Stop så op!

Stop så, stop op og se dig omkring - sig farvel til 2012 på en ordentlig og god måde - og sig pænt goddag til 2013.

Inden vi ser os om er året gået. Pist væk - slut - det var det år.

Og helt ærligt, mit var ikke det bedste af slagsen. Må man egentlig godt sige det? At det på mange måder var noget lort? At jeg ikke fik talt nok med mine veninder, og fik tænkt for mange dårlige og negative tanker både om mig selv og om andre?

Rundhøj og Byrådet
Jeg synes også at vores beslutninger i byrådet kunne have bedre. Vi kunne have lyttet mere og bedre - vel at mærke ikke til dem der har råbt og skreget, og talt rigtig rigtig grimt om andre. Jeg er faktisk også lidt flov over at jeg ikke fik holdt fokus på en ordentlig tone, og sagt stop - med det jeg kunne, og havde i mig, da jeg så debatten køre af sporet.
For helt ærligt Rundhøj, I har talt rigtig grimt om og til andre. I har taget børnene som gidsler og ikke mindst - så har I taget indtaget byen med løgn og manipulation - og I har gjort det uden at blinke. Bemærkelsesværdigt ja, beundringsværdigt nej. At jeg selv er blevet karakteriseret som inkompetent og iøvrigt går iklædt "falskhedens dragt", har jeg ikke så meget som et skuldertræk tilovers for. Men de ting Peder Udengaard er blevet udsat for, er langt værre end nogen skolestrukturel uenighed nogensinde vil kunne retfærdiggøre. Det er ikke ok. Jeg skulle ikke have tiet - jeg skulle have sagt fra. Men jeg er opdraget ligesom Bambis ven Stampe, hvis du ikke har noget pænt at sige om andre - så ti stille.
Det skulle jeg ikke have gjort.
Nu er Rundhøjskolen reddet, tillykke med det. Vi må videre, og det er mit håb, at al den positive energi der har manifesteret sig i lokalområdet omkring Rundhøjskolen fortsat vil virke for et bedre Aarhus i 2013.
 
Så slemt er det nu heller ikke
For jeg arbejder på en fantastisk skole som gør sit til at skabe en hverdag der er god og lærerig for børn og unge med ADHD og Autisme. Jeg har venner og familie som kun vil mig det bedste, hvis kærlighed jeg hver dag forsøger at gengælde.

Jeg har nogle vidunderligt skønne træningskammerater der altid fortæller mig sandheden, også når den er god eller giver blå mærker. Og jeg har mine karatebørn - og unge som hver uge giver den gas, og  tænker på andre end dem selv, og forsøger at gøre det bedste de har lært. Jeg er bare så stolt af dem!

Vi har en socialdemokratisk byrådsgruppe der er meget mangfoldig - så forskelligartet at folk ude omkring kan spørge om de overhovedet kan blive enige - det kan vi. Ikke at vi altid vil i samme retning, men tonen er altid ordenlig, og vi forsøger at holde os det egentlige formål for øje: at finde den bedste løsning for aarhusianerne.

Jeg har en have som giver ro i sjælen, med dyr omkring mig som, når alt går vel, bliver i min egen have. Jeg har en partiforening der bærer over med mig når jeg er for meget, og som altid vil hjælpe og støtte mig.

Så om hvor alting er, og jeg tænker tilbage på 2012, så vil jeg gerne sige undskyld - undskyld for de kopper te vi ikke fik drukket og de snakke vi ikke nåede.
Og tak for at I bærer over - og tak for at I er der!
Lad os lære af 2012 og lad os bære det videre ind i 2013.

Er julehjælp egentlig hjælp til jul?

Sneen er faldet over Aarhus. Aviserne bugner af juletilbud og forbrugerlæsning på den ene side, og fattige menneskers ulyksalighederheder på den anden.
Igennem mit arbejde har jeg hjulpet en mor der er blevet væk i junglen af julehjælpeorganisationer, med alenlange skemaer skal man beskrive og dokumentere sin nød - vel og mærke inden for tidsgrænsen.

Og jeg kan lige så godt sige, at det kender jeg bare rigtig mange som ikke formår. Jeg arbejder med mennesker med ADHD, og ud over en ofte ret rodet økonomi, så er deadlines og skemaer ikke lige deres kop te. Jeg ved at jeg ikke burde være forurettet - men det er jeg altså. For skulle julehjælpen ikke hjælpe de nødlidende? Når vi nu har sablet ned i den offentlige sektor, og satset hele butikken på hatte-dame-politik og velgørenhed, skulle de nødlidende så ikke kunne få hjælp i nøden?

Jo, hvis man er en af de rigtige, inden for de rigtige rammer - og der passer mine forældre bare ikke ind. Jeg er også presset på mine ansvarsområder, og mit fokus skal ligge på kerneopgaven, så den tid jeg bruger på at hjælpe med at skrive skemaer og finde mulige steder at holde jul, er tid jeg har tusket mig til. Tak til færre pauser, genveje taget på erfaring, og rigeligt med god vilje.

Julehjælpens formål er godt. Og det er al ære værd, for de der bruger deres jul på andre end deres nærmeste. Det sætter jeg, og dem som får muligheden for at fejre jul uden at økonomien sprækker, stor pris på. Jeg anfægter på ingen måde initiativet - men jeg kunne godt ønske mig at det varede ved resten af året - når vi ser på ressourcerne i den offentlige sektor, er det nødvendigt. Det er konsekvensen af 10 års borgerligt styre og en verdensomspændende finanskrise, hvor de få blev rige og vi andre blev fattigere.

Og har du forvildet dig ind her på min blog, i håbet om at finde hjælp til jul - så er det altså ikke her. Men tjek google på dette link.

Der røg Uffe

Så røg kulturministeren. Helt ærligt. Det kan godt være at han ikke tacklede det super - men det var hverken ulovligt eller forkert. Det var dumt ja, men var det egentlig mere? Når jeg tænker på Troels Lund Poulsen og hele skattesagen, så undre denne her sag mig virkelig.

Vi har levet med Venstre ministre som har skaltet og valtede med den offentlige kasse og meninger. Med massive tilskud til privathospitaler og til bankerne. Og så kommer Uffe Elbæk og hyre et mærkeligt cirkus-ting, hvor hans mand senere bliver ansat.

Der er ingen tvivl om at vi som politikere har et særligt ansvar for at fremstå ordenligt og redeligt. Men jeg synes nu at Borgen fremstår mindre mangfoldigt og mere kedeligt.
Uffe Elbæk er en mand som samler folk - enten med at være uenig eller enig. Personligt kender jeg ikke manden og jeg er faktisk også ligeglad.

Vi har mistet en farverig mand som minister. Æv. Og jeg håber inderligt at han ikke bliver udskiftet med en driftsikker, kedelig, ung statskundskaber - det ville være et endnu større tab.

Det er nu min mening.

Lyset i mørket

Ok - det har været nogle hårde uger, med kovendinger både på lokalt og nationalt plan. Sådan nogle uger,  hvor det gælder om at holde fokus og se fremad.

Den dårlige samvittighed
Og hvordan gør man egentlig det i en mørk, kold og lige nu ret våd tid? Jeg forsøger at hygge mig, skabe en god stemning i privaten. Jeg tænder lys, og forsøger at lave rigtig simremad, den slags man bliver glad af.
Jeg gør hvad jeg kan for at blive ved med at tage cykelen, og de dage (som i dag) hvor jeg tager bussen, lægger jeg den dårlige samvittighed nederst i bunken, for den bliver man ihvertfald ikke mere lykkelig af.

Listerne
Lister - der bliver skrevet lister. Julegavelister, småkagelister, lister over dekorationer jeg har intention om at lave, lister over julekort som skal skrives, sylte, glamestersild og langelandske fedtegrever. Lister med dette og hint.
Jeg elsker lister. Og jeg elsker jul. Jul og lister høre sammen, synes jeg. Jeg har altid, så længe jeg kan huske arbejdet med lister. Det er ganske nedarvet, min mor havde kolloner med opgaver og min far har lavet lister med data om alt, for eksempel kattekillingernes vægt.

Magien
Udfordringen er nok gemalens mere eller mindre desperate udtryk over længden af listerne, og blikket på kalenderen, fyldt med julefrokoster og byrådsmøder, og skolemøder og partiforeningsmøder. Men han forstår det jo slet ikke. For lister er magiske. Lister er frydefylde, og giver håb om at man når ALT. De rummer drømmen og håbet om det hele. Det er ikke min TRO, at jeg rent faktisk når det hele - for hvem kan det? Jeg er jo ikke "super-mum", så jeg tager gerne en smutvej i ny og næ. Jeg køber kransen til døren, aftaler med veninden om at dele småkage byrden, så hun bager vaniljekransene og jeg tager korender-kagerne. Men jeg må også indrømme at det ikke er alt, jeg vil gå på kompromis med, der er ting kun min far og jeg kan lave, så vi begge er tilfredse.

Lad ikke mørket tage over
Så når dagene er lidt hårde, og stemmerne bliver lidt skingre, så er det godt at gå i køkkenet og i haven. Jeg har skrevet om det før, det er zen for mig. Det giver mig den energi, og den aflad som ikke altid findes i den travle hverdag.

Note til mig selv

Vinteren er kommet. Det er mørkt når vi står op og har længere været mørkt når jeg kommer hjem. Det er tiden for stearinlysene for alvor har sin berettelse.

Jeg har ikke meget tid i dag til et blogindlæg, for vi var til 40 års fødselsdag i går med fadøl og pølsebord, og vi har huset fyldt med gode venner og deres børn, og der skal laves pandekager og blødkogte æg til morgen, og rigeligt kaffe.

Så noten til mig selv må være:

• husk at sætte rugbrødsdej over
• kom i haven og få de sidste blomsterløg sat
• sæt flaget op for Signe som har fødselsdag og er flyttet ind længere nede af vejen
• bind den første krans til udskuret så det ikke er helt så trist at sætte cyklen ind om aften
• drik den kaffen under halvtaget
• og lav nem aftensmad

Jeg håber også du får en dejlig søndag - for om lidt er det december med alt hvad dertil høre. Jeg får gris næste fredag, med ekstra hoveder til sylten og skank og ribbenssteg - men det skal du egentlig slet ikke læse om her - men på min madblog...
Husk at sætte dig med en varm kop et eller andet og filosofere over livet - det er ikke værre end hvis du er rask og rørig så er livet nu ikke så ringe endda...

Pas på cyklisterne i vintermørket

Så kom efteråret og stormene og regnen. Og jeg forsøger at holde fast i mine cykelture frem og tilbage, mellem job, hjem og Rådhus. Jeg elsker min cykelcomputer, for konkurrencemennesket rumsterer brutalt i mig, når det kommer til hastighed og ikke mindst kilometer.

Men der er mørkt nu. ret mørkt. Der er køligt tusmørke om morgenen, og bælgmørkt når jeg kører hjem fra byrådsmøderne.
Jeg har lygter foran og bag på, og på min cykelhjelm og har sågar været i T.Hansen og investeret i en af disse hæslige af gule veste som jeg stadig tager tilløb til at iklæde mig. Og alligevel er jeg utryg. Se mig! Er I opmærksomme derude?

Jeg har snart oplevet at at blive påkørt, en del gange. Jeg har oplevet at sidde fast i de mange huller i vejene, og flere af mine kollegaer er sågar blevet kørt ned af andre cyklister.
Så min bøn er - pas på os. Os der stadig hårdnakket kommer op på cyklen, for at skabe mere plads på vejene. Uanset om vi gør det for at holde styr på vægten, eller passe på vores allesammens CO2-regnskab, eller simpelthen fordi vi ofte komme nemmere og hurtigere frem - pas på os.

Jeg er også taknemmelig for at det tidligere byråd med Kristian Wurtz i spidsen, har vedtaget cyklingshandlingsplaner og cykelmotorveje, hvor vi cyklister kan bevæge os på veje beskyttet fra de travleste bilister.
Men når vejen svinger, eller jeg skal dreje i krydset ved Viby Ringvej, så skal I altså se mig. Vi er derude, os cyklister.

Tak

Et enkelt fjollet juletræ

Krystalnatten var i fredags. Under krigen hentede nazisterne religiøst troende, Socialdemokrater og medlemmer af Kommunistpartiet. De blev kørt til udryddelseslejre og myrdet for det de troede på. Mangfoldighed for Aarhus havde arrangeret en fin lille fakkeldemonstration med efterfølgende taler ved Mølleparken, hvor jeg havde muligheden for at tale til et veloplagt og politisk bevidst publikum.

I den anden del af landet er mennesker kommet i mediernes krydsild, fordi de har involveret sig i det lokale beboerdemokrati og truffet en informeret beslutning om hvorvidt de ønskede et juletræ. Udfordringen var at de kort forinden havde besluttet at afholde en stor Eid fest for boligforeningens medlemmer.

Vi ønsker at vores nye medborgere involverer sig, at de bidrager til vores demokrati, at de er foreningsaktive, at de siger deres meningen og tager stilling ved lokale valg. Men når vi ikke er enige i de beslutninger de træffer, hænger vi dem ud i medierne.

Det har alle dage kostet at sige sin mening og være involveret i samfundet. Nu, under 2. verdens krig og under de sidste krige Danmark har deltaget i, har det kostet at sige sin mening. Det koster at have andre synspunkter. Men det er på ingen måde rimeligt at udstille hinanden på den måde. Det vidner om at mangfoldigheden er under pres i Danmark.
Vi kan aldrig tage demokratiet for givet.