Mens familien Danmark svælger i håndbold-mænd og design-tv, har nationens beskidte bagtanke, Dansk Folkeparti, taget endnu et sving hen ad ekstremismens boulevard. Blandt andre "de sorte præsters" afkom Marie Krarup og Christian Langballe taler nu åbent for at begrænse muslimers adgang til Danmark. Det er der sådan set ikke noget nyt i, de fleste af os ved godt at det altid har været muslimerne DF hadede mest. Det nye er, at det nu er blevet politisk gangbart at sige det højt, også for folketingspolitikere, der som bekendt skal forestille at anerkende dansk lov, international lov og de universelle menneskerettigheder.
Ak ja, de dersens forbistrede menneskerettigheder, hvis bare der ikke stod at alle mennesker er lige meget værd....
DF Viceborgmesteren i Vejle: "Nu kender jeg ikke de menneskerettigheder i detaljer, men jeg bliver så træt hver gang jeg hører det ord. jeg mener grundlæggende at menneskerettigheder er noget der hører fortiden til eller i Afghanistan."
Uvidenheden og arrogancen i den udtalelse opsummerer Dansk Folkepartis udvikling meget præcist, og så kan borgerne i Vejle, ellers varme sig ved tanken om at manden bag den udtalelse tegner den kommunalpolitiske virkelighed i Vejle Byråd.
Man kan desværre frygte at der på Christiansborg sidder en række socialdemokrater og arbejder med en skrækindjagende udfordring: at gøre DF til en troværdig samarbejdspartner. De tusinder af racist-stemmer som partiet har tyvstjålet fra S vil de gerne have tilbage. Jeg ønsker også at se Socialdemokratiet styrket, men sandelig ikke for enhver pris. Ikke hvis prisen er at give køb på mit grundlæggende menneskesyn om lige rettigheder og lige muligheder, og slet ikke hvis jeg dermed legitimerer deres hadske retorik og karikerede verdensbillede.
Så for mig gælder det stadig - Dansk Folkeparti bliver aldrig stuerent.
søndag den 26. januar 2014
De der menneskerettigheder...
Etiketter:
dansk folkeparti,
Langballe,
Marie Krarup,
menneskerettighederne
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar