En ordentlig krabat

lørdag er den dag fiskemanden er på Viby torv, så for os er det, det ensbetydende med fiskedag. Jeg forsøger at blive gode venner med sundhedsstyrelsens krav om fisk minimum 2 gange ugentligt. Ok - jeg synes faktisk ikke at det er så nemt. (jeg ville jo meget hellere have 300 g hardcore proteinfyldt rødt oksekød). Det går bedre og bedre, og her til morgen lå der noget af en kraftkarl i køledisken - en grim fætter med sylespidse tænder. Jo jo sagde fiskemanden, det var en havkat, den kan knække et kosteskaft, faktisk kunne den bide så hårdt at dens egne tænder splintes - sejt - jeg skal have havets svar på en pitt-bull. Og da jeg fortalte gemalen hvad den stod på kom fagterne rigtigt frem, om den gang ham og hans bror og far fangede havkatte på Grønland. Med kæmpe fagter blev der fortalt om bøjede stålskafte og havuhyrer på størrelse med mellemstore børn!

Min ide med min blog i dag, udsprang egentlig ikke kun fra denne havets Pitt-bull. Mit indlæg er i ligeså høj grad inspireret af en artikel i BT igår om Danmarks sundhedstilstand. Og så Camilla Plum som i netop har udgivet en ny kogebog om mad fremstillet af gode rester.
Vi har altså et Danmarkskort, hvorpå dårligdomme er optalt i let forståelige vendinger. Københavnerne drikker for meget, mens udkantsdanmark er for tyk og ryger for meget. Og hvad der er lige så slemt, danskeren ved ikke længere hvordan de skal lave, forarbejde og gemme mad - vi er blevet kulinariske analfabeter. Det er skidt for kvaliteten af de fødevarer vi indtager, og -er min påstand- det er rigtig skidt for livskvalitet og den almindelige samfundssundhed.

Et sådant kort over Danmarks sundhed, kan være meget nyttigt, hvis man vil få en fornemmelse af danskerens sundhedstilstand. Desværre vidner undersøgelsen om mange mange danskere som ikke længere har en ordentlig forståelse for mad og fødevare. Denne manglende viden får nu konsekvenser for Danmarks generelle folkesundhed - og dermed presses den brede økonomi yderligere. Her er der ikke kun tale om en stigende sundhedsudgift på sygehusene, det bliver også udgifter som flytter med ud til kommunerne når folk er færdigbehandlede og skal hjem til egen bolig.

Med billedet af fiskemandens øjenvidneberetning fra den gang han fiskede ude på de vilde vover, ved Hanstholm, drømmer jeg om debat om vores fødevarepolitik. Og ønsker gode initiativer der kan få danskerne og Danmark tilbage til komfuret og forhåbentlig en sundere tilgang til mad.
Havkatten tilbage på panden og persillerod frem fra grøntsagsskuffen. Jeg må eje den kogebog - må jeg...

Du har ikke ret, Lykke Friis

Er 8. marts er forældet?
Det burde vel egentlig være en festlig dag, denne søndag 27 februar, i hvert fald ifølge ligestillingsminister Lykke Friis. Fordi idag erklærede hun Kvindernes internationale kampdag 8. marts for forældet og irrelevant. Ifølge hende har kvinder i Danmark, det så godt som vi fortjener, og Kvindernes internationale kampdag er et udtryk for den slags brokkeri som alle Danmarks trygge borgere burde føle sig hævet over.
Det er sørgeligt at se hvordan Lykke Friis nu som minister tale mod bedre vidende, bagatellisere virkelige problematikker, og medvirke til regeringens virkelighedsforvrængning, som dens talerør og bannerfører, hvor hun før virkede saglig og ordenlig og lyttende. Et helt andet billede, man får dag efter dag hvor Lykke Friis udtaler sig på ligestillingsområdet.

Glemt eller ignorere fakta
Lykke Friis har ikke handlet ulovligt, eller svaret på spørgsmål som ikke er blevet stillet, men hun har gjort sig ansvarlig i ikke at tage både danske og internationale kvinders hverdag og fremtid alvorlig. Det er ikke ok. Den grundlæggende solidaritet kvinder imellem, bekvemt gået i Lykke Friis’ glemmebog. Den solidaritet der er livsvigtig for kvinder og dermed for familier, markeres med stolthed på Kvindernes internationale kampdag.

International nerve
Den tradition som vores ligestillingsminister mener er overflødig, markerer en verdensomspændende bevidstliggørelse, en fælles hukommelse, der bevægede verden. Som stadig bevæger verden. Mens Lykke Friis opfordrer til selvtilstrækkelighed og passivitet, gør jeg det modsatte: vi behøver Kvindernes internationale kampdag, til at huske fortidens kamp, og til at skue fremad. Der er et ansvar som vi kvinder i fællesskab skal påtage os, for den mor der kæmpede for os, for den datter der skal blive voksen i den verden vi efterlader, for os alle. Rundt om i Verden, dør kvinder af kvinderelaterede sygdomme og livstil, underernæring og fejlernæring fordi de giver deres børn maden, graviditet og fødsel. Salg af kvinder og børn er stadig stigende faktor, og det er ikke mig bekendt et fokus område for udviklingssministeren, udenrigsministeren og for ligestillingsministeren.

Virkelighedens rædsler
Glemt er de tusinder af kvinder, der lever i voldelige forhold, glemt er de diskriminerende betingelser på arbejdsmarkedet, og de næsten usynlige uligheder mellem mænd og kvinder, der er indbygget i dansk lovgivning, hvor den siddende regering har haft mulighed til stille og roligt at underminere danske kvinders pensioner, med den nye pensionsreform, stadig flere danske kvinder dør af cancer og hjerteproblemer

Det handler jo ikke om,kampen mod kønnene, men kampen om rettigheder. Retten til at bestemme over sin krop. Retten til at føde børn uden at dø af det, retten til at leve og bo et ordentligt sted, retten til uddannelses og sundhed.
Det er den kamp, som kæmpes 8. marts, at tro at det er kampen mod mændene er fuldstændigt forfejlet og viden om mangel på viden.

Mit spørgsmål til Lykke Friis er: hvis kampen er ovre, Hvem var det så egentlig der vandt?

Og jeg mener at det er den bestemt ikke, så kom til Kvindemuseeet i Aarhus og vær med til at kæmpe og fejre Kvindernes Internationale kampdag, tirsdag den 8. marts,
og er du kvinde og er nær Viby, så kunne du starte dagen med morgenbrunch i Kvindehuset, Myrholms alle, 8260 Viby J
Ses vi?

En ordentlig forskrækkelse

At være som Camilla Plum
det er faktisk ret vanskeligt at gøre det godt, altid. Min morgen-weekend rutine,er at være helt alene oppe - tidligt, se åndsvage amerikanske pigefilm, tjekke facebook, og skrive på min blog. Denne her stilhed som lægger sig over Viby sådan en lørdag morgen er skøn. Det får mig til at fantasere om et liv på landet, med sin egen Camilla Plum gård, høns og grise, køer og får. En køkkenhave som ikke bare er for sjov, men for alvor, syltede asier er ikke kun 10 glas, men nok til at være alvorlig med. Men jeg ved godt, at jeg ville være der i ca 5 min og få klaustrofobi, hvis jeg skulle blive der.

En ordentlig forskrækkelse
Men det jeg egentlig ville skrive om, var trangen til at gøre det rigtige, spise rigtigt, dyrke nok motion, være sød og venlig overfor alle - eller i hvertfald de fleste. 6 om dagen, ihvertfald dem af grønt, fisk 2 gange - mindst om ugen. Og de som kender mig godt ved, at det faktisk lykkes rigtig ofte for mig. Jeg spiser ikke gluten og kan ikke tåle mælk, jeg ryger ikke, og drikker sjældent alkohol, men alligevel blev mit blodtryk målt højt, alt for højt. Jeg skulle en tur i matas og her sad denne venlige og meget gamle mand og kørte kampagnen om kvinder og hjerteproblemer. Jeg var i godt humør og tænkte fint - den springer jeg på. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig at den ikke skulle vise andet en top-karakter.... Det gjorde den ikke. Jeg blev målt tre gange, og hver gang vidste den for meget. Det var faktisk lidt af et chok, så jeg lånte en blodtryksmåler på mit job, og den har hele ugen vist det jeg regnede forventede - et godt og sundt blodtryk, fuldstændigt inden for det normale.

Lovgivning
Men det fik mig til at tænke på hvor svært det er altid at gøre det rigtige, og at det rigtige ikke altid er nok. Vi har konstrueret en verden og en virkelighed hvor det er moralen som hersker - trods det at vi ved hvor svært det er for mennesket at handle ordentligt. Vi lovgiver omkring at køre for stærkt, at vi skal betale skat. Vi lovgiver om at man ikke må tage andre menneskers ting, eller gå overfor rødt. Alt dette lovgiver vi om, fordi vi ved hvor svært det er, at gøre det hele godt nok.
Vi kunne vælge at opgive afgifter på sunde fødevare, og sætte afgifterne op på de usunde. Vi ved godt hvad der sundt og hvad der ikke er. Vi ved at for meget alkohol er skidt, at vi skal motionere mere og spise grøntsager, men vi vælger at lave være.

"Mig selv" sagde hunden, og så hende den anden
Jeg fik mig en forskrækkelse, og jeg erkendte også at den dato hvor jeg runder de 40, er lige om lidt. Ens udødelighed stopper, konsekvenserne af ens livsvalg bliver ens egne.
Og dog. Menneskers sundhed har en socio-økonomisk vinkel. Så hvis man sætter mig overfor en kvinde fra Gjellerup, intet arbejde udover familien, flere børn og en anden boligform end min. Hendes sundhed er statistisk set væsentlig dårligere end min. Så selvom jeg blev personligt forskrækket og skal tænke mig om, så bør jeg tænke større - vi skal have skabt en generel folkesundhed som tager højde for den socio-økonomiske ulighed. Så også her bliver udfordringerne med job, boligform og uddannelsesniveau relevante.
Mig og de kvinder som jeg, vi skal være opmærksomme på hjertet, på stress, at få vores forhold til at fungere - resten af mine medsøstre skal være opmærksomme på så meget mere. Jeg forpligter mig hermed til at dele denne opmærksomhed.

En dårlig smag i munden - eller en ny vej at gå?

Kender du det? Man kan nok alligevel ikke helt sætte fingeren på det. - Og dog jeg ved det godt.
Jeg kan ikke holde ud at Dansk Folkeparti kan få sig selv til at sende et forslag ud om gradueret folkepension. Gradueret i forhold til hvor mange år man allerede har opholdt sig i Danmark. Det værste er da, at netop de altid har sagt at folkepensionen er for lav, og at det er vanskeligt for ældre at klare sig for det får - hvis det er den almindelige folkepension.

Ja, undskyld. Jeg forstår det ikke. I mit verdensbillede, så stopper det her. De sidste ti år er gået med konstant at forringe svage medborgeres rettigeheder. Hvorfor er der ingen som siger noget? Nogen som siger "stop så!"? Det er mennesker de taler om.

Og en integrationsminister som siger at "det lyder spændende..." Hallo? Spændende? At sætte folk på gaden? At sørge for at de ikke kan få nok at spise? At kaste de gamle tilbage til deres familier på armod?

Jeg tror på en vej, hvor der ER plads til alle og brug for alle. Hvor de som bor her hos os i Danmark bidrager, fordi det giver mening. Jeg tror på at der findes en vej hvor alle har en mulighed og en chance. En vej som ikke ser på hudfarve eller køn. Som giver mennesker uddannelse og et job bagefter og et land som er i vækst - på en ordentlig måde. Sådan en vej kender jeg. Den er der, kig godt efter næste gang du går - Lidt til venstre for Mælkevejen...

VM i håndbold

Og vi tog svensken
Om ikke særligt længe sætter det meste af Danmark sig godt tilrette, og følger mændenes håndbold VM. Vi hepper og springer op af sofaerne og synes de er seje. Vi bliver glade og stolte af at danske sportsstjerner klarer sig så godt. En kollegas datter, som selv spiller håndbold vil giftes med Mikkel Hansen... Vi kender det, vi identificerer os med sådan en flok seje mænd der først har slået svensken, og så slog spanierne og nu tager vi Frankrig (ok - ikke i fodbold - men i en eller anden slags bold skal vi nok tage dem)

Elite-Breden
Dansk idræts politik har, med team Danmark i spidsen, koncentret sig om få sportsgrene og analyseret hvor medaljerne kan hentes. Derudfra gives de statslige kroner. Jeg kan allerede nu afsløre at jeg ikke er enig i denne meget elitære håndtering af de eftertragtede sportsmidler. For det handler ikke om eliten, men om det elitære. Og det bryder jeg mig ikke om. Jeg mener faktisk at alle bør have en chance og sådan er det ikke lige nu. I min lillebitte karateklub har vi lavet en danmarks-og nordisk-mester, og det er hun blevet med hårdt arbejde, både i træningssalen og udenfor. For hun kan ikke få støtte noget sted. Hun betaler alt selv, alle træningslejre, alle stævner. Vi kan give hende en træningssal, en dygtig træner og det er så det. Det er bare ikke godt nok. Hvis Sofie fik team-Danmark støtte ville hun rent faktisk have en mulighed for at komme med til OL. Hun ville kunne opsige sit 30 timers job, og træne samme timeantal som dem hun er oppe mod ude i verden. Dem som træner 9 timer om dagen, med personlige trænere. Sofie har en enorm betydning for vores klub, for vores unger er hun et lysende eksempel på, hvad der kan nås med dedikation og ambition. Hun inspirerer og viser vejen, en vej som det er de færreste forundt at tage

En ny og bedre idrætspolitik
Jeg er ikke håndbold-fan, men jeg glæder mig når nogle er dygtige, og formår at begejstre andre. Og det kan det danske herre landshold lige nu. Det jeg godt kunne tænke mig var, at der politisk blev rykket på det snævre fokus, og at man istedet satsede bredere. At man lavede en satsning, så små sportsgrene, små sportsklubber også fik en chance. På den måde ville man rundt om i Danmark få mange flere til at begejstre og inspirere unge mennesker til at dyrke sport. På den måde sikrer vi både breden og eliten.

Når så Danmark vinder...
Så jeg vil sætte mig i eftermiddag og se herrelandsholdet, jeg vil lade mig begejstre, tænke på min kollegas datter som intenst følger Mikkel Hansen. Hvem ved, næste gang hun står i målet, har hun måske den redning der afgør kampen. Jeg vil glæde mig over at vi inden så længe får en S-SF-R regering, som laver en ny sports og fritidspolitik, hvor frivillighed og bredden i højere grad vil være en del af fundamendet. Det fundament der giver en VM finale.

Designuddannelsen til Aarhus

Gode venner
Som skolelærer lærer man en skøn pædagogisk forklaringsmetode når man skal forklare eleverne om kunsten at hovedregne. De gode venner, er tal der godt kan lide at blive regnet sammen. For skal man regne ud hvad 7*9 er, er det nu nemmere at sige 7*10 og trække 7 fra.
Sådan har jeg det med designuddannelsen ved Via i Aarhus og Herning. Det handler ikke om KUN Herning eller KUN Aarhus. Vi ved at samarbejdet mellem Aarhus og Herning er centralt, og vigtigt når man snakker erhvervsudvikling i Aarhus. Derfor forstår jeg simpelthen ikke at undervisningsminister Tina Nedergaard spænder ben.

http://stiften.dk/aarhus/strid-om-placering-af-uddannelse

En lille fejl
Ok, måske var VIA lidt for hurtig, måske regnede de med stor forståelse fra de studerendes minister - Tina Nedergaard. Ihvertfald fandt VIA hurtigt ud af at Tina Nedergaard har en anden, mere markant dagsorden i det store liberale perspektiv - nemlig at sikre Venstre nok stemmer i Venstres bagland - Herning. Jeg synes bare ikke at det er ok, når man er en del af en regering er man minister for alle danskere. Ligesom min borgmester Nicolai Wammen er borgmester for både erhvervslivet, de udsatte, de som stemmer liberalt og de som stemmer dybt rødt. Her synes jeg hun fejler. Hun sikrer hverken de studerende i Herning eller Aarhus, tværtimod skaber hun forvirring og frustration begge steder.

http://stiften.dk/aarhus/unge-er-ofre-i-kamp-om-skole

Erhvervshandlingensplanen
Vi i Aarhus har faktisk et rigtigt godt samarbejde med Herning. Vi planlægger i fællesskab gennem Erhvervshandlingsplanen, vi forsøger at se hvor Herning kan understøtte Aarhus og omvendt. Lige nu ved vi at messeforholdene i Herning er langt langt bedre end i Aarhus, omvendt er det ikke overvældende hvad Herning har at byde på om aften når messestandene er lukket. Derfor giver det mening at tænke fællesstrategi. Det nytter ikke, at byer tæt på hinanden, spænder ben. For så kommer Hamburg og Berlin og London til at trække kunderne i butikken.

Fremtiden
Det er det jeg synes at Tina Nedergaard skulle tænke over, tage en snak med indenrigsministeren og understøtte de initiativer vi rent faktisk formår selv at løfte - kommunerne i mellem. Det vil skabe uddannelsespladser og nytænking, fremfor denne firkantethed som kun er til skade for Danmark - og de studerende.

Job & Ensidig aktivering

Pengene igen

Vi har i Danmark en hverdag hvor job mistes dag for dag, i stedet for at blive skabt. Hvis vi er heldige, flytter vi rundt på et par virksomheder geografisk i Danmark. Det er skam også en alvorlig og vigtig ting pt, for konkurrence internt mellem kommunerne er en del af regeringens løsning. For der sker en graduering af refunderingen mellem den dårligste og bedste kommune på en lang række områder. Vi bliver altså sammenlignet, og skal derfor blot gøre det bedre end de dårligste danske kommuner for at få penge igen. Der er ikke indarbejdet nytænkning eller innovation, der bliver ikke belønnet for langstrakte initativer, men for her og nu regulering. Så rent praktisk bliver det som i skolegården, når man skulle vælge hold til rundbold, og der stod en restgruppe tilbage som ingen ønskede, de dårligste. Det er Aarhus imod de dårligste. For mig er det en usolidarisk og asocial refusionsordning. Vi sidder og kigger tallene igennem og håber på at de andre gør det dårligere, for så får vi flere penge. Hvad gør en kommune så når Vestas på Langeland lukker? Konsekvenserne som nyhederne beskriver er ikke kun for den enkelte arbejder, de bliver for alle som bor på Langeland, for kommunen er nu ansvarlig for at aktiveringen finder sted. Og så kommer vi til det nye...



Virksomhedspraktik - eller ingen penge

Aarhus skulle spare rigtig mange penge, hver magistrat skulle spare rigtig mange penge, også beskæftigelsesforvaltningen. Direktøren for sidstnævnte fremlagde i december - med ansvarlighed - et forslag om nedskæringer i samarbejde med medarbejderne. Kort tid efter ændrede Inger Støjberg refusionsreglerne for aktivering. Jeg ved godt, at der har været meget tale om kurser som "hvilke fugl er du?", og det er bestemt også for ringe. Men at ændre reglerne uden nogen form for kommunikation til kommunerne få dage før årsskiftet, efter at de fleste kommuner havde lagt budget er direkte uartigt gjort af beskæftigelseministeren. Vi vil idag få pengene tilbage fra staten hvis vi laver virksomhedsaktivering, da man har fundet ud af de fleste kommer i ordinære job i den virksomhed de har været i praktik i. Mit spørgsmål går på, hvordan man tænker at man fra tidligt januarmåned. i et land som stadig er præget voldsomt af finanskrisen, forestiller sig at man fra den ene dag til den anden, kan omlægge hele aktiveringsindsatsen, og dermed kommunernes økonomiske fundament? Vi har i Aarhus en chance for at lykkes, men hvordan tror beskæftigelsesministeren at Langeland og andre hårdtpressede dele af af udkants-Danmark vil have det? Hvilke virksomheder er der på Langeland, der kan aktivere alle de ledige fra Vestas? Jeg tænker også, at hjælpe med at få folk i job, er en opgave der kræver stor alsidighed. Flere af borgerne har vanskeligheder, som kræver viden og langsom indkøring. Vi kan ikke forvente at samtlige virksomheder har resourcerne til det, eller for den sags skyld motivationen . Der findes en stor og spraglet arbejdsstyrke blandt de ledige, men det kræver ressourcer at kunne bruge dem som en ressource, en ting som endnu engang er blevet yderligere vanskeliggjort af beskæftigelsesministeren. Jeg synes egentlig at Inger Støjberg igen, igen, de hendes ringeagt og hendes manglende viden om hvad borgerne udenom i Danmark har brug for.



Men hvad så? - lav nu fejl

Hvordan gør vi så? Jeg kunne jo fristes til blot at sige, at krydset skal sættes midtfor eller til venstre for midten, men det er jo ikke nok. Vi må have en alsidig tilgang til arbejdsmarked. Vi må udvikle og tale sammen om, hvordan vi udvikler et flexibelt arbejdsmarked med plads til alle, også de som i en kortere og måske også længere tid har svært ved at gå på job. Vi bliver også nødttil rent faktisk at skabe flere arbejdspladser i Danmark. Jeg tror at det er vigtigt at en ny regering går i dialog med arbejdsmarkedsparter og tør se langstragt på arbejdsmarked her i Danmark. Vi ligger i udkanten af EU, og vi skal stoppe med at tro at Danmark er ens konstrueret. Vi skal se kvaliteten af at Langeland er Langeland, og Ringkøbing er Ringkøbing, Aarhus er Aarhus. Vi skal skabe synergi og innovation og så skal vi turde lave fejl! For når vi laver fejl går vi kanten, og over den. Det er her man lærer noget, og udvikler og får nye ideer. Vi skal ikke straffe kommunerne. Og med dette tænker jeg ikke at vi skal tilbage til at være ligeglad. Det er slet slet ikke det sammen. At lave fejl og stille krav - går hånd i hånd. Men jeg tror nok at du kan spørger ret mange ude i Danmark, at denne her metode ikke virker. Jeg tror på at vi kan lave vækst i Danmark, og lave en produktionsenhed her hos os. At de danske virksomheder er stærke, også internationalt. Det kræver at folkeskolen og de videregående uddannelser er med på vognen og at forældrene giver lærerne diciplinen tilbage og de studerende tager ansvar for deres studier. Vi bliver nødt til at sætte ind alle steder, og ikke tror at dette blot handler om aktivering og konkurence mellem de enkelte kommuner.