Jeg er ved at være udsovet, og ved at lande efter et valg, der var alt for spændende. Vi vandt, og resten tabte. Når man sådan har fået sovet på det, så er det faktisk ikke så rar en tanke, at så mange mennesker går rundt med en følelse en oplevelse af at have tabt. Jeg tænker, at vi nu har en forpligtelse på at samle Danmark igen.
Solidaritet
Ja, det ville have været rart, mere komfortabelt at have et flertal, men på denne måde er vi nødt til at indlede dialog. Det kan kun være godt for Danmark. Alt for mange år er spildt på "dem og os", på stigmatisering og udelukkelse fra fællesskabet. De der ikke kan arbejde, de der er mørke eller ikke født i Danmark, de der har et handicap, de der er født som piger, Og så videre. Alt for meget de sidste år har været baseret på udelukkelse, i stedet for inkludering og solidaritet. Det skal stoppes.
Helle for Helle
Jeg tror på at Helle kan skabe det sammenhold der er nødvendigt, for at Danmark igen placerer sig centralt på det verdenskortet. Hun har evnen til at lytte til andre, hun er ihærdig, og så er hun parat til at flytte sig, give andre rum og plads.
En påstand, min påstand
Et andet plus på kontoen er, at der nu er så mange kvinder øverst placeret, i det politiske spektrum. Det viser sig nemlig i store forhandlingssituationer, at kvinder er langt mere fokuseret på processen. Kvinder er bedre til at forstå, at din forhandlingsmodparts oplevelse af resultatet, ofte er afgørende for at kunne opnå en konstruktiv overordnet set. I stedet for fokusere på resultatet er det bedst opnåelige for en selv. Derfor tror jeg at Helle, Margrethe og Johanne nok skal klare ærterne, og så er Villy jo også i god kontakt med sin feminine side. Jeg ved godt at det er en noget vild og voldsom, (og for nogen feministisk) udlægning. Når man analyserer store forhandlingssituationer,og sammenholder resultaterne med forhandlingsparternes oplevelse og efterfølgende lyst til at indlede en ny forhandling, er der en klar overvægt af succeser i forhandlingsforløb med kvinder i magtens centrum. Hold da op, en lang sætning.
søndag den 18. september 2011
onsdag den 14. september 2011
Nok er nok - stem rød blok!
Så er det tid til at vælge en anden vej for Danmark.
Nu er det nu at du kan sige; nok er nok. Og jeg vil foreslå, at du stemmer på et parti som støtter hende her som statsminister. Det er hende som kan få Danmark tilbage på det globale verdenskort. Det er hende som kan skabe vækst for erhvervslivet og få fattigdommen ned.
Sæt dit kryds ved Socialdemokraterne, eller en anden på rød blok.
søndag den 11. september 2011
90-85 en evig jagt på den rigtige kombination
2-0, 90-85, 9/11, snart 40...
Tal betyder meget i disse tider. Nicklas Bendtner og hans fod fik endelig kickstartet de danske EM drømme igen. Det er længe siden at den fod har været brugt, så kampen mod Norge var en tiltrængt opmuntring. Danmark behøver fællesskab, vi har brug noget at samles om, en, begivenheder hvor vi alle trækker i samme retning. På torsdag har vi en sådan begivenhed, en begivenhed, der alt andet lige er af større betydning end 3 point mod Norge.
En festdag for demokratiet
Torsdag fester demokratiet, eller den måde vi tænker demokrati på. Der er valg i Danmark, og vi er mange, der uanset om vi foretrækker Helle, Margrethe, Villy eller Løkke glæder os. Vi glæder os over lejligheden til at bidrage til samfundet. Torsdag er vores talerør, dagen hvor ingen bestemmer over os, og ingen kigger os over skulderen. Vi sætter vores kryds, hvor vi sætter det er en privatsag. Vi er helt alene, og alligevel fælles. Torsdag er en dag domineret af tal, på overfladen kan det lyde trist og kedeligt. Meningsmålinger, exit polls, stemmeanalyser, billeder af Løkke og Helle ved stemmeurnen, umiddelbart lyder det ikke ligeså ophidsende som Danmark-Norge i Parken. Vi skal huske at at alle de tørre tal, repræsenterer drømme og håb for fremtiden.
Torsdag er i sandhed festdag for demokratiet.
Angrebet som forandrede verden
Vores forældre kan huske hvor de var da Kennedy blev myrdet - vi husker 9/11. Jeg var lige kommet hjem fra arbejde, min veninde Margit, som jeg boede med på det tidspunkt skreg at jeg skulle komme ind til TV'et. Der stod jeg med overtøjet på, og troede det var løgn. Fornemmelsen af flyene, af tårnene, af panikken, glemmer jeg aldrig. Den dag forandrede verden, den ændrede vores forhold til andre kulturer, religioner, den flyttede vores moralske ståsted.
Jeg var i USA året efter, først på karate-seminar, og derefter en smule turisme i New York. At se ground zero, var ufatteligt. Lidt over et år senere lå det der stadig, et enormt hul. Med kraner og gravkøer, der mest lignede små legetøjsbiler, maskineri der stædigt insisterer på at læge et åbent sår. Det var så stort, så massivt, at det blev printet ind på nethinden.
Tal er mærkelige
Om lidt bliver jeg 40 - da jeg blev tyve kunne jeg ikke overskue det. Nu er det faktisk rart, livet bliver bedre. Og pyt - det er jo bare et tal. 40. den 20/10 - en dejlig rund dag. Kan du huske da du var barn? Dem på 40 var oldsager. En gang imellem vover jeg at se mig selv igennem mine veninders børns øjne, er jeg også en oldsag? Min mormor var rynket og gammel da hun var 60 - hun fortalte mig en stor hemmelighed, at det udenpå ikke var som det inden i. At hun var ung indvendig. Nu hvor jeg nærmer mig det store 4 0, sender jeg hende en kærlig tanke, for hun var ikke helt gal på den.
Men den vigtigste dag, er lige nu på torsdag - Dagen hvor vi alle tæller med. Tag det til dig, respekter det, lad det ikke være et spørgsmål om tal, men om værdier og hjerteblod. Stem, sæt dit kryds med dit hjerteblod.
Tal betyder meget i disse tider. Nicklas Bendtner og hans fod fik endelig kickstartet de danske EM drømme igen. Det er længe siden at den fod har været brugt, så kampen mod Norge var en tiltrængt opmuntring. Danmark behøver fællesskab, vi har brug noget at samles om, en, begivenheder hvor vi alle trækker i samme retning. På torsdag har vi en sådan begivenhed, en begivenhed, der alt andet lige er af større betydning end 3 point mod Norge.
En festdag for demokratiet
Torsdag fester demokratiet, eller den måde vi tænker demokrati på. Der er valg i Danmark, og vi er mange, der uanset om vi foretrækker Helle, Margrethe, Villy eller Løkke glæder os. Vi glæder os over lejligheden til at bidrage til samfundet. Torsdag er vores talerør, dagen hvor ingen bestemmer over os, og ingen kigger os over skulderen. Vi sætter vores kryds, hvor vi sætter det er en privatsag. Vi er helt alene, og alligevel fælles. Torsdag er en dag domineret af tal, på overfladen kan det lyde trist og kedeligt. Meningsmålinger, exit polls, stemmeanalyser, billeder af Løkke og Helle ved stemmeurnen, umiddelbart lyder det ikke ligeså ophidsende som Danmark-Norge i Parken. Vi skal huske at at alle de tørre tal, repræsenterer drømme og håb for fremtiden.
Torsdag er i sandhed festdag for demokratiet.
Angrebet som forandrede verden
Vores forældre kan huske hvor de var da Kennedy blev myrdet - vi husker 9/11. Jeg var lige kommet hjem fra arbejde, min veninde Margit, som jeg boede med på det tidspunkt skreg at jeg skulle komme ind til TV'et. Der stod jeg med overtøjet på, og troede det var løgn. Fornemmelsen af flyene, af tårnene, af panikken, glemmer jeg aldrig. Den dag forandrede verden, den ændrede vores forhold til andre kulturer, religioner, den flyttede vores moralske ståsted.
Jeg var i USA året efter, først på karate-seminar, og derefter en smule turisme i New York. At se ground zero, var ufatteligt. Lidt over et år senere lå det der stadig, et enormt hul. Med kraner og gravkøer, der mest lignede små legetøjsbiler, maskineri der stædigt insisterer på at læge et åbent sår. Det var så stort, så massivt, at det blev printet ind på nethinden.
Tal er mærkelige
Om lidt bliver jeg 40 - da jeg blev tyve kunne jeg ikke overskue det. Nu er det faktisk rart, livet bliver bedre. Og pyt - det er jo bare et tal. 40. den 20/10 - en dejlig rund dag. Kan du huske da du var barn? Dem på 40 var oldsager. En gang imellem vover jeg at se mig selv igennem mine veninders børns øjne, er jeg også en oldsag? Min mormor var rynket og gammel da hun var 60 - hun fortalte mig en stor hemmelighed, at det udenpå ikke var som det inden i. At hun var ung indvendig. Nu hvor jeg nærmer mig det store 4 0, sender jeg hende en kærlig tanke, for hun var ikke helt gal på den.
Men den vigtigste dag, er lige nu på torsdag - Dagen hvor vi alle tæller med. Tag det til dig, respekter det, lad det ikke være et spørgsmål om tal, men om værdier og hjerteblod. Stem, sæt dit kryds med dit hjerteblod.
søndag den 4. september 2011
en tom morgen
Jeg har startet mange gange på denne morgens blog. Det er ligesom den ikke rigtigt kan tage form. For der er så meget man kan skrive, her midt i valgkampen, og alligevel synes jeg at der er sagt og skrevet så meget - og alligevel ikke rigtigt noget.
Gammeldags vælgermøder
Tonen har ikke været specielt hård, nærmere ligegyldig, ingen går ligesom ned i substansen. Jeg savner næsten de timelange gammeldags vælgermøder i støvede skolehaller, med en toastmaster og spørgsmål fra salen. Debatter hvor man gik i kødet på hinanden, følte hinanden på tænderne og talte med, og til borgerne. Stedet hvor man fik syn for sagen, og fandt ud hvad den enkelte stod for.
ADHD konference
Midt i en travl valgkampstid, tog jeg med min skole på ADHD konference i Nyborg. Temaet var inklusion i folkeskolen, et emne som er centralt, både politisk og fagligt.Derudover kom vi også ind i debatten om medicin vs. pædagogik. Selvom vi ved at medicin i høj grad hjælper mennesker med ADHD hjælp, så vender vi konstant tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vi skal medicinere eller ej. For modstandere af medicinering, fremstilles det ofte som mistænkeligt, at det særligt er skolerne der er fortaler for medicinering.
Folkeskolen som konstruktion, vil altid gøre en ADHD-elevs koncentrationsvanskeligheder og udfordringer med det sociale samvær,tydeligere. Mellem familien, den sociale kontekst og skolen, er skolen den instans, der har de bedste forudsætninger for at identificere problemer, og derfor er det ofte dem der anbefaler medicin. Jeg ville ønske at debatten flyttede sig lidt. Måske vi i stedet kunne tale om kvaliteterne ved vanskelighederne, om hvordan det at være anderledes bidrager til nytænkning i vores samfund.
Mangfoldighed
Jeg har arbejdet meget med mangfoldighed i mange sammenhænge, og har haft min del af "øv-oplevelser". Vi burde da kunne finde ud af at inkludere mennesker, i stedet for hele tiden at støde dem fra os. Vi identificerer hele tiden små grupper, og konstaterer at de ikke er helt som os andre. Vi laver særlige krav til dem, særlige ordninger, uden at forholde os til denne gruppes konkrete virkelighed og kapacitet. Skulle vi ikke hellere overveje hvordan vi alle får en mulighed for at bidrage.
Æbler og vandboringer
På Torvet var jeg ude at dele roser ud med Nicolai Wammen, det var en skøn formiddag, en af dem der har været for få af denne sommer. Jeg faldt i snak med "naboen" til vores stand, den lokale æbleavler, vi fik os en god snak om sprøjtning og grundvandsbeskyttelse. Han forklarede at en hvis grad af sprøjtning var nødvendig, hvis også små abildgårde skal overleve. Han fortalte at de sprøjtemidler som de bruger, hverken forurener grundvandet eller æblerne.
Han kaldte de 300 meters afstand til en grundvandsboring for tom signalpolitik, og slet ikke undersøgt grundigt nok. Jeg ved det ikke, mit første instinkt er at være imod al sprøjtning. Som udgangspunkt kan jeg godt leve med en orm i mit æble, hvis det gør at jeg kan slippe for al den kemi. Men hvad nu hvis æblemanden har fat i noget? Når jeg får tid vil jeg forsøge at sætte mig mere ind i fakta, så jeg kan tage stilling på et mere oplyst grundlag.
Gammeldags vælgermøder
Tonen har ikke været specielt hård, nærmere ligegyldig, ingen går ligesom ned i substansen. Jeg savner næsten de timelange gammeldags vælgermøder i støvede skolehaller, med en toastmaster og spørgsmål fra salen. Debatter hvor man gik i kødet på hinanden, følte hinanden på tænderne og talte med, og til borgerne. Stedet hvor man fik syn for sagen, og fandt ud hvad den enkelte stod for.
ADHD konference
Midt i en travl valgkampstid, tog jeg med min skole på ADHD konference i Nyborg. Temaet var inklusion i folkeskolen, et emne som er centralt, både politisk og fagligt.Derudover kom vi også ind i debatten om medicin vs. pædagogik. Selvom vi ved at medicin i høj grad hjælper mennesker med ADHD hjælp, så vender vi konstant tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vi skal medicinere eller ej. For modstandere af medicinering, fremstilles det ofte som mistænkeligt, at det særligt er skolerne der er fortaler for medicinering.
Folkeskolen som konstruktion, vil altid gøre en ADHD-elevs koncentrationsvanskeligheder og udfordringer med det sociale samvær,tydeligere. Mellem familien, den sociale kontekst og skolen, er skolen den instans, der har de bedste forudsætninger for at identificere problemer, og derfor er det ofte dem der anbefaler medicin. Jeg ville ønske at debatten flyttede sig lidt. Måske vi i stedet kunne tale om kvaliteterne ved vanskelighederne, om hvordan det at være anderledes bidrager til nytænkning i vores samfund.
Mangfoldighed
Jeg har arbejdet meget med mangfoldighed i mange sammenhænge, og har haft min del af "øv-oplevelser". Vi burde da kunne finde ud af at inkludere mennesker, i stedet for hele tiden at støde dem fra os. Vi identificerer hele tiden små grupper, og konstaterer at de ikke er helt som os andre. Vi laver særlige krav til dem, særlige ordninger, uden at forholde os til denne gruppes konkrete virkelighed og kapacitet. Skulle vi ikke hellere overveje hvordan vi alle får en mulighed for at bidrage.
Æbler og vandboringer
På Torvet var jeg ude at dele roser ud med Nicolai Wammen, det var en skøn formiddag, en af dem der har været for få af denne sommer. Jeg faldt i snak med "naboen" til vores stand, den lokale æbleavler, vi fik os en god snak om sprøjtning og grundvandsbeskyttelse. Han forklarede at en hvis grad af sprøjtning var nødvendig, hvis også små abildgårde skal overleve. Han fortalte at de sprøjtemidler som de bruger, hverken forurener grundvandet eller æblerne.
Han kaldte de 300 meters afstand til en grundvandsboring for tom signalpolitik, og slet ikke undersøgt grundigt nok. Jeg ved det ikke, mit første instinkt er at være imod al sprøjtning. Som udgangspunkt kan jeg godt leve med en orm i mit æble, hvis det gør at jeg kan slippe for al den kemi. Men hvad nu hvis æblemanden har fat i noget? Når jeg får tid vil jeg forsøge at sætte mig mere ind i fakta, så jeg kan tage stilling på et mere oplyst grundlag.
onsdag den 31. august 2011
En smuk og kølig valgkampsmorgen
Her onsdag morgen tidlig, inden jeg skulle til København, var der brug for i den danske valgkamp. Morgen gik med at aftorne roser og snakke om meningsmålinger. Mens jeg ventede på nøglen, viste slutningen af august og snart starten af september sig fra sin smukke side.
Den gamle Skt Anne Gadeskole stod badet i køligt sol...
Danmark har brug for et systemskifte. Både fordi de fattige og de sårbare har brug for en ny virkelighed, men også for at kommunerne kan få lov til at forvalte de ansvar de har fået af borgerne. Lige nu minder regeringen kommunerne på hænder og fødder. Beskæftigelsesområdet er så centraliseret at Lenin ville have været stolt. Jeg har virkelig vanskeligt ved at se fornuften i det. Den måde et VKo flertal forvalter regeringsmagten på giver ikke arbejdspladser, solidaritet og et ordentlig fællesskab.
Den gamle Skt Anne Gadeskole stod badet i køligt sol...
Danmark har brug for et systemskifte. Både fordi de fattige og de sårbare har brug for en ny virkelighed, men også for at kommunerne kan få lov til at forvalte de ansvar de har fået af borgerne. Lige nu minder regeringen kommunerne på hænder og fødder. Beskæftigelsesområdet er så centraliseret at Lenin ville have været stolt. Jeg har virkelig vanskeligt ved at se fornuften i det. Den måde et VKo flertal forvalter regeringsmagten på giver ikke arbejdspladser, solidaritet og et ordentlig fællesskab.
søndag den 28. august 2011
kampagne-kit
Se mit nye vidunder - behjælpsom i en travl hverdag, og særligt nu under en valgkamp. Den larmer lidt, men giver glæde ved børn og barnlige sjæle - kattene hader den dog. Undtagen Mille som jo er døv, og i øvrigt elsker alle slags støvsugere...
Og med Aarhus kommunes hang til innovation og teknologiske tilbehør, tænkte jeg at det ville være rimeligt, at stille mig i fronten med det. Miele opvasker med lavt vand og strøm forbrug og nu en robotstøvsuger...
Og med Aarhus kommunes hang til innovation og teknologiske tilbehør, tænkte jeg at det ville være rimeligt, at stille mig i fronten med det. Miele opvasker med lavt vand og strøm forbrug og nu en robotstøvsuger...
lørdag den 27. august 2011
Topmødet
Jeg har lige haft fornøjelsen af at se det første ”topmøde” mellem Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. I den forbindelse bliver jeg altså nødt til at kommentere en del af LLRs udtalelser: ”De syge og de nedslidte skal mærke samfundets kærlige hånd.” Alle der har været på sygedagpenge, søgt om deres pension, eller ”stået til rådighed for arbejdsmarkedet”; kender ”samfundets kærlige hånd”, alt for godt. Det var imponerende at han ikke kom til at grine højt. I dag er der tusindvis af unge, hvis eneste drøm er en praktikplads, som der takket være LLRs politik er et håbløst underskud af.
Lærlingeklausul
I Aarhus tog Socialdemokraterne konsekvensen af regeringens passivitet, vi kædede udbud sammen med virksomheders vilje til at tage lærlinge ind, og dermed tage deres del af ansvaret. I den forbindelse var både LLR og hans discipel Inger Støjberg ude og tage afstand fra ”tvang”, og slog fast at man bare skulle stole på de frie markedskræfter. En blind tillid der har ført Danmark direkte i landets nuværende situation. I dag har piben fået en anden lyd og lærlingeklausuler er en del af regeringsarbejdsmarkedsplan.
Regionernes nedlæggelse
I 2007 blev regionerne oprettet med sundhedsminister LLR som arkitekt, her 4 år senere viser det sig, ifølge ham selv, alligevel at være en dårlig ide. Så væk med dem igen, og så nedsætter vi ikke en, men 2 kommissioner, der på et tidspunkt forhåbentlig kan fortælle os, hvad der skal sættes i stedet. Alt andet lige virker det en smule uigennemtænkt, medmindre man altså har et ideologisk ønske om at få ødelagt det danske sundhedssystem. LLR har om nogen demonstreret evner til at skue ind i fremtiden, og et enestående talent for at sætte sig i den almindelige arbejdende danskers sted. Han ved at vi ikke behøver en efterløn, eller dagpenge, eller noget så banalt som retssikkerhed, for vi har jo ”samfundets kærlige hånd”. LLR siger at han er økonomisk ansvarlig.
Danmark bløder
Det forstår jeg simpelthen ikke, for Danmark bløder arbejdspladser, der er et underskud på statens budgetter på 87 milliarder. Heldigvis har LLR en løsning, han vil låne pengene, med en klar og gennemsigtig plan for hvordan de skal tilbagebetales, første afdrag skal falde i 2020. Danmark vil virkelig være ilde stillet, hvis Lars Løkke er tovholder på de næste 9 års økonomiske udvikling, både nationalt og globalt. Han vil ikke skulle samle regningen op, men kan (bekvemt nok) tørre regningen af på de næste generationer.
Lærlingeklausul
I Aarhus tog Socialdemokraterne konsekvensen af regeringens passivitet, vi kædede udbud sammen med virksomheders vilje til at tage lærlinge ind, og dermed tage deres del af ansvaret. I den forbindelse var både LLR og hans discipel Inger Støjberg ude og tage afstand fra ”tvang”, og slog fast at man bare skulle stole på de frie markedskræfter. En blind tillid der har ført Danmark direkte i landets nuværende situation. I dag har piben fået en anden lyd og lærlingeklausuler er en del af regeringsarbejdsmarkedsplan.
Regionernes nedlæggelse
I 2007 blev regionerne oprettet med sundhedsminister LLR som arkitekt, her 4 år senere viser det sig, ifølge ham selv, alligevel at være en dårlig ide. Så væk med dem igen, og så nedsætter vi ikke en, men 2 kommissioner, der på et tidspunkt forhåbentlig kan fortælle os, hvad der skal sættes i stedet. Alt andet lige virker det en smule uigennemtænkt, medmindre man altså har et ideologisk ønske om at få ødelagt det danske sundhedssystem. LLR har om nogen demonstreret evner til at skue ind i fremtiden, og et enestående talent for at sætte sig i den almindelige arbejdende danskers sted. Han ved at vi ikke behøver en efterløn, eller dagpenge, eller noget så banalt som retssikkerhed, for vi har jo ”samfundets kærlige hånd”. LLR siger at han er økonomisk ansvarlig.
Danmark bløder
Det forstår jeg simpelthen ikke, for Danmark bløder arbejdspladser, der er et underskud på statens budgetter på 87 milliarder. Heldigvis har LLR en løsning, han vil låne pengene, med en klar og gennemsigtig plan for hvordan de skal tilbagebetales, første afdrag skal falde i 2020. Danmark vil virkelig være ilde stillet, hvis Lars Løkke er tovholder på de næste 9 års økonomiske udvikling, både nationalt og globalt. Han vil ikke skulle samle regningen op, men kan (bekvemt nok) tørre regningen af på de næste generationer.
Abonner på:
Opslag (Atom)
