Omsorgs briller er bare to vidt forskellige ting. Det opleves sådan, og det mærkes sådan. Vi vil gerne. Men ikke alene.

Hvad tænker du?