En på frivilligheds hatten - karate med sjæl i

Det skulle være så sundt at være frivillig. Alt peger på at overskudsmenneskerne og de med plus på kontoen er frivillige, mens de fleste af resten kæmper med hverdagen hver dag.

Jeg elsker hvertfald at være frivillig. Det giver mening for mig at være sammen med mine skønne karateunger, se dem udvikle sig, vokse både i krop og sind. Og det giver mening at se klubbens unge blive til voksne, med deres egen mening og bidrag til verden.

Så ud over, at det for mig er en sund måde at holde mig i form på, så giver det energi. Når jeg har haft en hård byrådsuge, med udvalg, gruppemøder, udfordringer på jobbet, for meget ukrudt i have, rod og opvask, så møder jeg hver eneste torsdag klokken fire de gladeste ansigter. Børn som glæder sig lige så meget som mig til at svede og træne og lære nyt. Der er herligt.

Så pyt pyt med den hårde uge, for jeg er vild med at være frivillig i min karateklub.

I går havde vi graduering, her er et par skønne fotos:

Medborgerskab og frivillighed

Hvad mener du om ordet medborgerskab? Eller hvad med frivillighed? hvad får det dig til at tænke på?
Er du spejderleder? Fodboldtræner? Sidder du i forældrerådet på dit barns skole, eller måske i bestyrelsen? Er du medlem af en forening eller hjælper du til i plejecentrets cafe? Samler du dit skrald op - eller lader du ligefrem være med at smide det i første omgang - og samler i stedet noget mere op?

Vores land er kendt for vores frivillige arbejde, det arbejde som giver kvalitet i livet, både for den som udfører det og for den som modtager det. Vi har rigtig mange børn i Danmark hvis fritidsaktiviteter er baseret på frivillighed, aktiviteter der endda opererer med en opdragende målsætning.

Jeg dyrker karate. En skøn sport der giver et sundt sind i en sund krop, der flytter grænser og giver mening. Her træner jeg et hold af små kæmpere fra 6 år til 10 år, skønne børn som jeg i min ellers ganske travle tilværelse gør alt hvad jeg kan for at finde tid til. - for jeg holder så meget af det hold, med sine skønne børn,- og dem der hjælper mig. Jeg har nemlig også en flok ældre børn til at hjælpe med at holde styr på de mindste. De hjælper med at få børnene til at forstå karatens ånd, hjælper med at udføre øvelserne ordentligt - hjælper med at være en god kammerat, sådan som de engang selv har lært det. Jeg er stolt af dem, de er så seje. Jeg tænker også at de også lærer noget, om modenhed og ansvarlighed. Kvaliteter der er nødvendige i vores hypermoderne tilværelser. Så der er mange positive gevinster i mit karatehold, så meget positiv energi. Her giver jeg ikke bare, jeg får i allerhøjeste grad også noget igen. Jeg får glæden ved at se børn vokse, se dem søge efter og nogen gange finde fokus. Se dem finde plads i en større sammenhæng, finde værdi i fællesskabet. Det er en lektion det altid er værd at tage med.

Sådan tror jeg at det er rigtig mange steder i Danmark. Vi er en nation mennesker som vil hinanden det godt. Og det skal vi have gjort til en hædersgerning.

I Aarhus er der blevet lavet en undersøgelse som fortæller at rigtig mange aarhusianere gerne vil lave frivilligt arbejde. Så hvordan gør vi dette rigtigt? Hvordan lægger vi snitfladerne så kerneopgaven stadig løses af fagfolk, og resten bliver en gave?
For frivillighed set med kultur og borgerservice briller og med Sundhed og Omsorgs briller er bare to vidt forskellige ting. Det opleves sådan, og det mærkes sådan. Vi vil gerne. Men ikke alene.

Hvad tænker du?