Troen tilbage til hinanden

Jeg kan godt være lidt glemsom, og miste og tabe ting. Særligt hvis jeg egentlig er optaget af noget andet.
Onsdag var jeg med et par veninder til AOA Awards, og mødte et par gode naboer på vej hjem i bussen. Og optaget som jeg var, af at snakke, kalde på katten og skutte i mig novemberregn, opdagede jeg ikke da jeg tabte min håndtaske med dankort, penge og min ynglingslæbestift.

Ikke så smart Camilla. Det værste var nok, at jeg først opdagede det næste morgen, da jeg skulle bruge kortet. Og man forestiller sig jo, at der kan ske rigtig mange ting på 12 timer.

Men der er god karma i Aarhus, i Viby. For jeg blev ringet op af en ung kvinde, hvis far havde fundet min taske. Jeg var derhenne fredag og hente den, hvor en engageret ældre mand med anden etnisk baggrund end dansk åbnede. Hvilken baggrund man har når man finder noget, kan jo i princippet være lige meget. Men alligevel gjorde det en forskel - han var meget optaget af at jeg skulle tjekke indholdet, hvilket jeg gjorde og fandt alt som det skulle være. Jeg havde en del kontanter og forsøgte at beskrive at man i Danmark godt må give findeløn - det ville han slet ikke høre tale om.

Til gengæld havde han inviteret sin veninde, og lavet ekstra aftensmad, for som han sagde, så skulle jeg ikke være utryg over at hente min taske ved ham alene, og han havde lavet rigeligt mad....
Jeg blev bænket i køkkenet, til en snak om hans lejlighed, og om at bo i Viby, dejligt tæt på en jernbane.

Så den novemberaften gik jeg, en oplevelse rigere gik jeg hjem, fyldt med håb om integration, basal ærlighed, og uendelig glad for at bo i Aarhus. Min tro på hinanden er bestandig.