fodbold og feminisme

Lykke Friis og Bayern München
Jeg undre mig hver gang - hvorfor er det at fodbold er for mænd? Og når kvinder kan lide bold, er det noget særligt? Tag nu ligestillingsministeren - Bayern München, hendes favorithold (og jeg er faktisk enig med hende her). Var det sådan en kontravægt som Løkke gjorde - ok med den ministerpost til hende der eksperten. Tænkte han mon; "så pyt - hun er så langt fra en feminist, for hun ser fodbold, at det ingen betydning får?". Vi ved det ikke, vi ved dog at det ikke er meget hun reelt har fået gennemført. Hun har lagt en distance til de reelle politiske initiativer. Når jeg tænker mig om, så er det vel egentlig ikke meget hun har fået udrettet på denne post, hende Lykke Friis. Men nu var det ikke et indlæg mod Lykke-

Politikernes mænd
Noget jeg kan blive virkelig vred over, er den fokus som kvindernes mænd får. Forleden kunne jeg læse på tekst tv at Henriette Kjærs mand skyldte Roskilde kommune penge. De er ingen gang gift. Hvad skal han blandes ind i det for? Og Helle Thornings mand kom i fokus her i sommers, og Lene Espersens mand har en karriere. Jeg undre mig. Hvornår bliver kvinder bedømt på deres egne gerninger? Jeg glæder mig til denne dag.

Kompetence, kvaliteter og køn
Vi har i Århus, i denne tid måtte sige farvel til vores nuværende borgmester - han ønsker sig en karriere på Borgen - og al respekt for det. Jeg bakker ham til fulde op - men nu skal vores kommende borgmester og vores kommende rådmænd skyde i skoene, fordi de IKKE er kvinder. Folk som kender mig, vil nok betegne mig som hardcore feminist, det fordi jeg mener, at vi faktisk skal være reelt lige. Mænd og kvinder skal bedømmes lige. Og som den politiske dagsorden er lige nu, så er det faktisk ikke tilfældet - Helle Thorning, Lene Espersen og Henriette kjær bliver bedømt på deres mænd, og "mine" folk i Århus bliver bedømt for ikke at være kvinder.
Så vi når hver gang tilbage til at tale om kvalifikationer. Mit spørgsmål bliver: "hvordan får vi skabt forhold hvor vi ikke længere taler om køn, men at kønnet er en kvalitet?". Den kommende rådmand for Børn og Unge i Århus, Kristian Würtz kender jeg som et engageret mennesker, med reel ligestilling i hjemmet, og med hjertet på rette sted. Og han er blevet bedømt på det hele - også sit køn, for at få posten - han var den bedste.

Så hvordan var det med fodbolden?
Jeg ser fodbold, (pt vinder FCK stort over Silkeborg - og jeg ville gerne holde med Silkeborg, men gør det ikke FCK spiller bare for fedt til at løbe af med min sympati...), når jeg kan komme afsted med det - og det er ikke meget når man kun kan tage 3 sølle kanaler og den sidende regering har sørget for at stort set alt sport bliver sendt på tilstødende kanaler.
Jeg kan lide at være med til at træffe beslutninger, og jeg håber virkelige at jeg bliver bedømt udfra hvem jeg er - med alt hvad der nu er mig.
Så lad nu Lene Espersen lave sine egne fejl, og lad nu Helle Thorning blive statsminister - fordi hun ER den bedste og lad os arbejde for en verden, også i Danmark, hvor ligestilling handler om realiteter istedet for PR. (Og lad nu os kvinder også få lov til at se noget bold...)

Efteråret rusker nu. Lyset og varmen har et stykke tid været på retur. Efteråret er for mig, forbundet med smukke farver som er reflekteret i lavt hængende sol. Jeg holder så meget af det. Jeg tænker at det er forbundet med en barndoms forventninger og spænding om fødselsdag og gaver. Jeg elskede min fødselsdag. Når den kom, så var det stensikkert at det var efterår. Den fornemmelse af at kulden begynder at bide i næsen. Det er en skøn fornemmelse. Jeg kan lide det at invitere fødselsdagsgæster og lave maden. At planlægge hvordan kagerne skal være. Vores fødselsdage derhjemme har altid været forbundet med hygge og overskud. Det var med små kagelys i sukkerskålen og flag rundt om i stuen.

Sådant en overskudsfamilie er langt fra alle født ind i. Denne følelse af magi, ville jeg ønsker at alle oplevede. Men alt for ofte er der familier som enten ikke har det følelsesmæssige overskud, fordi deres familier er pressede af arbejde. Eller deres økonomi er sådan at de ikke selv kan vælge de gaver der ligger indpakket på deres børns fødselsdagsgavebord. Og så er der de familier hvor enten far eller mor er sårbare og skrøbelige, og som har et skidt billede af sig selv, har vanskeligt ved at give deres børn det, som de som forældrene ved at børnene har fortjent. Sådan en forældre blev min søster.
Den magi som var forbundet af vores barndom forsvandt for hende som voksen. Hun blev begravet i depression som forhindrede al magi, og uden hun fik den hjælp hun havde brug for. Så når efteråret nu raser og vinden bider i mine kinder, og fødselsdagens magi kommer lige om lidt, må jeg fejre den uden min søster.
Det danske sundhedssystem har spillet fallit på så mange forskellige områder. Og særligt det psykiatiske har slet ikke det overskud som resten. Der er nemlig ikke meget præstige i en psykiatisk lidelse som en spiseforstyrrelse eller depression som min søster havde. Så hun gav op, og døde ved egen hjælp for snart et år siden.
Det giver mig et personligt drive til at ville ønske en ny regering. For den vi har, har smadret det vi kendte fra vi var børn. Hvor alle de som havde behov fik hjælp og de som ikke kunne selv blev hjulpet.

Dette års fødselsdag bliver imødekommet af et smukt dansk efterårsvejr, i mindet om min elskede søster. Kære Astrid - jeg savner dig. Må magien nå dig - der hvor du er... Og som du sagde til din datter - elsker dig helt op til stjernene...

Hvordan man når alles tanker og ideer

Vi skal spare i Århus kommune - mange penge. Rigtig mange penge. 362 millioner kroner bare på servicen til borgerne. Vi skal spare på pædagogerne, på de mennesker som sørger for at vi betaler det vi skal, og får de penge vi skal. Vi skal spare på eksperterne som hjælper med at træffe gode valg, og på de grønne medarbejdere som holder byens gader og veje pæne.

Mærkbart
Vi kommer til at mærke det. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, uden at vi vil kunne mærke det. Fra torsdag til fredag fra tidligt om morgen, til tidligt næste morgen var jeg med til forhandlingerne om hvordan rammerne skulle sættes. Mandag var jeg til ledelsesmøde på min skole, og så hvordan budgettallene var udmøntet på min egen skole. Benhård virkelighed.

Processen
Jeg er optaget af processen. Når jeg tænker tilbage på politik, synes jeg at der alt for ofte, har været alt for lidt fokus på processen. Vi beslutter og bestemmer,- men hvordan bliver det modtaget? Og forstået?

Så hvordan nu?
Så mit spørgsmål bliver - hvordan får vi som politikere, borgernes ideer på banen? Flere siger at det hele kan spares på administrationen. Andre, at det ikke bliver til så mange millioner som vi først troede - men hvad tænker du? Når rammen er sat, er det vilkårene. Hvordan gør vi det så? Hvad skal der til, for at du kommer med dit bud? Vi behøver det- så vi kan træffe ordentlige beslutninger. Inden for rammen, men stadig med fodfæste i virkeligheden.

hvorfor dog ikke blot sige at det er hudfarven?

Morgenen startede med at kæresten sagde, at man ikke længere skal kunne blive familiesammenført hvis man bor i en ghetto.
Man kan altså ikke blive familiesammenført, hvis man ikke har arbejde i min. ½ delen af året, man skal betale penge for en danskprøve, for at blive familiesammenført, man skal have været her i 9 år ikke været på overførselsindkomst. Kun 2 børn, ellers ingen børnepenge fra det 3 barn...
Man må altså ikke have været syg, brækket et ben eller have haft brug for anden offentlig støtte. VKOs seneste salut, er altså ikke bare, at vi i Danmark kun ønsker dem som "bidrager positivt" til samfundet, og nu må man altså heller ikke bo i ghettoen.
Jeg spørger bare, hvorfor siger de ikke bare at der er farver på mennesker de kan lide og farver de ikke kan? Jeg bliver så vred. Er det ok? Er det niveauet i dansk politik? At et parti gang efter gang går bevidst efter en bestemt gruppe - peger dem ud, det er deres skyld dem der?
Jeg har lige været i Kvindehuset i Viby, et skønt sted, hvor man ikke ser på alder eller job, eller hvilken farve eller hvilken del af Århus man kommer fra. Det er stedet hvor man henter kaffe til naboen og sin næste. Her tør man debattere det som er svært. Som børneopdragelse, tro og politik. Her fortæller kvinderne om århusianske daginstitutioner, som har vanskeligt ved at forstå en flerkulturel familie, og hvordan kvinder tænker om at være en del af et flerkulturelt miljø. Både at være århusiander og iraner, palæstinenser, somalier, islænding. Hvor er vores skam i livet?
At sige at man ikke kan blive familiesammenført hvis man bor i en gettho? Hvilken en af dem? Gellerup? Skådebakker?
Skam jer - det er Næsten I taler om.

Om at bidrage til et samfund

Det undrer mig, hvordan DF konstant kan give mørke mennesker skylden. I de sidste ti år har Pia K og DF, langsomt og sikkert ændret tonen om hvordan man kan tale om andre mennesker. Senest eksempel er, at vi kun ønsker mennesker som bidrager til det danske samfund, folk som er lette at integrere - og hvordan er det så vi definerer dette?

Jeg tror nu på at vi får det bedste ud af folk, ved at tro det bedste om dem. Desværre er det ikke hvad Danmark pt præsterer. I kommunerne er vi pålagt en beskæftigelsespolitik, hvor mennesker som modtager kontanthjælp mister deres kontant hjælp hvis de er gift, eller lever i gifteligende forhold med en anden på overførselsindkomst. Alt privatliv er idag underlagt, nærmest absurde, kontrolforanstalninger.
Hvor går grænsen egentlig? Vi må se på hvilke initiativer som virker, hvornår er det at man oplever at man bidrager til et samfund? Hvornår og hvordan bliver man en del af et samfund?
Hvor findes de steder som rummer mennesker som ønsker at bidrage, som på hver deres måde kan få mennesker op ad stolen - med tillid til at mennesker kan gørre en forskel - et lille skridt af gangen.

Ligestilling - et faktum?

Så fik vi sat navn på de nye byrødder. Et blik hen over medlemmerne efterlader et mere mangfoldigt look. Knap så mange ældre mænd, og flere kvinder. Og kvinder i alle aldre vel at mærke. Vi manglede vores nye medsøstre. Så hvordan får vi jer i tale? Mine nye medsøstre? Vi får et århusiansk byråd med højt, mellem og lavt uddannede kvinder. Kvinder som tjener meget og kvinder som tjener lidt. Vi mangler også jer som er privat ansatte og kun få med børn.

Jeg vil som medlem af det nye byråd sætte fokus på dette.
En af mine nuværende kollegaer, siger ofte at vi uddannede kvinder stiller os på ryggen af de ufaglærte. For fokus på ligestilling handler stadig kun om 3 ting - løn, løn og løn. Og så udspringer pensionen jo af dette.

signal politik i modul ordningen

Hvordan kan det være at Venstre ikke kan se, at borgerene ikke ønsker den ordning, at fagligheden har lidt et knæk? Den foregående borgmester og rådmand Louise Gade indførte modulordningen, der har kostet meget mere end bare besparelser?
Frit valg? Ønsker Venstre virkelig at sætte faglighed og kvalitet overstyr for valgfrihed?

Jeg tror på fællesskab og fælles ansvar. Vi må som politikere lytte til hvad borgere og fagfolk mener. Det er på tide vi får en anden rådmand på den post.
En politiker som tænker med både hjerte og hjerne.
Tak til borgmesteren for at se hvornår nok er nok.